Føler jeg løber og og løber, og alligevel ikke når....

Ikke når at blive færdig til tiden, ikke når yoga, ikke når at spise bare lidt sundt.... Er vinterdepri-upcoming... men klukker lidt af mig selv underneden, for egentlig har jeg det ok.

Underviser, kan godt lide det. Er min egen. Er en glad person. Det går godt altid, og det føles dejligt.

Arbejde, sjovt, spændende... men jeg når ikke det jeg skal, selvom jeg står op tidligere og går senere. Noget må jeg jo gøre forkert. Tror det er ikke at brokke mig over umulige deadlines. Jeg ved jeg er en knokler... det kan ikke være det, der er galt. Og så har jeg alligevel dårlig samvittighed. Når jeg ikke er færdig kan vi ikke fakturere, når vi ikke kan fakturere skrumper vores overskud og bonusdelen af lønnen. Sorry guys, men jeg kunne altså ikke rykke mere i kunden, eller jeg havde ikke fået ordentligt besked eller ... undskyldinger undskyldninger osv. Kom så, ikke min skyld! Ikke min skyld. Synd for jer, at i først kan købe I-phones næste måned. Synd, virkelig virkelig synd ;)

Igår hos veninde med Otto. Fik at vide at jeg skulle gå til psykolog fordi det var svært for dem at tackle, at jeg stadig blev ked af det, når de snakkede om J. Ok venner, betaler i? Nej, helt ærligt...? Men det gider jeg altså ikke. Skal dog nok prøve at blive bedre til at få styr på mig selv.

Fyr... Forleden sad han og læste en hel nat ved mit skrivebord og kom engang imellem over og kyssede mig i nakken. Jeg har aldrig nydt en nat så meget. Følt mig dejlig lille, værdsat og våget over. Jeg er jo ellers en stor larmende elefant, der altid kan klare det hele, og ingen gider have.... eller også er jeg ikke. Er der noget galt med mit selvværd? Sorry guys, at I ikke kan købe jeres I-phones denne måned. Hvorfor fanden kan det overhovedet blive min skyld? Det har ingen overhovedet sagt, så hvorfor siger jeg det nu?

Fyr og jeg kommer tit sådan til uoverensstemmelser, når vi diskuterer ting, der ellers slet ikke handler om os. Det er på en måde fedt... ikke ligegyldigt. Men også lidt pudsigt... som om vi tager alting, alting personligt. Det er mystisk.

Føler jeg lever uden at leve... på en eller anden måde. Op på arbejde, afsted, knokle knokle, knokle, sms med fyr, se venner, se fjernsyn, sove tidligt, med alt tøjet på... uden at få børstet tænder... somme tider også støvler. Falder bare om på sengen, uden at få lagt mig ordentligt. En dyne klumpet under hovedet og en anden halvt på. Vågner med loftspæren i øjnene. Med mindre fyr er der til at få mig i seng på en ordentlig måde. Det er som om jeg ikke kan leve selv. Som om det kun er dem, der rykker mig fra a-b, der holder mig igang.

Tak for dem der rykker i mig. Jeg er ikke ked af det egentlig... bare sådan lidt numb. Trænger til at dyrke sport, trænger til at have ferie, trænger til danse og drikke mig fuld, trænger til at tage mig lidt sammen, tror jeg. Tage mig sammen med mig selv.

Har i øvrigt fået gennemtrumfet at jeg skal have fri hele januar. Det glæder jeg mig utroligt til. Jeg skal væk skal jeg. Langt langt væk.