De sidste to ugers tid har været rygende travle og jeg har kun haft meget, meget sparsom tid til lige at trække vejret og være mig selv et øjeblik. Heldigvis har jeg haft det ganske godt med det og forsøgt at balancere det så jeg har kunne have mig selv med i det meste undervejs. Det er lykkedes ganske godt, hvilket er et forholdsvis stort og vigtigt skridt for mig. Der er sket en del gode ting. Jeg har været i terapi, grebet terapien an på en ny måde, været meget ´på´ på arbejde, og har generelt haft det ganske godt på det sidste. Jeg har grebet mit liv på en ny måde og forsøger at tage det ansvar for mit liv, som jeg på mange måder har haft det svært ved at tage. Ikke at jeg på¨nogen måde ser mig selv som uansvarlig (nok nærmere overansvarlig i forhold til omverdenen), men set med mere terapeutiske briller, så er der nogle ting omkring mit liv som jeg har ikke har villet tage ansvar for og det er jeg ved at arbejde med og ændre på.
Et skridt på vejen er mit ubehag -og tidligere angst- ved at være alene. Min terapeut har tidligere nævnt muligheden for selv at tage kontrol og vælge en dag at være alene i, frem for at alene-heden altid skal være et fravalg og noget jeg desperat forsøger at undgå. Jeg valgte at skrive ´mig-dag´ i kalenderen i går, og tilbragte tiden efter arbejde alene derhjemme. Jeg havde ligefrem glædet mig fordi jeg har været så travl på det sidste og hvad alene-hed angik, så gik det helt fint. Nu har jeg også været alene længe, men det var rart for en gangs skyld at have valgt det selv.

Savnet derimod, det sprang mig lige i øjnene og borede sig frem fra sit skjul i mit hjerte. I de sidste par uger har jeg kunnet skubbe ham ud på sidelinjen i mit indre. Der har ikke været plads til at falde hen i tudeture eller dvæle ved mine følelser. Hver gang savnet er dukket op og billedet af ham har vist sig for mig, har jeg placeret det ud på sidelinjen af min opmærksomhed igen. I går væltede det derimod frem igen og selv i dag har jeg hele dagen mærket tungheden i min krop. Savnet har lagt sig som en stor dyne over mig og jeg har følt mig som et badekar uden prop i. Min energi rinder ud af mig i en lind strøm og der er snart ikke mere tilbage. Jeg føler mig lammet, træt og ked af det og har dagen igennem desperat forsøgt at holde mig kørende. Alt omkring mig minder mig om ham og igen og igen dukker billeder af ting vi har lavet sammen op i mig.

Igen i nat drømte jeg om ham. Jeg drømte at han var flyttet fra sin lejlighed som jeg elsker så højt. Han ville ikke bo der fordi hans bror alligevel aldrig var hjemme, hvilket er noget han ofte har brokket sig over. Han var flyttet ind i min ejendom som i drømmen så helt anderledes ud en i virkeligheden. Der var også en spisesal og virkelig mange mennesker -vores fælles veninde var også lige flyttet ind. Meget mærkeligt. Det var hende der fortalte mig at han nu også boede der. Jeg blev helt nervøs, forvirret, fik kildren i maven og følte mig utilpas som jeg ofte føler det når jeg er et sted hvor der er chance for at jeg møder ham. Jeg var samtidig nysgerrig og gik op til buffeten i fællessalen. I drømmen var det lidt som i spisesalen på en efterskole -eller i spisesalen i Harry Potter filmene. Mærkeligt. Jeg gik derhen fordi der var en chance for at støde ind i ham der oppe, og pludselig så jeg ham sidde med siden til. Jeg lod som om jeg ikke havde set ham og gik målrettet hen mod maden. Imens jeg stod og ventede kørte jeg hånden gennem mit hår og lavede en afslappet frisure. Jeg kunne mærke at han sad og kikkede på mig og nød at føle mig beundret og samtidig vigtig, da jeg et øjeblik efter blev kaldt på for at udføre en vigtig opgave. Vi snakkede ikke sammen, men usikkerheden overfor hinanden var meget tydelig i drømmen. Jeg vidste ikke hvor jeg havde ham, men mærkede en tiltrækning og samtidig en hel masse ´kold´ luft og uvished.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen da jeg vågnede. Jeg havde mest af alt lyst til at sove over mig og grave mig dybt ned under dynerne. Meningsløsheden voksede i mig og jeg følte mig tung som en elefant. Og kom jeg dog som jeg jo gør hver dag, og dagen er da også gået fint og med fuld fart og masser at lave. Nu er det dog aften, jeg har sat mig for at slappe af og jeg mærker for fuld skrue hvor meget han stadig fylder i mig. Der er på en måde som nærmest lammer mig indvendig.
Det er slet ikke sådan at jeg føler at jeg skal tage kontakt til ham eller at det rigtige for ham og jeg er at ses så snart som mulig. Nej, det føles som at jeg skal holde lav profil lidt tid endnu, og som at intet endnu er afgjort for hans og min mulige fremtid sammen. Jeg må fortsat forsøge at fokusere på mig selv og mit eget.
I går sad jeg og kikkede på nogle billeder af han og jeg og jeg blev faktisk helt ubehageligt til mode da jeg kikkede på nogle af dem. Jeg blev helt irriteret af at se ham sidde der i sit kiksede outfit, med stritører og en ekstra delle på maven, og blot tanken om at jeg kunne få det sådan hyller mig lidt ud af den. Det er så ukærligt tænkt, og jeg elsker ham jo så højt. Men faktum er også det at der jo har været en del problemer han og jeg imellem og at fokus på de overnævnte ting nok nærmere er et billede på mine tidligere frustrationer over forholdet, ham og om hvorvidt han og jeg er rigtige for hinanden. For i et helt andet lys ville jeg sige at jeg elsker hans afslappethed, og bløde mave samt at stilen er blevet væsentligt bedre og at ørerne kun liige strittede på dét billede. Og så ville jeg kunne nævne et hav af andre dejlige ting ved ham... men det føles nu alligevel mærkeligt at jeg kunne få det sådan af at se nogle billeder af ham. Nogle af dem ruskede op i en virkelighed der ikke var så smuk igen, og andre var gudeskønne kærlighedfulde minder. Ak, ak, ak. hvor vi jeg dog hen med alt det her.