Hey ;) .

Må lige starte ud med at skrive, at jeg har det super godt - og alt er i den fineste orden. Men har gået og spekuleret over en masse ting, sådan her på det seneste. Og det vil jeg gerne udfylde dagens dagbog med ;-) .

Men, der er faktisk mange ting, som sådan lige falder ind og ud af min hjerne. Nogen af tingene ligger så fjernt fra min opvækst, at jeg ikke kan forholde mig til dem - andre falder mig ind naturligt. Burde man ikke gøre ting, som føles rigtigt for en selv? - men som måske ikke tilfredsstiller andre? .. Tænker mere, at vi allesammen kan jo ikke blive tilfreds stillet, og er det ikke som udgangspunkt vigtigt at tilfredsstille sig selv i det omfang, at man ikke gør andre ondt? .. Eller er det en egoistisk handling? .. For de fleste mennesker er det som udgangspunkt meget kaotisk at finde "sig selv" - men hvor mange ved egentlig hvem de i virkeligheden er?! . Og hvem siger egentlig hvad der er rigtigt og forkert? .. Hvis vi nu tænker udover "virkeligheden" . - Hvem skal så egentlig bedømme om vi er psykotiske eller ikke? Der er så mange spørgsmål - jeg ved jeg aldrig får svar på, og dertil kommer tvivlen på alt andet. Hvad er logikken i dette? Vi kommer aldrig til at redegøre for de ting som er blevet efterladt tomt i fortiden - og egentlig burde vi kunne se så langt, at vi burde redde fremtiden, men i stedet, fortsætter vi denne magt kamp. Vi ser den alle steder. Tanken den berøre mig noget så voldsomt, at jeg kan sidde og føle præcist den angst, som enhver måtte føle. Begynder man at fælde domme over andre, er det tydeligt, et tegn på man selv mangler en form for tilfredsstillelse i sit liv. Det er altid de samme folk vi gør nar af. Den tykke, - den mindre pæne, - den retarderet, - den mærkelige, - den "anderledes", - den mindre kloge, - den psykotiske, o.s.v. Disse mennesker falder ud af den boks vi i dag kalder "normal" - og derfor, får vi andre et behov for at more os på deres bekostninger. Men gud, hvor føler jeg så stor sorg for disse mennesker. Hele deres liv skal de kæmpe med deres "unormalhed" og samtidig acceptere at de ikke er acceptabel i vore samfund. De bliver skubbet til, talt ned til, får af og til svinske bemærkninger, og de begynder at få den opfattelse af at de ikke slår til. - Også sidder vi andre og spekulere over, hvorfor der er så mange tilfælde, hvor folk F.eks. ender på den lukket, eller hvorfor der opstår voldsmænd og overgreb. Alt hvad vi gør, hvert skridt vi tager, har en indflydelse på hvordan fremtiden kommer til at se ud. Men vi mennesker er så sindsyge gode til bare at sætte os tilbage i vores designer sofa, og lukke øjnene for VIRKELIGHEDEN. Ingen siger noget, ingen tør at sige flertallet i mod. Sådan har det nok altid været. Vi mennesker, stræber efter at slå til, at være noget - og blive godkendt, og vi er da ligeglade med om det så er på andres bekostninger. Bare vi selv bliver anderkendt og godkendt af andre, er resten af verdens befolkning ligegyldigt. Der er jo ikke noget at sige til at flere og flere unge mennesker begynder at vise symptomer på flere slags tilfælde af angst, socialt forbi, og bliver indelukket. Der er for høje krav, og for høje forventninger til den enkle, og for nogen mennesker er disse krav så store, at det bliver et problem at forholde sig til dagens gøremål. Man vil GØRE alt for at falde ind, - og selvom dette er en meget egoistisk handling, glemmer man faktisk sig selv i dette spil. Man har så travlt med at tilfredsstille andre mennesker, at man begynder at undertrykke sine egne behov, og rykker sig selv så langt ud, at tingene bliver for uoverskuelige. Og hvordan skal man vende tilbage igen?! .. Dertil kommer overfladen, som vi kender den i dag. Problemet er jo at tingene kommer ud på et sidespor, hvor man nærmest opgiver den person man i virkeligheden er, først fordi - man føler man ikke slår til, og derefter fordi vi prøver at fortrænge hvem vi faktisk er. Og efterfølgende, kan man kæmpe resten af sit liv med denne spaltning, og leve livet på overfladen. Offeret i denne strid kamp bliver præcist disse mennesker jeg nævnte tidligere. De mennesker som der er mindst af, og derfor er nemmest at grine af. Det er en ond cirkel som foregår lige foran øjnene på os. Vi gør intet for at stoppe det. Vi lader det bare stå på - for hvorfor skulle det være vores problem?! .. Det er NETOP vores problem - da vi allesammen er på ligefod med hinanden, og burde kunne se så langt, at vi skal hjælpe hinanden i stedet for at pege fingere af hinanden, og hinandens fejl. Bag det grimmeste ydre, gemmer der sig for det meste altid det smukkeste indre. Men ingen høre, ingen gider at bruge sin "dyrebare" tid på det. For vi har vores eget liv, og vores egne problemer. Normalt er det altid folk som selv, er blevet svigtet i en grad, som svigter andre. Det er for fanden ligesom en sygdom. Sender du den videre, smitter det - og så bliver det sendt videre til en anden. Så næste gang du peger fingere af en anden, så tænk på hvem den "syge" i virkeligheden er.

