Jeg HADER at prøve tøj…i en forretning. I det hele tager hader jeg at købe tøj. Jeg vil gerne have tøjet men hele det der shopping-noget man jo skal igennem, bryder jeg mig sgu ikke om.
Jeg kan have en idé om at NU skal det være og NU vil jeg ose rundt i tyve forskellige forretninger. Men jeg mister lysten og tålmodigheden efter alt for kort tid.

Nar jeg så står inde i det her prøverum, så synes jeg alt ved mig selv ser klumpet ud. Jeg bliver skide sur over det ubarmhjertige lys der altid er i disse små klaustrofobiske rum og spejlene viser mig alle mine grimme sider…synes jeg! ØV..jeg gider sjældent at købe noget.

Jeg MÅ acceptere at mine krop begynder at ændre sig. For helvede…den skal jo være parat til at formere sig ik’?!! Det er vel – tro det eller ej – nok også noget nyt og skræmmende for mig, at jeg ikke længere ligner et afpillet fugleskræmsel. Nu er der sgu røv og former. Hvorfor er det svært at tage sådanne SUNDHEDSTEGN til sig? Hvorfor var det nemmere at forholde sig til en belastet og presset krop der manglede alting?
Mine bryster opfører sig som om de vil ud og hamre alting ned! Jeg må sgu knokle for at holde dem inde…eller også skulle jeg bare anskaffe mig en bh der passer.

Forleden stod en kunde og nærmest måbede mens han gloede lige i min brysthøjde. Arme mand! Han er jo bare en mand ik’? Han tænkte jo bare ”årrhhh patter” og gjorde sig ikke andre overvejelser end ”århhh patter”! JEG stod derimod og blev pisse arrig. ”Ja der er jo lig’som en GRUND til at de er sådan ik’ kammerat?” Men grunden er sgu da lige gyldig for helvede. Hvorfor skulle hans måbende være et mindre godt kompliment bare fordi jeg er gravid??? Jeg skal sgu da bare være glad for at have fået en barm som man kigger på.

Jeg må ud i dagen. Jeg væbner mig med større tålmodighed i dag. Det går ikke at jeg går og bliver så rasende på fremmede mennesker hele tiden.
Grænserne er bare helt oppe i fjæset på mig!