22 år siden

At holde kæft

D. 12.12.15
Racuelle Hei...
9 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
9 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
9 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
11 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
2 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
15 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
12 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
9 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
7 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
12 år siden
7
Halina Abram...
7 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
9 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
10 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
10 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
8 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
11 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
10 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Det er ikke let
Baru
2 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
10 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
10 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
10 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
7 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
12 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
11 år siden
opdatering
Michala Esch...
21 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
10 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
Lidt om at fodre dagbøger
Jakob Juel (...
6 måneder, 18 dage siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
sulten
Sunstar31
10 år siden
Hurra!
Halina Abram...
7 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
3 år siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
4 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
12 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
12 år siden

Tænder smøg nr. 8200, som bliver ved med at falde ud af mine rystende, nikotinfyldte fingre, ens jeg prøver på at bearbejde mit indre barn, som bare VIL ud og lege.
Fandt en gammel tekst som jeg ikke er sikker på høre hjemme i dagbogen, men det gør den vel.....gør den ikke???

ødte Mette Med Moon Walkfjæset og brækkede næsten næsen af mødet med hendes varme ånde, der blæste ud fra hendes betændte mandler. Lyden ramte mig et par sekunder senere i mit lattercenter, som fuldstændig slog pusten ud af mig. Tændte en ny smøg og opdagede at jeg allerede havde 2 skod liggende i bægret. Spildt nikotin tømt ud i atmosfæren istedetfor i mine trængende lunger.
Havde hele dagen haft en simrende fornemmelse i kroppen,som ikke ville forlade mig. Born to entertain-paten hev og sled i mig og sprang lystigt ud. Relæet i mit nervesystem, der plejer at slå fra, når sandsynligheden for "pinlig opførsel" afstedkommer, havde sat sig ned med en fornærmet ryg vendt mod mig og jeg var ladt i stikken med mine egne tanker.
Der var frit løb. Ingen hindring. Ordene stod ud af mig i en lårtyk stråle og plaskede ud over alle de tvangsindlagte tilhører.
I påtvunget sympati brækkede de sig ligeledes ud over gulvet og hinanden og det stænkede på mine nyindkøbte sko, som egentlig havde kostet 300, - , men grundet udsalget kun kostede 200, - i TØJ og SKO.
Med en overmoden blodappelsin i ansigtet, vendte jeg dem ryggen og spadserede hen til min taske efter den nihalede.Derefter spadserede jeg i bedste Morten Korch stil ud i privaten og gav mig selv en ordentlig omgang.
Nogen tørrede brækket op......men det var svært....der hang stadig rester i luften og dryppede ned på tilfældige forbipasserende.

Med en overproducerende galde, spadserede jeg hjem. Slukøret. Pinlig berørt. Smerter.
Smerter indvortes. Smerter udvortes. Nogen sang. Jeg studsede.
Skannede folks ansigtsudtryk. De kiggede. på hvem? På mig! på dig? på dig! På mig?
hvem synger??? de små? Og jeg opdagede pludseligt at jeg var de små.
Men relæet strejkede stadigt. Bommen var oppe. Grænsevagterne gået hjem.
Alle flygtninge og påstående asylansøgere havde frit lejde. Tanker blev født og smidt ud af reden i samme øjeblik de blev undfanget. Der var ingen finsortering. Ingen kontrollanter.
Jeg så i folks øjne, at de tænkte" blå". "Trøje" "ilder"...ilder??? Havde jeg en ilder på ryggen?? I 100% panik drejede jeg 11 gange rundt om mig selv midt inde på Ny torv og nåede at se små pygmæer i bermudashorts, der dansede rundt med fede damer a la Botero i en blanding mellem tango og riverdance, inden jeg af uforklarlige årsager landede på ryggen og sprællede med mine lemmer i bedste skildpaddestil.

En sød ældre dame med slidgidt hjalp mig op, men skønt hendes varme var stor, var hendes kræfter lige det modsatte og jeg faldt tilbage på ryggen, mens jeg rev den stakkels kvinde midt over i forsøget på at opnå en form for balance.

Liget af den ældre dame blev samlet op af et par samaritanere der lige var kommet ud fra Søstrene Greenes og de smed resterne hen i genbugscontaineren. Gode samaritanere som de var....
Og de hjalp mig op og smilede deres smil som kun samaritanere kan. Fordømmende!
"Snetumper", fik jeg skreget, inden jeg spurtede afsted og overhalede "hvidløgsbrødet", på vej til Lindholm.
Jeg stoppede først, da mit hjerte gjorde.

Højt fortalte jeg mig selv, og de nærmste ved stoppestedet, at det nok skulle gå. "Du er bare speciel,men du er god nok" hørte jeg en stemme sige og jeg troede på den.
Skulle tro. Ville tro.
Var det måske min skyld, at relæet havde valgt at strejke lige i dag? (altid)
Var det måske min skyld, at jeg så sagde alt hvad jeg tænkte? ( altid)
Var det måske min skyld?(JA)
Selvfølgelig var det ikke det. Måske kigger folk på dig, fordi de kan lide dig.
Måske kigger folk på dig, fordi de synes, at det du siger, er interessant.
Måske er de misundelige på min manglende evne til fornuft.

Men det var ikke mig der var unormal. Det var dem. Alle andre.
Og hvem gider egentlig være normal og ligne alle andre??
hvad nu hvis jeg kom til at ligne ham den blåviolette erotiske buttede(HA!, ja , fortrængning hedder det vist...DU ER FED, SLASKET, FJÆTTET UUUUUUIIIUUUUHHHH!!!)

..der hver dag kommer hjem til en kone han ikke elsker, børn han aldrig skulle have haft og et liv han aldrig havde bedt om. Er det normalt? Nej, du. Sumpe over fjorden i en brandert eller en god flaske rødvin....det er unormalt. Unormalt er godt. Det luner.
"Nåhh, nej, sagde jeg højt, det er FEDT at være normal". N som i nævennyttig, O som i aldrig original, R som i rigtig kedelig, M som i meget dygitg, A som i affektløs og L, som i latterlig.

En stemme jeg ikke kendte sagde: " Du er da ikke unormal!" Jeg drejede hovedet så langt jeg kunne til jeg var nødt til at bede kroppen om at følge med og så ind i ansigtet.
Det smilede. Sært.
"Hvorfor, spurgte jeg og ansigtet blev lagt i ubeskrivelige folder, da det svarede. " Fordi det ikke eksisterer" og så var det væk.
Da var det at jeg begyndte at råbe. Eller måske var det ikke råb. Mere at hæve stemmen.
Og hylden blev bygget.


Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At holde kæft er publiceret 02/04-2003 11:10 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.