Sidste aften i mit seksogtyvende år...

Der skal ske noget... Jeg må se og tage mig sammen.
Behandle mig selv med mere respekt!
Hvis man ligger længe nok og siger som en dørmåtte kommer folk og tørrer fødderne af i én!
Heldigvis for mig, siger jeg ikke som en dørmåtte, så der er ingen der tørrer fødder i mig. Jeg siger bare ikke som ret meget overhovedet - tror jeg.

Status (der skal gøre klart hvad jeg vil forbedre):

- Orden. Starter med et skulderklap og siger, at jeg helt klart ER blevet meget bedre det sidste halve års tid. Krummer ikke nær så ofte tæer, når folk kommer uanmeldt. De områder gæster færdes i, får jeg holdt nogenlunde pæne, og sker det, at der ikke ser så kønt ud når folk overrasker mig, så er det tydeligt nok, at det max er dagsgammelt rod. Ikke støv og nullermænd, eller fedtpletter på bordene der er en uge gamle eller store stakke af usorteret diverse, etc. MEN!! Lad det stå klart, at jeg skal blive MEGET bedre!!Ingen dovenskab! Vendepunktet: Jeg havde pænt ryddet op, som jeg efterhånden har for vane hver eftermiddag, i stue og køkken og endda taget et ekstra nap på soveværelset også. Her så pænt ud, da jeg kom hjem fra pizzaria, efter at have spist med Daniel og Børnene før de skulle hjem til ham. Bo og jeg skulle hygge os med \"My name is Earl\", som vi får hjem fra Lovefilm. Jeg har lavet varm kakao til os, og vil da lige trække sofabordet helt ind til sofaen, så jeg kan nå min kop fra halvliggende-op-ad-Bo-stilling. Men fordi jeg ikke lige har gidet at gå ned i issenkræmmeren og købe nye filt-dutter til under bordet, selv om jeg ved de gamle er ødelagte hvilket får bordet til at \'hoppe\' skrattende henover gulvet når man rykker på det, endte en af mine Pernille Bülow lyssestager som jeg lige har købt på Bornholm på gulvet. Den havde jeg da lige glemt at stille op fra hylden under bordet, da bordet skulle vaskes af. Og lignende ting sker bare alt for tit. Derudover har jeg også bare en masse ting der skal sorteres ud i og sættes orden i (også ting som ikke lige er i køkken-/stueområdet).

- Sundhed: Jeg spiser/drikker bare alt for meget kage, slik, chips, kaffe, is, kakao, hvidt brød, saft etc etc etc... Jeg køber det ikke selv, men takker altid ja, når jeg bliver budt, hvilket jeg bliver for tit. Så bevæger jeg mig for lidt. Og får flere og flere deller hver gang jeg beslutter mig for, at nu skal de væk. Min hud, der ellers har været overvejende pæn de sidste par år, er igen blevet plaget af bumser. Ikke noget der spolerer mit udseende, men bare en masse små, der forsvinder og dukker op, og iriterer mig ad H.T.!! Vendepunktet var nok da jeg i søndags opdagede... Jeg ved ikke om man kan kalde det en knude, men noget derhen af, der var en lille smule ømt i højre bryst. Vågnede halvt op flere gange i løbet af natten og havde hver gang et nyt mareridtslignende-minde om hvad, der skulle ske. Lige før det var tid at stå op, fik jeg brev fra min barndomslæge, der døde, kort efter Lucas blev født. Han skrev at \'de\' godt var klar over at jeg havde en knude dér, men at jeg ikke skulle bekymre mig, for \'de\' mente ikke der var noget farligt i det. Men at jeg naturligvis skulle gå til lægen og få det undersøgt. Den er allerede blevet mindre, og er ikke nær så øm mere. Men jeg skal selvfølgelig til lægen med det. Da jeg var højgravid med Lucas fik jeg også en knude. Dét var, hvad jeg ville kalde en knude, en lille hård kugle dér inde i mit bryst, og jeg blev helt blå dér hvor den sad. Blev så bange, at jeg ike turde sige det til noget. Da min læge endelig \'fik lov\' at kigge på det, kunne han straks berolige mig med at det bare var en hævet mælkekirtel. Jeg kunne stadig mærke antydningen af den to år senere, men så forsvandt den også... Anyway... Hmmm... Nå ja, det jeg vil frem til er bare, at på de to sekunder, hvor jeg følte jeg så min egen død i øjnene, ændrede der sig mange ting i hovedet på mig. Livet er dejligt, men jeg er ikke bange for at dø. Tror på en fortsættelse. MEN! Jeg skal ikke nogen steder, før mine børn kan klare sig selv! Jeg skal ikke nogen steder, før jeg har set mine børn blive voksne og stifte egen familie, og set deres børn blive voksne og stifte egen familie! Jeg skal ikke nogen steder før jeg har lært min lektie i dette liv, og jeg føler stadig jeg famler i blinde. Der er mange ting jeg føler mig afklaret med om livet generelt, men mit eget liv...?!?! Jeg skal ikke nogen steder før jeg har gjort nogle af de ting jeg drømmer om, lære mig selv at tegne, tage mig sammen og skrive og virkelig skrive! som har været mit højeste mål siden jeg lærte at skrive. Tage ud og se på verden uden den der ængstelighed, der altid følger mig. Smid den i skraldespanden og nyd livet!! Kort sagt: Jeg skal ikke nogen steder de første 80 år!! Og så må jeg sgu da lige tage og passe på min krop, i stedet for at give den alt det jeg ved den ikke har godt af! Sidst men ikke mindst skal jeg se at komme til tandlægen. Dér har jeg ikke været de sidste 7 år. Jeg har altid haft stærke tænder, og føler ingen smerter i dem, meeeeen et lille eftersyn skader nok ikke...

