Jeg var havnet i sådan en kikset situation. En af J's bedste veninder skal giftes. En jeg har lært at kende ret godt de år, vi var sammen, og som jeg også har set en del efterfølgende.

Hendes søster og anden veninde havde inviteret mig med til polterabendplanlægning. Det var lidt mystisk, for det viste sig, at jeg kun var inviteret med til reception og ikke til selve brylluppet.

Og det fandt jeg først ud af halvt inde i vores polterabend planlægning....det var sgu lidt kikset, men det var ikke en situation jeg selv havde skabt. Var i tvivl om jeg ville med så, men endte med at gøre det. Jeg stod for en del af det, der skulle forgå.... kunne sgu ikke rigtigt trække mig ud. Mmm, og det var så igår.

Det endte med at være rigtigt hyggeligt - heldigvis. Og jeg er glad for, at jeg tog med. Veninden sagde, at J havde sagt, at jeg havde fået en kæreste.??? A hvad?... det må være Mr. nogen har fortalt om. Kunne mærke, det gjorde ondt og at jeg blev irriteret ... at han sådan fortalte sådan noget til sine venner, uden at ane noget om det. Jeg savner ham. Ikke som kæreste, men jeg savner ham. Håber vi kan lære at finde ud af det en dag. Det skal vi altså.


Lille fyr kom i øvrigt forbi med morgenmad igår, inden jeg skulle af sted. Jeg bliver glad for ham, og jeg er bange kan jeg mærke. Orker det næsten ikke.... Men han er dejlig. Jeg har det hyggeligt, og sjovt og rart og er nysgerrig i hans selskab. Han ved vist godt, hvordan jeg har det, og synes jeg er en melodramatiker.... selv det kan jeg godt lide. 'Lad os nu bare hygge os og se. Jeg synes det er skønt', siger han. Og ja, der er jo ikke andet at gøre :) Men lille fyr har jo også hele livet at fucke op... jeg er på en eller anden måde anderledes stillet. Måske, måske ikke.

Jeg er lidt en nar. Nyd det og slap - eller vær en kyniker og sig, at 26 simpelthen er for ungt. Og det kan jeg jo alligevel ikke få mig selv til. Så slap af.