J var naturligvis også på festival. Hver gang jeg så ham til en koncert, gik han. Ikke noget med at vinke og sige hej. Ikke noget overhovedet. Han bare gik. Det er ok, det var også lettest på den måde, men det er hårdt alligevel. Jeg græder indeni over det.


Fyr og jeg så et stjerneskud sammen forleden aften. Det var helt fantastisk og afsindigt kraftigt. Jeg nåede at tro, at det var et fly, før det døede ud. Og det jeg tænkte på i det øjeblik, var desværre(!) et minde fra 7 år tilbage, hvor J og jeg havde en lignende oplevelse… Mine forældre var tilstede, og det var så tydeligt at J og jeg var sindssygt forelskede. Og det blev pinligt tydeligt, hvad vi tænkte…. Og J grinede punkterede situationen så elegant og spurgte ud i luften: ”Hvilken is ønskede du?” Ja ja, hvad kan jeg sige… Ikke mere J til mig. Jeg må leve med det. J er uigenkaldeligt død for mig. Verden og livet har åbenbart andre planer for mig. Hamrende irriterende, at han ødelægger en oplevelse, der ellers var så eventyr-dejlig med fyr... bare fordi han lever i minderne.

Fyr bliver glad, hver gang jeg kommer til at sige noget, der minder om kærester. Jeg var ikke helt klar over, at han havde det sådan, troede bare at han var afslappet omkring fænomenet. I går så jeg set hans to venner igen. Venner, der kender min gamle ven og klassekammerat… og de har åbenbart holdt det at fyr og jeg ses hemmeligt for ham min ven…..holdt hemmeligt? Holdt hvad hemmeligt? At vi har sovet hos hinanden et par gange? Hmm… men det er måske ikke det eneste vi har gjort. Ikke mere. Nu har vi været i sommerhus i næsten en uge sammen… vi har badet, vi har elsket, vi har danset en nat, vi har set hinandens venner, kigget hinanden dybt i øjnene, og vi har nærmest skændes og snakket om ekskærester på en måde, hvor det har gjort lidt ondt på os begge…. Vi er nok ikke bare dates mere. Jeg er rigtig glad for ham, for ham med hans venner… lykkelig for hans smil… men jeg kan sgu ikke rigtigt have det på mig at være kærester med en, der er så ung. Og engang imellem kan jeg også mærke at han er det. Får lyst til at irettesætte ham, som var han en lillebror. Jeg er barnlig, for det er mig der er flov over arrangementet. Fyr virker pissestolt over mig. Sødt, rørende, overraskende… jeg personligt er en lille smule mådeholden, men prøver at skjule det.

Og hvad skete der lige nu i dette sekund…nu skrev J til mig, om ikke det var noget med at jeg havde haft fødselsdag? Efter at have ignoreret mig tre gange på Roskilde og ikke kontaktet mig på min fødselsdag. Jeg skrev tilbage, at han bare skulle holde sig væk, præcis som han havde gjort på Roskilde. At det var lettere for os begge…. Måske har han ikke set mig overhovedet… muligt og næsten umuligt. To af gangene snakkede jeg med hans venner, mens han lå ved siden af. Kan han sgu da umuligt have overset. Hmmm, jeg er mærkeligt ulykkelig. Ulykkelig over at mærke med fyr, hvad jeg savnede sådan hos J. Lysten til at være sammen med mig, til at vise mig frem, til at have mig med, til at droppe Roskilde for at vi kunne have hyggelige dage bagefter…

Jeg husker så tydeligt at J og jeg har ligget i sengen og kigget hinanden i øjnene og sagt ’hvor er vi dog afsindigt heldige’ og ment det. Vi var overbeviste om, at vi skulle dele livet, og taknemmelige over at have fundet hinanden. Jeg fatter stadig ikke, hvad der skete, hvordan det kunne forsvinde. Jeg er stadig dødsens angst for, at jeg aldrig kommer til at have samme glæde ved hinanden med en anden. Jeg er så ked af, at J stadig fylder. Både jeg og fyr fortjener at han forsvinder ud af min hukommelse. Gå så væk væk væk væk. Lad mig have mine stjerneskud i fred.