- Børn: Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er blevet tidlig mor, og at det meste af min tid som mor indtil videre har gået ud på at få det hele til at hænge sammen, og ikke så meget mere. Men jeg er blevet ældre nu. Jeg har et bedre overskud og mere rygrad end jeg havde (selvom mere af begge dele sagtens kunne bruges) og jeg kan gøre en større indsats. Første skridt er at melde Helene til gymnastik, når de åbner for tilmeldinger her til september, og at få overbevist Lucas om, at der må være noget han gider at gå til. Jeg er klar over, at der er gået for lang tid, og at han er blevet så gammel at bekymringer omkring, hvorvidt han kan finde ud af det ene eller det andet, eller hvad de andre vil sige, er kommet til at fylde for meget. Jeg kan og vil jo ikke tvinge ham til noget, men jeg har dårlig samvittihed over at jeg ikke har været så overskudsagtig, som så mange andre. (Gode råd modtages gerne). Så vil jeg bare så gerne tættere på selve byen, så de er i gåafstand til legekammerater, og ikke skal være afhængige af hvorvidt jeg lige har tid til, at det kan betale sig at køre dem nogen steder hen og hente dem igen.

-Arbejde: Jeg er glad for mit arbejde, men frygter mere og mere, at det måske er skidt for mig, at være kommet til et sted med dygtige overskudsagtige kolleger, som har styr på det hele. Jeg er ikke god til at markere mig overfor folk som jeg ved har styr på sagerne. Er ikke god til at markere mig generelt! Men dér hvor jeg var, før jeg kom dertil, hvor jeg er nu, der hang tingene slet ikke sammen. Alle bagtalte de andre stuer, folk blev syge med stress eller sagde op, og efter at have været der 2 uger var jeg pludselig den voksne, der havde været der i længst tid på min stue. Jeg satte en ny vikar ind i huset og stuen og børnene, og pludselig var det os, der stod med den daglige trommerum på stuen. Det var hårdt, men jeg gik hver dag hjem med følelesen at have gjort en forskel. At have brugt mig selv ordentligt. At have fået nogle gode idéer til at få en stue til at køre, til at fange børns interesse, til at håndtere de \'umulige\' børn, etc. Nu skal jeg virkelig hive mig selv op ved hårdrødderne for at få en idé til noget, der er \'bedre\' eller ligeværdigt med det de andre finder på. Der skal ingen tvivl være om, at jeg elsker mine kolleger. De er jordens dygtigste pædagoger og medhjælpere! Jeg har lært nogle ting af dem. Ingen tvivl om det, men jeg bliver mere og mere passiv og jeg hader det!!! Jeg er også blevet klar over, at jeg ikke skal være i børnehave! Jeg vil noget andet, og jeg skal finde ud af, hvad det er, og få det til at fungere.

- Personligt: Jeg skal give mig selv mere tid til at skrive, og tegne og dyrke mine interesser. Tit ender jeg med bare at side og spilde tid ved computeren eller ved andre tidsrøvere i stedet for at tage mig sammen når tiden er der! Så skal jeg blive bedre til at huske på mine venner. Da jeg havde sommerferie, og da børnene var hos Daniel, fik jeg lavet nogle aftaler, og skrevet til folk, jeg ellers ikke ser/hører for meget til, og det lovede godt. Men nu er det hverdag igen, og jeg er tilbage ved min daglige \'kamp\'. Det lyder så hårdt at kalde det kamp, for sådan føler jeg det ikke helt, jeg har det jo fint nok i hverdagen, men tiden går bare hurtigt, og vennekontakt drukner lidt i tøjvask og lektielæsning og madlavning oprydning etc... Og værre endnu, jeg bliver også dårligere til at tale med mine venner, når jeg rent faktisk ser dem... Så opstramninger også ønsket her, tak!

- Have: Åh! det gider jeg slet ikke gå ind i nu. Foretrukne løsningsmodel er, igen, at komme tættere på selve vores lille by, og få et lille sted, med egen lille have med hegn og busk omkring, hvor folk ikke kommenterer, at der ikke er luget ud i 2 uger nu, eller at græsset snart skal slås... Kan ikke finde ud af min udlejer/min nabo. Har faktisk talt med dem begge om det, men deres historier er modstridende, de påstår begge, at de personligt ikke tager det så tungt, men at det er naboen/udlejeren der brokker sig. Min nabo var så flink at slå græsset for mig forleden. Jeg havde lige smøget buksebenene op da jeg kom hjem fra arbejde og for en gangs skyld kunne konstatere, at det ikke hobede sig op med indendørs gøremål. Så kom jeg ud i haven kun for at opdage, at græsset var slået. Jeg kan ikke finde ud af det, men det kan også være lige meget. Mentalt er jeg ved at flytte ud. Jeg er glad nok for min lejlighed, men jeg er træt af efterhånden dagligt fnidder-agtige ting :S

Nemlig!!!
Jeg skal ændre nogle ting, og begyndelsen på mit syvogtyvende år er vel en glimrende mulighed!!

Godnat!