17 år siden

de værste dage i mit liv.....

Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
5 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
10 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
10 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
I'm back!
Gittepigen
11 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
7 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
9 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
10 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
10 år siden
Endnu en - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
12 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
Fitness
Peter
12 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
11 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
3 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
8 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
5 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
10 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
Op på den hest!
Bastian
12 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
11 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
12 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
7 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
12 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
11 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
10 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
11 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
3 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
12 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
10 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
4 år siden
Begrav et sædekorn
Camilla Rasm...
9 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Rygestop
David Hansen...
8 måneder, 21 dage siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
10 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
10 år siden
AT forløb
Coleen
11 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
12 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
10 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
9 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
9 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
11 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
12 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
7 år siden
Positivitet?
Luna Mø
7 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
7 år siden
Adfærd, og dens magt.
Junior Chris...
8 dage siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
11 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
10 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
Puuhhhh…. Fucking….. haaaa…

Ok – jeg blev så ikke sat i gang. Heldigvis. Men der er da virkelig sket så meget andet..

Mandag ringede H, at han sad nede på skadestuen med brækket arm. Han var faldet ned fra stige på arbejde direkte ned på betongulv. Ok så. Spurgte om jeg skulle komme derned, men det mente han ikke, da han vist skulle overflyttes til større sygehus i anden by. Ok. Først da jeg havde smidt røret på, kom jeg til at tænke over, at det da måske var lidt mærkeligt. Jeg mener, hvor svært kan det være for et lille sygehus og at tage et røntgenbillede og smække noget gips på. Ringede ham op igen. Han sagde, at det vist var et kompliceret brud, og at han måske skulle opereres. Vi blev enige om, at jeg skulle møde ham på sygehuset i anden by – som alligevel også er det sygehus jeg skulle føde på, så var jeg der jo alligevel, hvis jeg skulle ende med at blive sat i gang den dag. Det var faktisk ikke nogen behagelig køretur op til sygehuset. Blev ved med at tænke på værste scenarium; H under kniven mens jeg fødte. Den tanke var ikke til at bære.

Oppe på sygehuset mødtes jeg så med H, der var blevet transporteret med sygetransport. Han blev lagt ind på en stue med alle de andre – bag et forhæng (sådan noget troede jeg sgu kun var i amerikanske film.. but I guess not). Så kom en masse sygeplejersker og stillede en masse spørgsmål. Han skulle også have taget blodprøver – som viste sig at være hans faster, der gjorde det. Small world – vidste sgu ikke hun var bioanalytiker. Nå – men han fik et kæmpe skud morfin og efter lidt venten (det skulle der vise sig at være meget af) kom han hen på en stue, hvor de forsøgte at få den knogle, der var gået af led på plads og regnede med det sidste ville gro sammen af sig selv, fordi han ikke er en gammel pensionist. Og så ellers noget gips på. Så en times venten, op i røntgen og så ville vi ellers kunne tage hjem. Jubii..

Oppe i røntgen kunne de dog se, at knoglen, der var gået af led, var faldet ud af led igen. Så ned på stuen igen – mere morfin, sætte den på plads, nyt gips på, der så skulle sidde strammere.
Må indrømme, at på det tidspunkt var vi begge meget trætte og jeg havde ondt over hele kroppen af at sidde i en stol og var ret afkræftet efter ingen at hverken spise eller drikke.. Ikke godt for en højgravid. Og tanken om, at jeg stadig kunne blive sat til at føde uden H kunne være med – var meget overvældende og jeg kneb også nogle tårer ind imellem. Også fordi jeg han selv gjorde – han var bange for det samme, og vidste jo også at uanset hvad, så kan han ikke holde sin søn, når han bliver født. Han kan ikke hjælpe med huset, som vi overtager her den 1. I det hele taget er det møg besværligt og så havde han virkelig meget ondt.

Nå – men op i røntgen igen for blot at konstatere, at det ikke havde hjulpet.. Hmm – ned på stuen, meget mere morfin, har aldrig set så små øjne. H der græd af og til pga. smerte og så sad vi der i over en time. Så kom lægen igen og sagde, at de nok ville operere ham. Lige ned til en ct-scanning først – så op på en stue. Mere morfin og så af sted.

Scanning og så op på en stue. Der lå han så ret længe. Og det er nok det sværeste jeg nogensinde har været med til. At se sin elskede have så ondt, samtidig med jeg selv var død træt og havde ondt i hele min krop. Jeg havde så tit tårer i øjnene. Alle på sygehuset var rigtig søde ved os. De vidste jo godt, at H kunne risikere at blive far – nu om tirsdagen da jeg ikke havde hørt noget og nu var klokken over 20. Der kom en anasticilæge, tror jeg det hedder, men kan ikke stave det, og forklarede hvilken form for bedøvelse, de ville bruge. Han ville få luksusudgaven, da de jo vidste at han måske ville skulle være lidt frisk dagen efter – kontra den anden der ville tage over 24 timer at komme over. Kl. 22 kørte de af sted med ham og jeg havde det rigtig rigtig dårligt. En sygeplejerske kom med lidt brød og noget at drikke og aflukkede så ellers et undersøgelsesrum, hvor jeg kunne få lov at ligge ned. Det var så dejligt at ligge ned – at det kan slet ikke beskrives. Hele min krop gjorde så ondt. Til min egen store overraskelse fik jeg sovet lidt ind imellem. Var af og til oppe ved Hs stue for at se, om han var kommet tilbage. Ved 2-tiden kom en sygeplejerske ind til mig og spurgte om hun skulle ringe på opvågning og høre om jeg måtte komme derned og se ham. Planen var nemlig, at når jeg havde set det hele var gået godt, så ville jeg køre hjem lidt for at komme igen tidlig næste morgen..

