Jeg har fået ”fri” fra at tage den lange vej ind til byen med Emil. L har en fridag og jeg synes det er rart at vi kan deles lidt om, at aflevere Emil i hans nye vugge.

Vi venter stadigt UTÅLMODIGT på at få lov at flytte ind det nye sted. Tiden ebber ud for os. Den første skal vi ud herfra og inden da skal hele hytten males. Det nye sted skal også sættes i stand og vi håber inderligt på, at vi kan få nøglerne i denne uge. Så vil vi have en lille uges tid, til at sætte den nye stand, flytte ind og få malet denne her. En glidende overgang vil være bedst for Emil men lige nu ser det ikke sådan ud.
S har givet os lov til at låne hendes lejlighed, hvis vi ikke når at få den nye inden den første. Emil har været der mange gange, så det er sgu en fed tjeneste hun gør os der. Alle vores ting må vi så få opbevaret et eller andet sted…åh synes sgu det er noget GED!

Jeg må tale et alvorsord med mig selv. Det lader til at L og jeg står fast i en ond cirkel, hver gang en ”nedtur” rammer ham. Jeg fatter virkelig ikke hvad det er der sker inde i hans hoved. Bliver han det mindste sur, trist eller vred, så sætter det sig fast i ham og han kan ikke slippe det. Det resulterer ofte i flere dage med dårlig stemning, hvor han går og hænger med hovedet og specielt overfor mig, er han bare trist og sur. Hver gang rammer det mig lige i maven og jeg har så svært ved bare at lade ham være i hans og ikke lade mig påvirke.

Puhhh, læser man tilbage i min dagbog, kan man se at det er det i årevis er det samme rod vi har gået i. Jeg bliver altid pisse ked af det og dernæst vred. Jeg forstår slet ikke hvordan hans hoved og tanker er skruet sammen. Hvorfor kan han ikke se sig ud over al de vrede og frustration eller i det mindste tale med mig om det??? Hvorfor skal han altid lukke sådan af overfor mig og hvorfor skal der altid gå flere dage før tingene bliver i orden igen? Jeg er så træt af det men lige meget hvad jeg gør, lader intet til at ændre sig. Rammer det ham først, kan alting være lige meget.
Jeg har prøvet alt. Jeg har forsøgt at lirke ham glad, tale med ham, blive sur, blive vred, skælde ud, lade ham være…ja alt! Intet hjælper og dagene føles forfærdelige.

Altså, hvis vi ikke boede sammen, så kunne han jo bare tage hjem og vi skulle ikke føle den lede stemning imellem os. Men sådan er det bare ikke.

Hvordan lader jeg mig upåvirket gå igennem sådan en tur? Det ville være den bedste måde at passe på mig selv på og den bedste måde at passe på Emil. Han mærker det jo også.

Jeg tror det er hans sygdom (som han selv kalder det) der egentlig gerne vil have den negative reaktion for mig. Og jeg falder i hver eneste gang! Først bliver jeg ked også bliver jeg pisse vred!! Jeg giver ham den reaktion han vel ønsker…giver ham en masse opmærksomhed også kan hans vrede rigtig få lov at slå sig løs. Måske er det egentlig MIG der får det til at komme i mellem os?

Åhh det er sgu så typisk mig det her. Jeg tror altid det hele er min skyld. Hvorfor kan jeg ikke være stærk og tænke ”op i røven med ham når han er sådan” og dermed ikke lade mig påvirke? Hvorfor kan jeg ikke bare leve videre selv frem for at føle at alting stopper og går i stykker blot fordi han gør?

Jeg er så træt af at han ikke kan have en eneste uge uden alt et her pis. Det gør mig bange…og jeg synes han i den grad mangler at vise mig respekt. Hvorfor skal der så lidt til, at han er sådan? Hvorfor opper han sig ikke noget mere? Jeg orker ikke et liv hvor vi hver anden øjeblik skal spilde vores tid med negative følelser vi alligevel ikke ”ved hvad er”. Han ved aldrig hvad det er når jeg spørger ham. Han sidder blot og hænger med skuffen og siger ”jeg ved det ikke” til hver eneste ting jeg spørger ham om. Det er så trættende.

Jeg giver det aaaaaaaalt for meget opmærksomhed. Kom nu for helvede, siger jeg til mig selv! Lad ham være…lad vær med at føle dig trådt på og ignorer ham for én gangs skyld! Har han ikke noget godt at bidrage med, så lad ham være indtil han har. Hvorfor bliver jeg så angst i maven hver gang? Jeg lader mig selv rive med og alting går op i lort.

Nå…jeg vil sgu prøve at nyde dagen alligevel. Den kommer jo ikke igen vel?!