Hvad sker der med de der unge nogle?

Mmm. Da jeg holdt fest for mine venner, talte jeg med min søsters kærestes lillebror, som jeg synes er en spændende fyr. En spændende fyr, der vel at mærke er 10 år yngre end mig. I samtalen viste det sig, at han troede jeg var søsters lillesøster, og at jeg var 26. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var sødt og det var mildt flirtende. Lillesøster sagde senere, at hun troede, han havde haft et godt øje til mig, og så var blevet helt paf over at jeg var storesøster.

I fredags var jeg så til fredagsbar (få dig dog et liv!) og endte med at være sammen med studenterhjælpen fra nabokontoret på 25. Sød sød fyr, som jeg faktisk har gået og lagt lidt mærke til pga. hans stoiske selvsikkerhed og måden han uden tvivl har imponeret sine meget ældre kolleger på, og noget med at være ret nørdet og lidt cool i en pudsig blanding.

Mmm. Han kom med hjem i fredags, og han gik først imorges. Selvsagt har vi haft det utroligt hyggeligt. Han minder på nogle måder lidt om fyr, og det synes jeg er lidt skræmmende. Men ham her er langt mere handlekraftig, selvsikker. I hvert fald på nogen områder. (Kommer alligevel aldrig til at glemme fyrs absolut målrettede scoring, som var temmeligt bekræftende. I denne her situation var jeg vist lidt mere på banen).

Vi har haft det utroligt hyggeligt. Og...ja, grin bare, ... men han er meget høj uden at være ranglet. Jeg tror faktisk aldrig jeg har været sammen med en fyr, der fik mig til at føle mig som en lille en. J var stærk, men præcis min højde. Fyr højst et par cm højere end jeg og så usportslig at hans ben ikke var kraftigere end mine. E er ikke en kæmpe. Bare høj og ikke en splejs. Det var en helt vildt dejlig og speciel oplevelse, at sammenligne hænder og se at min tommelfinger kun gik til der, hvor hans yderste fingerled startede. At blive holdt om og kunne være nærmest under hagen. Og så dejligt med hans store hænder, der stort set kunne nå hele vejen hen over min mave, og som vist var rimeligt glade for at måle mig af. Jeg har nydt nydt nydt at blive kærtegnet. Man kunne tro, det ville stoppe, at jeg ville blive træt af det, men det kom jeg aldrig til. Imorges skulle jeg så lave noget bestyrelsesarbejde og han tog hjem.

Kan ikke helt overskue konsekvenserne. Drengene fra arbejdet hjalp mig med at finde min taske, da vi to ville hjem, fordi fulde mig naturligvis ikke selv kunne. Jeg forlægger alt! De skal nok grine lidt af mig mandag... ved ikke helt om jeg er mand for dårlige jokes. Min opfattelse af deres opfattelse af mig er i hvert fald ændret. Ved ikke om det i virkeligheden matcher, hvordan de egentlig ser mig. Hvad skal jeg sige?, ... 'The She tog over - og han var høj'... vil også gerne omtale ham med respekt. Tror ikke vi kyssede mens nogen så os, men det var så åbenlyst, hvad der foregik, for vi gik ligesom sammen hele aftenen, og tog hjem sammen.

Mmm, føler som om både fyr og E er langt mere voksne end barnlige mig. Han ville gerne holde hånd på gaden, og jeg var flov og kunne ikke, men synes alligevel om at hans store hånd bare tog min. Og alligevel er det mig, der ringer og snakker med ham, fordi jeg har lyst, og ham der spørger om vi skal ses engang i løbet af ugen, og mig der har lyst til at han bare skal komme herover med det samme, og mig der alligevel tøver med at svare, så der slet ikke er nogen aftale overhovedet. Og gid han gad skrive bare en enkelt sms med et kærligt godnat...

Hvorfor er det de unge fyre, der synes jeg er sød og ikke de jævnaldrende? Hvorfor føler jeg mig tryg og genkendt med en på 25 og ikke en mand på 34?

Det oplagte svar er, at de singlemænd jeg kender på 34 er lonely riders. J fra job fx. Har ikke søgt nærhed. E ville tydeligvis også hygge og nærhed, elskede at vise omsorg. Han var i det hele taget sindssygt dejlig. At man fortæller ting til hinanden. Lader som om, man kommer tæt, om ikke andet. Ligge i ske og bare nyde lige nu og her uden at tænke for langt, og heller ikke blive bange. Som fyr... og det giver da mening? Det er mig og alle de dumme lonely riders, der bliver bange, som små børn.

God Damn... Jeg føler mig lidt som en gammel idiot. Og bestyrelsessagen er slet ikke faldet på plads. Tværtimod! Og jeg har haft næseblod og følt mig temmeligt stresset over det allerede flere morgener. Og E var så forstående og kom med gode råd, og spurgte til hvordan det var gået idag, da jeg ringede.

Noget med at holde fast på sig selv, ligegyldigt hvad.

Noget med at give slip på the lonely rider, der vist også har sat sig lidt i mig.

Noget med at holde balance.