Ja, det er lang tid siden jeg har lagt vejen forbi fyldepennen, jeg har haft travlt med at blogge, og endnu mere travlt med at få en hverdag til at hænge sammen.
Og nu kommer jeg alligevel forbi, bare for at sige at jeg er blevet fyret...

For snart to uger siden, blev vi i de to børnehaver jeg er tilknyttet, kaldt til møde, og informeret om, at tiden nu langt om længe var til fyringer.
Og så gik jeg hjem og tænkte... Og jeg tænkte rigtig meget... Og endte med at skrive et halvlangt brev til chefen.
Jeg har nu arbejdet i den børnehave jeg er i nu, i 5 år. Jeg trådte ind af døren for første gang med intentionen om at når mine børn (ja altså de to store af dem) var store, ville jeg igen ind og læse - finde mig en uddannelse og holde ved. så maks 2-3 år ville jeg være i børnehaven...
Så fik jeg lige en lille Erik i mellemtiden.
Og siden jeg kom tilbage fra barsel har det nærmest været et mareridt...
Både fordi hjemmelivet har været mere presset end førhen.
Men i endnu højere grad fordi jeg har presset mig selv, og følt mig presset - ikke af kollegerne, men af mine egne forventninger om hvad andre mon gik og tænkte om min arbejdsindsats.
Jeg har været rigtig glad for at arbejde i børnehave, men jeg har aldrig brændt for det, og allerhelst ville jeg gerne "bare" være tilkaldevikar, uden alt det andet pladder - men jeg ville jo også gerne have sikkerheden i en fast månedsløn. Man kan ikke få det hele.

Men jeg har været træt af det, ked af det, og på grænsen til depression... PÅ TRODS af at jeg har skønne kolleger. Men jeg har simpelthen ikke følt mig god nok, og det har ligesom smittet af på andre områder af mit liv, og jeg har gået og dunket mig selv i hovedet... Og blevet bange ved tanken om at skulle tage en uddannelse, for hvad nu hvis jeg falder fra igen, eller hvad nu hvis jeg vælger forkert, eller hvad nu hvis det viser sig at jeg bare er et paphovede til alt hvad jeg foretager mig... SUK!

Vi fik mulighed for at vælge, om vi ville have brev, der indkaldte os til samtale, eller om vi ville have besked mundtligt når vi skulle ind til samtale. Jeg valgte brevet, der ville komme i weekenden - og samtalerne skulle så finde sted i dag, tirsdag. (Jeg kan slet ikke forstå at nogen valgte at få personligt besked lige inden samtalen skulle finde sted, det må det være noget af en nervepirrende følelse, og et chok ikke mindst selvom det så er nok så meget forventet).
Nå, men jeg vidste jo så godt, at brevet ville ligge i min postkasse lørdag. Og selvom jeg følte mig rimelig afklaret med, at det nok ville blive mig, og at jeg faktisk ville se frem til endelig at skulle lave noget andet, var det alligevel med en lille klump i maven, at jeg gik ud lørdag og åbnede postkassen.
I postkassen lå tilsyneladende kun et brev til Bo og et katalog fra H&M. Jeg følte mig helt skuffet! Men så så jeg kuverten og blev igen lidt nervøs... Var det nu virkelig det jeg ønskede?? Jeg vidste det ikke.

Jeg trak vejret ned i maven og tog det som en kvinde. Fortalte Bo om det - som vist nok fik ønsket mig tillykke?
Og fortsatte så min søgen efter Lucas' puk-kode til telefonen (en af hans veninder havde nemlig prøvet at bryde ind i den, da han ikke var til stede, med det resultat at vi nu skulle bruge en puk-kode til at åbne den med - altså unger!). Og mens jeg sad og gennemsøgte stakke af papirer (ja, så meget orden er der hjemme hos os - jeg fandt dog undervejs både Helenes og min puk-kode, så helt galt er det ikke) faldt jeg over et gammelt papir fra børnehaven med en masse punkter om ting vi skal til at gøre på denne og denne mere omstændige (men dog dokumenterende) måde. Og med et stort smil, kunne jeg nu hive dette papir ud af mappen og smide det i skraldespanden.
Da jeg senere den dag skulle hente Helene hos en veninde, så jeg op i himlen, der var dejlig blå i lørdags, og følte det som om jeg havde ligget på et stort lagen, der nu blev rystet og svævede igennem luften på vej mod min skæbne.
Ja, det kan måske lyde som for meget af det gode, men ikke desto mindre er jeg glad!

Glad glad glad, og kun en smule nervøs.

Jeg skal ind og læse igen...

Forældrene er naturligvis orienteret om sagerne, men har ikke fået nogle navne... En far til en af de store piger på min stue kom hen til mig i dag, og lagde smilende hånden på min skulder.
"Så tør jeg godt at sige tillykke til dig," sagde han.
Et øjeblik forinden havde jeg redegjort for mine fremtidsplaner til en kollega, der var kommet og spurgt til mig, om jeg nu havde det godt nok med det hele, så jeg var sikker på at faren til pigen havde hørt det, og mente sin lykønskning anderledes - mente at det var fedt for mig, at jeg var afklaret og havde fornuftige fremadrettede planer.
Så jeg sagde pænt "tak".
"Ja, vi er i hvert fald glade for at du bliver."
"Øh... Jamen det gør jeg ikke..."
Stakkels mand fik helt nervøse trækninger :)

Jeg har i årevis tænkt på at tage et smut forbi en clairvoyant for at få et fingerpeg om fremtidig uddannelse og job, og et skub på vejen. Og hvilken lejlighed er bedre til det end nu? Det havde jeg så skrevet til min veninde, for at høre om der var nogen, hun havde særlig gode erfaringer med. Hun har fulgt mig lidt på sidelinien det sidste år, hvor jeg har været træt af børnehavearbejdet, og gået både og frygtet og håbet (håbet mere og mere) på at blive fyret når tid kom. Så hendes reaktion var "Jubiiiii, hvor spændende!"

Så en ny tid skal til at begynde... Og der er mange sider af sagen, men mest af alt glæder jeg mig til det :D

Michala