Det føles som evigheder siden jeg sidst så ham skønt det 'kun' er to uger siden vi besluttede at stoppe kontakten for en tid. Det er to måneder siden at vores forhold sluttede, men helt ind til for to ugers tid siden var vi fortsat i kontakt og forsøgte at finde ud af hvordan vi skulle gribe situationen an. Kærligheden til hinanden er der stadig og det har ikke været let for os at finde ud af om vi skulle arbejde videre på forholdet, stoppe det helt, holde kontakten, give det tid osv.
Vores forhold som varede et par år har været igennem en masse turbulens og flere svære stunder, men vi har også arbejdet hårdt på det, fået det meget bedre sammen og har haft et hav af skønne tider sammen. Pludselig -uden at han selv havde gennemtænkt det - gav han udtryk for sin tvivl omkring forholdet og da jeg ikke kunne leve med at min kæreste ikke vidste om han ville være i forholdet eller ej, valgte jeg at slutte det. Jeg bad ham finde ud af hvad han ville og vælge mig til 100% hvis vi skulle være sammen igen. I et stykke tid vidste han ikke hvad han ville; og på 1,5 md. nåede vi gennem tid uden kontakt, jævnlige telefonsamtaler, et ups knald, et seriøst og dejligt møde samt en masse minder, tårer og savn.

For et par uger siden meldte han endelig ud at det eneste der holdt ham fra at være sammen med mig var at han ikke kunne slippe de dårlige ting der har været i vores forhold, han kan simpelthen ikke slippe det og har brug for tid til bare at være sig selv. Jeg forstår godt at det er svært at slippe, selvom vi er enige om at måden vi var sammen på ikke var god for nogen af os. Det var blevet usundt og vi havde i den grad brug for at gribe det an på en ny måde. Al ændring kræver dog kræfter og omstillingsparathed og lige pt. er det ikke til stede. Vi er begge udmattede af de vanskeligheder vi har været igennem og det har sået tvivl i os begge. Tvivl omkring hvor rigtige vi egentlig er for hinanden, om vores forhold virkelig er værd at arbejde videre på, om vi orker noget der er så svært, om vi tør at kikke på os selv, om vi er villige til at ændre os og om vi tør se os selv og hinanden i øjnene med hvad det indebærer. Det var ikke mit egentlige ønske at vi skulle ende forholdet, jeg synes faktisk parterapien havde hjulpet så det gik meget bedre og der var faldet ganske god ro på. Dog vil jeg ikke være sammen med en som ikke ved om han vil forholdet, og det var derfor jeg trak stregen i sandet. Mit håb var at han skulle vælge mig 100% igen og vælge mig, udviklingen, kampen og forholdet til. Det er på mange måder stadig mit håb, men samtidig er mit fokus også flyttet nu hvor han har ytret behov for tid og frihed. Han sagde at han på nuværende tidspunkt virkelig gerne vil mig, men bare ikke kan lige nu. Han sagde også at han med stor sandsynlighed stadig vil mig om et halvt års tid, men selvfølgelig er der ingen garanti i det, og det ved vi begge. Jeg kan vente på ham, men det er ikke sundt for mig og for vores relation. Jeg bliver nødt til at sætte både han og jeg fri og forsøge at komme videre. Med blødende hjerte bad jeg om at vi ikke skulle være i kontakt i lidt tid, simpelthen for at give mig en chance for at komme videre. Det er så her jeg står nu.

Der er gået to uger siden vi talte sammen sidst og savnet i mig er så stort, så stort. Det føles som om det ingen ende skal tage, selvom jeg ved at 'tiden læger alle sår'. Jeg holder sammen på mig selv i dagenes trommerum, men der går ikke mange timer hvor jeg ikke tænker på ham. Ofte er det nærmest hvert 10. minut. Jeg prøver at være aktiv, se venner, hygge mig, arbejde osv., men glæden ved livet omkring mig svinder ud. Jeg er der, jeg er med, men jeg er fyldt med sorg og når jeg er alene hjemme græder jeg. Ofte må jeg lige gå ud på badeværelset eller på anden måde trække mig væk fra offentligheden og græde et øjeblik for herefter hurtigt at tørre mine tårer og vende mit ansigt udad igen. Jeg gør virkelig mit bedste for både at give mig selv plads til at have det som jeg har det, tale om det, gennemføre min dagligdag og berige mit liv med nyt og spændende for at gøre livet lidt lettere. Let er bare det sidste det er. Mit hjerte bløder, jeg er fyldt af sorg og alt omkring mig minder mig om ham. Jeg har fjernet det meste af hans fra mit hjem, men også bare byens liv, min dagligdag og de mest ligegyldige ting omkring mig, minder mig om ham. Jeg tænker på hans familie, på at møde ham på stationen, på ture vi har været på, på det han altid spiste, telefonsamtaler vi har haft, at holde om ham, at han nussede mig i håret osv. osv. alt omkring mig minder mig om ham og jeg bare savner. Men jeg må være så stærk som jeg kan og give ham tid og plads til at vende tilbage hvis han bliver klar til det. Jeg må fokusere på mig selv og det liv jeg vil leve og give mig selv tid til fokusere på hvad dette savn reelt handler om. Om det er tomrummet eller et reelt ønske om at ville være sammen med ham sådan som han nu er.