Kære Dagbog.

Jeg har lært én ting om ekspedienter i tøjforretninger: Det er et under, hvis de ikke får dræbt hele ens personlighed, hvis man beder dem om hjælp til at finde et sæt tøj.
Det gik sådan til: Jeg var ude for at finde et nyt sæt kvalitetstøj til brug ved bestemte lejligheder. At købe tøj er ikke den mest spændende aktivitet, jeg kender, så jeg kan godt lide at se på, hvordan ekspedienterne sælger til kunderne og reagerer – i mit tilfælde – på min egen påklædning. Jeg er næsten sikker på, at du har hørt historier om at blive ”målt” med et blik, når man træder ind i en dyr tøjforretning i tøj, der ikke signalerer overflod. Ganske tilfældigt havde jeg denne dag cowboybukser og en sweater på, og lignede helt sikkert ikke én, der havde råd til at kigge først på kvalitet, siden på pris.
Jeg forklarede ekspedienten, der ilede mig til hjælp, hvad jeg skulle bruge tøjet til. At det skulle være en smule konservativt til lejligheden, men med et kreativt præg eller ”spræl”, der kunne understrege min personlighed. Og jeg advarede hende med det samme om, at jeg var en særdeles kræsen kunde, som hun ikke kunne få lov til at klæde på efter sin egen smag (som så ud til at være både stilsikker og diskret). Hun forsikrede mig straks om, at det selvfølgelig ikke var hende, der skulle bestemme – så mange gange, på så mange forskellige måder, at jeg fik opfattelsen af, at hun inderst inde tænkte: Ja, så er det i hvert fald ikke min skyld, hvis … Og hun begik den fejl at vise mig, at hun troede, at prisen betød noget.
Nå, jeg blev installeret i et stort prøverum på 1. sal og prøvede klud efter klud. Ret hurtigt besluttede jeg mig for en gråmeleret buksenederdel med en ret smart detalje samt en marineblå, knælang cardigan. Men det var fuldstændig umuligt for mig at få ekspedienten til at komme med bluser/skjorter/trøjer i en kontrastfarve til disse. Hun havde helt klart den opfattelse, at om vinteren klæder man sig mørkt og diskret, hvis man er moderne. Det er jeg så ikke. Jeg VIL ikke gå rundt og ligne et af universets sorte huller, når et enkelt tørklæde eller en trøje i en kontrastfarve kan fortælle resten af verden, at JEG ER I LIVE! Også om vinteren.
For eksemplets skyld ville hun derefter gerne vise mig, hvordan jeg kunne se ud i et sæt, hun havde valgt og som jeg sagde ja til at prøve. Brune slacks, cremefarvet ”turtleneck”-sweater samt en broderet brun-gul jakke. Min første reaktion, da jeg kiggede mig selv i spejlet var, at det så godt ud, men at jeg lignede min tidligere oversygeplejerske. Ekspedienten smilede stort og opmuntret. Jeg kunne ikke lade være med at fortælle hende, at det ikke var nogen kompliment, da den påklædning nok passede til oversygeplejersken, men bestemt ikke til mit formål. Jeg skulle ikke ligne en sælger.
Det endte med, at jeg afgjorde med mig selv, at jeg måtte kunne finde en beklædningsgenstand til overkroppen efter min smag et andet sted, og hurtigst muligt fik jeg afbrudt strømmen af tøjgenstande ind i prøverummet. Jeg betalte for bukserne og cardiganen, og drog fortrøstningsfuldt af sted til en forretning, hvor jeg tit har stået og savlet over de ting, de havde.
Nedtur igen!
Inde i forretningen fremviste jeg mit køb fra den tidligere forretning og fortalte, at det ikke havde været muligt at finde noget, jeg brød mig om til at have indenunder cardiganen. Og her var det, at det gik op for mig, at tøjekspedienter er lige så veluddannede indenfor mode og stil, som læger er i medicin. Ekspedienten nægtede at vise mig andet end T-shirts ”for du dør af varme, hvis du tager noget tykkere på”. Den kunne jeg selvfølgelig ikke imødegå på det tidspunkt, da jeg ikke havde haft cardiganen på i længere tid. Det viste sig senere, at det kunne jeg sagtens. En anden ting var, at hun også startede ud med at finde tøj i farver, der matchede. Og tøj i sort! Det kan godt være, at sort er klassisk og brugbart til alle formål for resten af verden, men jeg bruger den i så små mængder som muligt. Hvordan skal en spraglet personlighed som min kunne overleve i sådan en verden? Når ekspedienten til trods for, at man forsikrer hende om, at det er kontrastfarver og usædvanlig stil, man ønsker sig, stadig bliver ved med at finde noget frem, der ikke appellerer til mig. Hun fortalte mig, at med de farver, jeg havde valgt til bukserne og cardiganen, så var blåt og sort det eneste, jeg kunne vælge. Jeg kunne sagtens selv forestille mig farver som sart rød, sart gul og knaldrød som oplivende farver til det sæt, og det sagde jeg. Ja, det var rigtigt, men det havde de slet ikke i deres sortiment dette efterår. Jeg følte mig meget nedslået, da jeg gik fra forretningen.
Og alt dette har jo ikke noget med ekspedienterne at gøre, som i begge tilfælde gjorde deres bedste for at stille mig tilfreds. Det stod dog klart for mig, at jeg ikke passede ned i nogen af de ”kasser”, som ekspedienterne kunne fylde mig ind i og rådgive efter. Ikke så underligt, da jeg er en meget sammensat personlighed, og ingen af dem jo kendte mig. Og jeg kunne aldrig drømme om at underkende min spraglede og kreative side til fordel for at være ”moderne”.
Næste gang tager jeg en veninde med ud og køber tøj. Uha, hvor får vi det så sjovt.
Men jeg syntes det var lidt interessant at se ekspedienternes reaktion på min påklædning. Det var helt sikkert et psykologisk studie værd. Hi-hi.

Nå, kære dagbog, jeg snakker … vi ses igen senere. Hav det godt – også alle jer derude, der måske læser dette.

Kærlig hilsen,
Maryanna