"Jeg er ikke bange for dig, - men bange for de ord som kommer ud af din mund. De ord du siger, har jeg hørt det meste af mit liv - og jeg begynder selv at tro på at jeg er unormal, fordi jeg ikke opføre mig som du gør. Ligeså snart du åbner din mund, frygter jeg at du fortæller mig, at jeg er mærkelig, og dum. Mit hjerte begynder at banke så hurtigt at jeg får kvalme, og gør at jeg allermest får lyst til at låse mig inde et sted hvor ingen kan bedømme mig. Dine ord, bore igennem mit hjerte, og får mig til at ryste af nervøsitet, - og denne angst, gør at jeg ikke kan fungere optimalt - fordi jeg bliver usikker på mig selv".

HER UDDYBER JEG MED MINE EGNE PERSONLIGE TANKER NÅR MIN ANGST ER VÆRST: ^
"Mine mange år med mobning - har gjort at tingene er mere kompliceret for mig. Ud af til gør jeg alt for at virke perfekt - men ind af til, er jeg præcist det modsatte. Jeg bruger al min energi på at tilfredsstille dig - så du kan lide mig, fordi jeg frygter dine ord, hvis du begynder at finde fejl på mig. Al den energi jeg bruger på det, gør at jeg allerede på forhånd har tabt energi til andre ting. - Det gør at jeg hele tiden er træt, og det gør at jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg er bange for at sige min mening, da jeg frygter at skulle argumentere for den. Det er ikke fordi jeg ikke kan argumentere den - men fordi jeg ikke vil sidde tilbage alene, og være til grin. Jeg siger at dine ord ikke betyder noget - men i virkeligheden betyder de alt. Derfor gør jeg alt for at virke "bedre" end dig - og andre. For så er der ingen som kan komme og fortælle mig - at jeg er forkert. Er du klar over hvor frustrerende det er at skulle stå op hver dag, - bare for at tilfredsstille dig? .. Jeg gør ALT for ikke at gentage andres ordsprog, som du gør - da jeg så føler jeg udstiller mig selv som overfladisk, - jeg må finde mine egne kloge ord, og det er trættende."

"Når jeg går ned gennem byen, blandt mennesker med musik i ørene, stopper jeg tit med at trække vejret fordi jeg frygter at de griner af den, og tror at jeg er forpustet, og derved fed. Jeg ved hvordan andre mennesker udtaler fede mennesker, - og jeg vil ikke være den person. Selvom jeg godt ved at ligegyldigt hvad jeg gør - så bliver der snakket grimt om mig, bag min ryg - så prøver jeg at fortrænge det, og i stedet bilder mig selv ind, at jeg er så perfekt, og "passiv" at ingen har noget på mig, som de kan tale grimt om."

"Din tilstedeværelse uden for toilet døren gør, at jeg ikke tør at tisse - for høre du lyden af min tis, så griner du. Så i stedet for holder jeg det tilbage, - og skal jeg være hos dig i en weekend, - har jeg fanget en modbydelig blærebetændelse, - men hvad betyder det, så længe, du tror jeg er perfekt?!".

"Jeg vil ikke være som dig - derfor prøver jeg tydeligt og åbenlyst at fortælle at jeg er 100% mig selv - men i virkeligheden, er jeg bange for erkende hvem jeg er"

"Når jeg snakker med dig, og du er fremmed, så begynder min mave at slå knuder, og mine hænder bliver våde. Jeg kan ikke sige en sammenhængen sætning - jeg bliver nervøs, og ved at min stemme vil knække, ved hvert ord jeg kommer ud med. Tænk, hvis jeg kommer til at "spytte", eller det jeg siger virker åndsvagt. Derfor holder jeg helst mund, og for dig at se, er det skræmmende, og underligt. - Men du er nødt til at forstå, at jeg er "to" i en. I virkeligheden er jeg født social - og den jeg i virkeligheden er, er social, og åben. Men min angst styre mig - og kontrollere hvem jeg skal være overfor dig".

"Mit rigtige jeg er; venlig, høflig, kærlig, omsorgsfuld, ansvarsfuld. Men min angst, styre mig endnu engang, - og mit rigtige jeg, træder tilbage, - og lader angsten dominere over mig, - derfor, virker jeg så underlig"

"Ligeså snart jeg kan fornemme, du er irriteret eller sur på mig, eller jeg fornemmer at jeg har sagt noget dumt, eller noget som du kan grine af, så bliver jeg meget nærgående, og gør det hele værre for mig selv. Men kun fordi min angst vil have dig til at forstå - at jeg ikke mente det sådan, og at jeg ingen fejl har. Jeg prøver at undskylde for mit rigtige jeg".

- Disse tanker, kommer når min angst er værst, og for første gang, har jeg skrevet dem ned, præcist som de falder mig ind - jeg ved at jeg har et problem, min angst, og min ADHD styre mig. Men så længe jeg er bevidst om problemet kan jeg gøre noget ved det, siger min læge jo. Og indtil videre, får jeg medicin, der dæmper de værste symptomer. - Og så længe, jeg prøver at overvinde min angst, ved at overskride mine grænser, så længe kan jeg se frem til en fremtid uden, disse lidelser. Derfor har jeg det godt, lige nu. For endelig - har jeg forstået mine tanker, og reaktioner. Og det er ikke mig som er unormal - jeg er bare blevet svigtet hele mit liv. Og har brug for meget mere omsorg end andre mennesker. Men dertil har jeg fået en positiv evne, at kunne føle empati overfor andre, - og at kunne acceptere alle som de er, og forstå at de ligesom mig - også har en baggrund. :-)

Jeg håber i får en fantastisk weekend derude ;).
Og måske kan få en bedre forståelse for angst.