Jeg var jo så totalt ovenpå med lille fyr. Følte mig så stolt over, at jeg havde været så aktivt 'go-getter' agtig, og ligesom selv taget affære... og så samtidig med sådan en lille drengerøv, som jeg jo aldrig kan få noget i klemme med.... tænkte jeg.
Men sandheden er, at jeg nu er ved at være lidt bjergtaget af den lille fyr, som jo ikke er helt så lille. Som har en dejlig udstråling, og som er så hvilende i sig selv, lidt skrøbelig i forhold til mig, fordi jeg er så meget ældre og alt det der... men modig og hvilende i sig selv.
Kom til at skrive noget til ham på en sms om sommerfugle i midten af mig, og føler lidt med den sms, at jeg fik aflivet det helt legende og filmagtige gammelkrage/ung knøs vi havde.
Er lidt sur på mig selv, men det var rigtigt. Dagen efter var jeg lidt roligere og fik sagt, at de største sommerfugle var fløjet, og at jeg var kommet mig over søvnunderskud. Han har ikke kommenteret så meget. Bare sagt, at han godt kan lide sommerfugle og specielt dem med blå øjne på vingerne, og sagde vist også æv, da jeg nævnte, at nogle var fløjet og jeg var landet igen.
Igår var vi sammen igen, og han spurgte, hvornår jeg havde ferie.
Hvis vi stadig sås om et par uger, kunne vi låne hans forældres sommerhus?!! Og så reagerer jeg så mærkeligt, jeg føler mig hamrende usikker.... verdens sødeste og ligefremme tanke fra hans side... at det da kunne være hyggeligt. Behøver ikke lægge alverden af betydning i det. Hans bagland er åbent på den behagelige måde. Han sagde bare, at hvis vi ses, kunne det være lækkert at bade sammen og sådan. Så legende let og rigtigt. Og jeg bliver usikker. Usikker fordi jeg kan lide ham. Jeg er vist i virkeligheden rigtigt rigtigt bange... det er så legende let at være ovenpå. Så svært at være involveret - i virkeligheden ved jeg ikke om jeg tør se en, jeg kommer til at holde af. Mærkede en afsindigt sviende angst, da jeg sagde farvel til ham i døren imorges. Åh, jeg orker ikke den slags.
Han har tidligere i sit liv været kærester med en pige i 5 år (hvordan man så end kan have nået det som 26-årig?).... så han er følelsesmæssigt altså ikke en helt grønskolling. Åh... er forvirret. Jeg troede bare, jeg legede.
Det er også dejligt at mærke, at alt ikke bare er skøjt og fløjt, men at jeg faktisk virkelig kan have lyst til at bruge tid med en, der ikke er J... Vi har snakket temmeligt meget af natten væk, og jeg morede mig. Han ved spændende ting, ting jeg gider at høre... og han brænder for de ting han kan lide. Vi har talt om vores familier, om tryghedshormoner i mus, om ydmygende og sjove ting, vi har været udsat for. Og spøjse situationer fra vores skolegang, om oplevelser med vores fælles ven, om studieting, om politik og sikkert en hel masse andet også. Og så har vi kysset så jeg er helt rund på gulvet.... er helt vild med at kysse med ham. Helt til grin vild med faktisk. Men det er jo ret beset en temmelig mærkelig måde at lære et andet menneske at kende på? Objektivt set er han vist ikke sådan rigtig lækker - Det var Mr. men ham tændte jeg ikke rigtigt på - lille fyr er småbuttet og bleg... Og jeg er elektrisk - strange hormones!
Jeg er sgu lidt bange, jeg kan ikke gemme mig under at være en kølig sex-forbrugende mere. Nå, men stadig er jeg ikke sådan forelsket.
Hvad hvis han ikke pakker sig? Ville jeg så kunne noget med en 26-årig sådan seriøst? Altså, ville jeg ikke burde bede ham om at løbe sin vej og skynde sig at leve sit ungdommelige liv? Lever jeg som en gammel kone eller lever vi i virkeligheden ens. J var 26 da jeg mødte ham, for 7 år siden. Det er jo en menneskelader siden. Ville jeg have stillet samme spørgsmål, hvis jeg havde mødt en mand, der var 7 år ældre end mig?
Hmmm, mange tanker om noget, der nok alligevel ender med at finde sin naturlige 'afvikling'.
Dybest set, er alt jo godt.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Det helt legende er væk, og det er min skyld er publiceret
18/06-2008 23:38 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.