21 år siden

Bare et øjeblik mere.

Markedspladsen.
Ruth Christe...
8 år siden
At skrive
Josephine Lø...
10 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
8 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
8 år siden
Tredje Bog started
JesperSB
3 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
7 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
11 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
15 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
11 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
5 år siden
Bornholm, Bornholm, Bornh...
Michala Esch...
16 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
12 år siden
Diabetes er lig med øjenl...
David Hansen...
9 måneder, 4 dage siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
10 år siden
Rygestop
David Hansen...
8 måneder, 21 dage siden
julen 2013
Frode Lindtn...
11 år siden
En mission i livet
Salomon
9 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
12 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
8 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
11 år siden
Til dem der absolut ønske...
Daniel Stege...
14 dage siden
Den hænger over mig som en mare ved højlys dag..pumpende..drænende..og hvad er den?
Ikke rigtig noget endnu, men den har vist sig for mig med dens kanter uden substans. Den er der!
Men alligevel ikke helt, kun en fornemmelse med dens skarpe grænse og dens ynkelige hvisken om at jeg skal se den, erkende den og forme den.

Men kæreste, jeg har ikke tid, og alligevel har jeg, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe den an.
Ideerne maser på, så hårdt og på een gang at ingen af dem kommer igennem.
Og jeg er bange for at vælge forkert.
Hvem af jer skal fødes?
Hvem af jer skal frem i lyset og afslutte det hele?
Jeg føler mig som Gud, selvom jeg ikke aner hvordan det job vil være.
Kan kun gisne, men det gør vi jo altid.

På baggrund af et citat fra Satre, har jeg fundet ud af at ham vil jeg ikke beskæftige mig med, aldrig begynde før starten...hvis man kan det, og det kan man jo!
Deprimerende citat, og det behøver jeg ikke nu, at blive mere forvirret, nu da jeg sidder her på en indtørret gren og kigger på dette ene halmstrå i min hånd. Det er mit valg og det er ikke sikkert det er rigtig, men det betyder ikke noget lige nu. fordi lige nu, er det rigtigt.
Jeg kan altid vælge om.
forhåbentlig...

men marekatten er der stadig og stresser mig ved dens tilstedeværelse.
Jeg har selv fremkaldt den, men kan nu ikke fjerne den. Den betyder ikke noget i andres hjerner, jo..måske i andres forfatterhjerner,..men den vil ikke hjælpe mig alligevel....kan kun vente..

Ja, ja..jeg skal nok, men dagene er stadig for korte.
Dog ved jeg at tiden snart er med mig igen og at jeg indhenter MIN tid stille og roligt. Sådan er det når man står stille og det gør jeg heldigvis snart.
Der går bare lidt.

Jeg taler med ham jævnligt og har fundet ud af at jeg er et ydmygt menneske, hvilket gør mig glad og stolt.
Alle mennesker burde være ydmyg. Så hans lærestreg til mig har virket...tak for det..selvom jeg skal leve med savnet.
Det var¨åbenbart det der skulle til og jeg har ikke kunnet gøre nogen forskel alligevel. Men jeg er ydmyg!
overfor dagen og natten. Overfor livet.
Fordi det er større end mig og samtidig beskytter det mig.
Det er en rar fornemmelse og jeg får det godt med mig selv. Noget jeg ikke har følt i en del år, troede jeg gjorde, men havde flettet mig ind i mine egne illisioner, som var flettet ind i flere illusioner.
Kunne ikke se det spejl jeg lå på af bare illusioner og trode derfor at det var min virkelighed og det var mig jeg så og lå på.

Måske er dette også en illusion, men det gør ingenting, fordi mine øjne er åbnet på glem, så lyset og farverne gniber sig ind ad sprækkerne.

Dog rider marekatten mig stadig , skønt den endnu ikke er en byrde jeg kan mærke. Kun lidt. Kun dens varme åndedræt i min nakke.
Men jeg skal have set den i øjnene og fremkalde den helt. Det skylder jeg mig selv og også den. Jeg skal afslutte det jeg begyndte.
Og den anden idé jeg har kaldt frem skal ligeledes fremkaldes, men den må vente i køen. Inspiraionen kan kun koncentrere sig om een ting ad gangen.
Og sådan er det nok, men jeg tænker da over om jeg er for langsom og om den mister tålmodigheden og fordufter.
Men det gør heller ingenting.
Den skal nok komme igen.
Det ved jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Bare et øjeblik mere. er publiceret 02/01-2004 12:25 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.