det er mærkværdigt, men jeg føler mig faktisk rimelig alene og ikke sådan super duper glad, til trods for at det er min fødseldag og jeg har mennesker omkring mig som jeg holder af og modtager tonsvis af tilykke-beskeder.
Jeg havde troet at jeg skulle fejre min dag ret alene i udlandet, men valgte i sidste øjeblik at tage en lang, lang vej til Danmark for at se venner og familie. Selvfølgelig ikke fordi det er min fødselsdag, men det var da en del af glæden ved at rejse. Yes, så skulle jeg være sammen med folk jeg holder af og som holder af mig.

Da jeg i morges opdagede hvordan tilykke-beskeder strømmede til online, begyndte jeg næsten at tjekke mailen hver 2. minut og derimellem har jeg stenet forskellige hjemmesider og andet skidt. Det er simpelthen for sølle. Jeg var for doven til at komme ud af fjerne og gå på shopping, café eller lignende tidligere...
Om nogle timer får jeg gæster, men jeg glæder mig egentlig ikke overdrevet meget. Familien føles anstrængende og de par veninder jeg skal se orker jeg næsten ikke. Jeg forstår ikke hvorfor.
Jeg har været bosat i udlandet i et par år og så dem sidst for 5 måneders tid siden....og så for et par dage siden da jeg kom til Danmark igen. Jeg har savnet dem rigtig meget, men alligevel vil jeg det ikke. Det er så underligt. Ikke desto mindre dukker folk nok op om en times tid.

Jeg har ikke overvejet at købe vin, lægge make up, rydde op etc. -alt hvad jeg plejer at gøre når der skal ske noget spændende.... Det er så langt ude. Hvad er det egentlig jeg savner`?

...jeg er bange for at det er en besked fra mit crush som jeg venter på; og bange for at den overhoved ikke kommer.... Han har vist ikke interessen og husker nok ikke at det er min fødselsdag. Argh God damn it. Det skulle overhoved ikke påvirke, hvor har jeg gjort af dyden i at holde fast i mig selv og ikke smide mit hjerte efter en uinteresseret mand....oh God. I've got to cheer up and get things done!
Happy birthday!