Hvad er det jeg søger? Jeg ved det ikke men inden i mig er der noget galt. Noget der trænger til en eller anden form for forløsning. Jeg føler jeg bør gøre noget.

I snart 3 stive dage i træk, har mit humør været rigtig slemt. Jeg kan ikke færdes ude i det civile. Mit temperament løber af med mig og jeg bliver arrig over ALTING! Skal jeg over vejen og venter på en bil der skal passere, kan det ikke gå hurtigt nok. Jeg tolker bilens tempo som et åbenlyst forsøg på at genere og fornærme. For lidt siden kunne jeg have sparket efter en bil, hvis jeg ikke havde skyndt mig at komme ned.
Kigger folk på mig, føler jeg krænkelse. Går nogen ind i mig, føler jeg mig direkte såret. Tingene kan ikke gå stærkt nok, forsvinde hurtigt nok, komme væk fra mig i tide. Jeg kæmper for at komme hjem bag min låste dør. For ærligt talt, så er de følelser jeg får ”derude” noget så tunge og det er nærmest ikke til at kapere.

Herhjemme kan jeg i det mindste ikke lade mig påvirke af andet eller andre end mig selv!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg blev tilbudt at tage med LH og hendes mor ud og spise. Det ville have været godt for mig at komme lidt ud, men jeg kan ikke overskue det. Vil hellere bare hjem og være alene. Jeg tager ikke min telefon når den ringer.

Noget er galt. Det mærker jeg bare så tydeligt og jeg kan ikke finde nogen form for fortrøstning. Ved virkelig ikke hvad det skulle være…foruden at jeg drikke mig ned OG DET GØR JEG IKKE…det gør jeg jo ikke mere.

Jeg kunne gå i seng. Forsøge at aflive aftenen og håbe på at sove bare lidt ud på natten.

Er det fordi årstiden skifter? Er det dette stillestående vejr som hverken er koldt eller varmt, blæsende eller stille, tørt eller vådt? Er det den snigende mørke der begynder at fylde timerne mere og mere? Er det det?

Er det tanker om hvorvidt jeg kan klare det som sker i mit liv lige nu? Er det frygten for om det vil gå godt? Er det forandringerne inde i min krop? Er det forandringerne omkring mig?

Mit bedste forsvar er at gemme mig væk. Mit bedste bud på at handle, er at gemme mig væk inden i mig selv. Jeg lader ikke folk komme til. Selv min familie kan ikke få fat i mig over telefonen. Jeg ved jeg har brug for støtte lige nu, men lader den ikke komme til mig.

Og hvad kan jeg gøre for mig selv? Det hjælper jo ikke lige frem bare at sove sig fra det hele. Det er bare som om at nattetimerne giver mig ro. Dér finder jeg en tryghed og ro som ikke eksisterer i mine lyse timer.

Lige nu kan jeg kun vente på natten.
Jeg er sulten men kan ikke spise. Men om natten kan jeg…jeg sidder ude i mit køkken ved vinduet og spiser min ymer med ting på. Stille og roligt kan jeg spise i fred og bagefter lægge mig til ro og falde i søvn.

Der er for mange tanker inden i mit hoved tror jeg. Jeg kan ikke kapere dem og så udvikler det sig til et kaos og jeg får hovedpine. Jeg bliver så træt.

Ej jeg må sgu liiiiige håbe på lidt bedre tider nu. Det er sgu for ærgerligt at falde. Jeg vil ikke falde og smuldre ind…nej det vil jeg ikke. Det gør jeg sgu heller ikke! Jeg har lært for meget.