Ved ikke helt, hvordan jeg kommer ud af det her mønster, for det er måske lidt et mønster...

Det der med at arbejde mere og mere og mere, og egentlig være en lille smule utilfreds med det, og blive træt og føle livet forsvinder ud mellem fingrende på mig.

Et eller andet med ønsket om at præstere, om at tænke alt for ofte...'jeg tager det lige med hjem på USB'... jeg står lige op kl. 5 for at forberede mig... og engang imellem lykkes det mig også - når jeg fx skal undervise, og der er kontant afregning med det samme. Men det sker også at jeg stiller vækkeuret, så det når at ringe alt for mange gange, inden jeg står op. Eller jeg når at have dårlig samvittighed en hel aften uden rigtigt at lave noget alligevel. Sove dårligt og og og og....

Jeg bliver nødt til at blive lidt mere hårdfør. Jeg tænker alt alt alt for hurtigt, at noget er min skyld, alt alt alt for hurtigt, at jeg er for langsom. Tror faktisk ikke det passer.

I denne uge har jeg undervist en hel dag, og været til workshop en anden. No wonder at jeg så ikke er nået helt vildt langt på det site, vi i øvrigt kun har fået en uge til at lave. To dage har jeg reelt arbejdet på det. Slap nu af... hvorfor bekymrer jeg mig så meget?? Håbløs tøs! Irriterende at have det der indadvendte selvanklagende blik altid. Jeg vil så gerne være lidt hårdere i denne business verden, ... fik jeg sagt verden i det hele taget?

Forleden sagde en veninde, at hun ikke fattede, at jeg gad give så meget af mig selv, når jeg får så ussel en løn. Det var måske i sød hensigt, men det endte jo med at jeg følte mig dobbelt så ussel, som jeg gjorde i forvejen. Hun er sgu også så hård. Kan godt nogle gange blive lidt irriteret. Hun er sådan en: 'det skal kraftedeme være i orden, når man bestiller mad, ellers er de nogle kegler' .... ikke noget med at tænke, at måske er der sygdom, eller måske er der lige startet en ny eller noget andet .. ikke noget med at tænke på menneskerne bag. Og det er egentlig mærkeligt, for hun er sgu så sød ellers.


Jeg er glad for det jeg laver, jeg bare utroligt svært ved at sige nej og sige fra. Utroligt utroligt svært.... i virkeligheden i alt for mange henseender. Det er irriterende.

Hvorfor er det så svært for mig at sige, at 'nej, det der er ikke en ordentlig måde at give os en opgave på' og 'Nej, J, jeg nægter at se på, at du tørrer en anden kvindes krop med håndklæde, også selv om du siger, at du ikke flirter'.


Jeg har altid tænkt, at det er folks eget ansvar, at kunne stå inde for deres opførsel. Jeg gider ikke opdrage, hverken chefer eller kæreste. Vil kunne stole på folk, vil hellere have, at de indser, at det er gennem tillid, at man får det rigtigt fedt sammen. Men sådan ligger landet måske ikke? Måske jeg indbyder til at blive mishandlet. Og det er noget jeg er ked af, og gudhjælpemig er det også noget, jeg ender med at slå mig selv i hovedet med. Lorterolle også, jeg er jo for helvede ikke en lille idiot.

Tak gud for selvironi og humor. Stakkels stakkels lille S :)

Alt skal nok gå. Jeg er så skide tålmodig og grundig. Det bliver vist godt at få ferie. Det gør det altså.