Ned på opvåningen kom jeg – der var kun H, så det var intet problem. Jeg sad der en times tid – H havde det så dårligt, men så faldt han i søvn og jeg kørte hjem. Jeg gærd hele vejen. Og græd mig selv i søvn – fuck hvor var det svært…

Næste dag kl. 9 var jeg på hans stue, men hvor hans seng skulle stå, var der bare en tom plads.. Jeg spurgte sygeplejerskerne, hvor han var, men han så stadig på opvågningen. Så gik jeg derned. Han havde åbenbart fået det meget dårligt i løbet af natten og kastet voldsomt op – det var alt det morfin. H græd en del for han havde rigtig ondt. Så kom en læge og lagde en blokade, som da vist lige var et mirakelmiddel – for H fik det i hvert fald meget bedre. Han kom op på en stue igen (en anden end den første) og der kunne han sove lidt. Klokken var vel 11..

Imens han sov tog jeg elevatoren ned til scanningsafdelingen og spurgte til, hvornår jeg havde tid. Det kunne damen ikke rigtig finde ud af, så hun fandt en sygeplejerske. Det skulle vise sig at være en jeg kendte, så hun fandt en rum med det samme og scannede mig. Og heldigvis – der var kommet lidt mere fostervand. De vil stadig lige følge mig, men ikke så tæt, så jeg skal komme igen sidst i næste uge. Gik ned og fik lidt at spise for derefter at gå op til H igen. Han var nu vågen og jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk da jeg fortalte, at jeg ikke ville blive sat i gang. Han blev så lettet. Nu kunne han slappe lidt mere af.

Jeg sad ved hans side indtil besøgstiden var ovre kl. 22. Så kørte jeg hjem. Det var skide svært – og igen græd jeg hele vejen. Men det var en ubeskrivelig dejlig følelse at komme ned at ligge. Jeg har fået vand i kroppen nu – og det må da være af at sidde så meget ned på en stol. Og alle der har været højgravide ved, at man mest af alt har lyst til at ligge ned. Men – jeg ville hellere være ved H hele dagen end at ligge ned. Det måtte vige.

Onsdag var jeg der igen med det samme man måtte – kl. 9. Vi fik at vide, at H ville kunne komme hjem lidt senere. Hs forældre kom og kiggede ind – H fik lidt at spise, kom i bad osv. Omkring middagstid vendte vi sammen snuden hjem mod vores egen lille dejlige lejlighed.

Og hvor er det godt at have ham hjemme!! Når det så er sagt, så er det også skide hårdt. Han kan intet selv. Jo tisse og drikke af et sugerør. Han må heller ikke noget. Ud over den knogle, der var gået af led var spoleknoglen i albuen hoppet ud af sin sokkel og splintret i tre stykker.
Så nu er det mig, der står for det hele. At passe mig selv, baby i maven, hjem og min kæreste. Min krop gør ondt hele tiden – og det giver nogle gode jag når jeg flytter ham og bader ham, men det er jo ikke noget at gøre ved. Det skal jo gøres og der er ikke andre til det end mig. Jeg sover ikke så meget, så når H ikke ser det – så græder jeg stadig. For det var ikke sådan her, det var meningen, det skulle være. Vi skulle gå og hygge-pakke vores hjem ned. Og sammen glæde os til hus og barn. Men alt det er ligesom skubbet lidt væk. For H har det virkelig dårligt – og ja, det har jeg sådan set også…

Jeg ved godt, at vi har været heldige. Meget heldige – at det kun var armen, det gik ud over. Han kunne have brækket et ben også eller aller værst have taget den lige på hovedet. Så han er sluppet billigt – det er vi begge klar over. Men det gør det sgu ærligt talt ikke ret meget lettere at klare hverdagen, selvom man ved det…

Alt er så besværligt. Hvordan skal jeg komme på sygehuset, når jeg skal føde?? Godt spørgmsål. Hvordan skal vi få klaret at få alt på plads i huset?? Nu kan jeg ingen hjælp få til barn af H. Hvordan kommet det til at gå med den skide arm, for vi har fået at vide, at han måske mister noget førlighed i den?

Det skal nok gå alt sammen! Men når man ikke sover ret meget og har det rigtig dårligt, så kan man godt græde lidt over hele situationen i ny og næ… Det ved jeg også vi gør – begge to…

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget de værste dage i mit liv..... er publiceret 17/11-2007 09:51 af hemo.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.