Arghh! Har det meste af denne uge haft en mærkelig knude i maven. En lidt aggressiv en af slagsen. Sådan lidt verden-kan-rende-mig-i-røven-agtigt, og du (unanset hvem du er) er en del af verden!
Har mest haft lyst til være alene. Især på jobbet. Min kolleger har været kilde til konstant irritation for mig. Den der falske nu-skal-vi-rigtigt-komme-hinanden-ved-fordi-vi-.synes-vi-alle-er-så-dejlige. For det synes vi nemlig ikke. I bund og grund er vi delt i to - og den ene gruppe kan ikke udstå den anden og omvendt. Men vi går på kursus lige nu for at lære at blive et team, så nu kan vi pludseligt lide hinanden. Jeg ved godt, de bare prøver - det gør jeg jo også til hverdag. Men det er SÅ falskt, og det går mig bare på i disse dage.
Så som sagt har jeg holdt mig for mig selv i pauserne. Men så bliver man jo snakket om. Falsk bekymring (for de flestes vedkommende). Og det gør bare, at jeg har lyst til at løbe endnu længere væk. Jeg ved godt, at det for de andre er en loose-loose situation, for den var jo også gal, hvis de var helt ligeglade med mig... Ja, jeg ved sgu ikke helt, hvad der er med mig. Jeg er bare gal i skralden agtigt og gider ikke mine kolleger...
Hvordan får man egentlig sådan en knude til at gå væk? Jeg har det ok herhjemme, men når min bil nærmer sig min arbejdsplads, kan jeg mærke, mit ansigt ændrer sig til at være knotten, og knuden i maven bliver fremtrædende. Nå, mon ikke det bare er en lille fase....