Det er efterhånden laaanngg tid siden, jeg sidst her skrevet. Men det er svært at få tid og overskud til, når ens verden bliver vendt på hovedet. For det kan man godt kalde det – den verden man kender stopper – i hvert fald i noget tid – men da heldigvis for at bliver erstattet af noget bedre (det meste af tiden.) Jeg har en veninde, der siger, at være forældre er det mest fantastiske i hele verden, det er også det frygteligste i hele verden – og det er alt der midt imellem. Og det er sgu ærlig talt meget rigtigt..

Lille manden er to måneder nu, så jeg er ovre det værste (ja da i hvert fald hvis han ikke påtænker sig at få kolik, og det regner jeg da ikke med). Med det værste tænker jeg – fuld afhængighed, kan ingenting andet end spise, skide og skrige, at man selv er totalt følsom og kan bryde ud i den største gråd alt imens man føler sig som det mest ulykkelige menneske på hele jorden, og har så ondt af det lille uskyldige barn, som var så uheldig at skulle trækkes med mig som forældre..

Nu kan jeg mere nyde. Nyde hans store blå øjne, der meget intenst kigger på mig og på omgivelserne, det har han nu gjort hele tiden. Nyde hans kæmpe smil, hans pludren, hans leg i kravlegården, når legetøjet får sådan nogle dask så det hele ryster. Det er fedt. Naturligvis er det knap så fedt når han skriger, men nu har jeg ligesom mere overskud til at klare det..

Min lille guldklump blev født lige på den dag, jeg var sat til. Dagen før om aftenen gik vandet (efter et af de gode gamle husråd til at igangsætte en fødsels blev afprøvet ;-)).. Det er mærkeligt at tænke på bagefter, men lige da vandet gik var jeg meget i tvivl om det nu også var vandet, der var gået. Måske var det bare mig, der ikke kunne styre min blære længere? Hvad vidste jeg.. Da jeg blev enig med mig selv om min kæreste om, at det var det jo nok, så ringede jeg på sygehuset. Skulle møde der dagen efter, hvis der ikke var sket andet…

Der gik ikke længe, så begyndte jeg at få veer. Var igen i tvivl – var det veer, eller bare en eller andet form for krampe? Mærkedes fuldstændig som mens smerter i starten.. Nå, men tiden gik og det gjorde mere og mere ondt og de blev mere og mere regelmæssige. Kl. halv fire om natten vækkede jeg manden og ringede på sygehuset.. Vi måtte jo hellere komme. Var der halv fem om morgen. Veer tog til. Jordemoder spurgte om jeg ville have smertestillende, men helten Hemo skulle i hvert fald ingen have…. Ikke før en halv time efter da det bare var FOR uudholdeligt. De ringede efter epiduralfolkene, der naturligvis var optaget til anden side og først kom halvanden time efter – hvorefter det var en studerende, der skulle lægge den. Og det kunne hun ikke finde ud af lige der.. Jeg sad stille på sengekanten i over 15 min gennem veer og det hele og kunne bare mærke det kørte op og ned at rygsøjlen. Så blev det for meget for lægen og han tog over – og vupti, så var den der.. Og det er da nok det bedste, jeg nogensinde har gjort. Aldrig skal jeg spille helt igen. Nu kunne jeg slappe af og det var dejligt.. Det skulle jeg også få brug for..

Omkring middag begyndte presseveer. Yes, tænkte jeg, nu er det snart ovre, og det var jo også hvad jordemoderen sagde. Men men men… 3,5 time senere pressede stadig.. Dvs jeg var træt. Som i rigtig gennemgribende møg hamrende træt. Kunne ikke mere.. Lige pludselig gik det hurtigt – de fandt sugekoppen frem, satte den på og så skulle jeg give alt jeg havde. Det gjorde jeg, men sugekoppen sagde ”svup” og så kom den ud igen – desværre uden baby.

Nu er det ved være lidt omtåget for mig hvad der skete og hvorfor, men de klippede mig i hvert fald – uden der var ve eller noget som helst (av for satan og den lede fanden) og så sugekoppen på igen og denne gang kom min dejlige dreng med ud. Manden græd – det gjorde jeg ikke, jeg var så udmattet, men ubeskrivelig glad da han lå på maven. I det fjerne (sådan virkede det i hvert fald, selvom det bare for enden af sengen) kunne jeg godt fornemme lidt panikken, men jeg var ligeglad. Det viste sig at jeg mistede blod. En masse blod. Men lige der var det lige meget. Vi havde vores dejlige velskabte søn hos os. De næste to timer bliver jeg syet og lille klumpen bliver vejet osv. Senere kom vi op på en stue og så kom ellers bedsteforældre og mostre og farbror og faster på besøg..

Det var fint de kom og selvfølgelig skulle de det, men jeg lå der i sengen og ønskede for alt i verden de ville tage hjem. Jeg havde det af helvedes til. De kunne også se det på mig og blev heldigvis ikke så længe.. Jeg var helt hvid i hovedet. Først to dage senere tog de blodprocent og den var 4 procent, som er halvdelen af det normale. Så fik jeg en blodtransfusion og umiddelbart efter det fik jeg det godt. Så kunne jeg løfte min baby – det havde jeg ikke kunnet. Jeg kunne selv skifte ham, jeg kunne selv lægge ham til bryst, selv give ham modermælkserstatning, selv kunne jeg det hele. Det var dejligt…

Ja, tiden den går hurtigt og nu er han altså to måneder. Han er så flot. Det synes alle forældre om deres barn, men med mit er det rigtigt ;-) Og så er han snot forkælet af bedsteforældrene.. Det nyder vi, for vi sparer en masse penge.. Dem skal der nok blive rigelig brug for, når han bliver ældre.. Men lige nu forlanger han ikke meget. Bare mad, opmærksomhed og kærlighed, og det skal han få alt det han overhovedet kan klare…..