Tasken ligger på komfuret, pakket!
Jamen alt er faktisk klart. Lektierne til dagen blev sådan nogenlunde læst i aftes, frugt i en pose, vand i en flaske, varmt tøj og nyvasket hår. Jeg er klar til at komme af sted.

Men jeg blokker. Lige i sidste øjeblik, blokerer jeg fuldstændig og sidder bare og kigger ned på gaden med tanker om, hvorfor det er så fantastisk svært for mig at komme derud.

Er det dovenskab? Hvis det ER dovenskab, hvorfor helvede står jeg så op klokken 05 for at være klar til kl 07?? Er det dovenskab, hvorfor sover jeg så ikke videre? Jeg var jo helt stiv af træthed da uret ringede. Der er da ikke noget smart i først at blive doven, når man har været i bad, sidder i tøjet og er helt klar til at komme ud af døren.

Nej…ikke dovenskab. Det er en latterlig og gammel frygt, der bare får lov til at få skovlen under mig i de sidste kære 5 minutter inden jeg burde have gået ud af døren.

Så jeg har givet op. Jeg vil komme for sent hvis jeg cykler nu og det kan jeg ikke. Skulle jeg komme vadende igennem den glasdør og drage så meget opmærksomhed til mig selv?? Kan jeg ikke!

Hvad skal det ikke ende med? Det her er min UDDANNELSE for h……!!! Jeg kan sgu da ikke bare tillade mig at blive væk hver anden dag fordi jeg lige får lidt nøkker over gud-ved-hvad. Det ender sgu da med at jeg komme så langt bagud, at jeg slet ikke kan følge med. Der er i forvejen fag som jeg finder lidt svære. Undervisning og forelæsning ER bare nødvendig.

Måske var det også for vild en start. Jeg har været sygemeldt i 3 år og kun været på en daghøjskole, hvor der påhvilede absolut ingen krav eller ansvar. Måske er det gået for stærkt.

På den anden side tænker jeg, at det kun har været på høje tid at komme i gang. At det var det jeg havde brug for i kampen om at blive ”rask og normal”!

Tingen fylder meget inden i mig. Selv om at jeg ikke kan gøre fra eller til i forhold til graviditeten – jeg mener, jeg kan jo kun forblive gravid – fylder tanker og fornemmelser så meget. Studiet fylder lige så meget og det er som om de to ting kæmper for at få mest plads inden i mig.
Jeg holder stædigt fast i, at der SKAL og KAN være plads til begge dele. Selvfølgelig! Det kan alle mulige andre, så hvorfor skulle jeg ikke også??

Nej jeg VIL IKKE kvitte det her. Det vil jeg bare ikke. Men hvordan fanden skal jeg klare mig igennem disse morgener og komme af sted lige meget hvor ”farligt” det føles? Det holder jo ikke det her.

Måske hjælper det når L kommer hjem. Jeg er farlig for mig selv når jeg tusser rundt her alene, som hertil morgen. For faktum er – hvor latterligt det nu end kan lyde – JEG VIL GERNE AFSTED! Jeg vil gerne møde på skolen, tale med de andre fra gruppen og deltage i undervisningen for at få forklaret alt det jeg ikke selv forstår under læsningen. Jeg vil virkelig gerne købe mig kop te og sidde i det lokale sammen med resten af mit hold.

Men nu har jeg givet op og sidder her. Der er ikke noget jeg vildt gerne vil foretage mig herhjemme. Ikke noget der binder mig til at blive her.

”SÅ KOM DOG AFSTED” sidder en del sikkert og hvæser.

Nok som jeg tror jeg er kommet længere, bliver jeg bombet tilbage til at være bange-lille-tøs. Altid så bange. Men for HVAD???