Kære Dagbog.
Jeg er blevet grandmoster … eller hvad det nu hedder, når det er ens niece, der er blevet mor. Barnet – en dreng – er velskabt og stor. Og helt usædvanligt rolig og fredsommelig. Jeg var på barselsvisit en uge efter han kom til verden, og moderen havde lige fodret ham af. Nu ville han bare sove, og hun spurgte, om jeg ville sidde med ham. Det ville jeg selvfølgelig hellere end gerne. Jeg var dog lidt betænkelig. Lignede han nu sin mor, da hun var lille? Da skreg hun nemlig som en stukket gris, når hun blev givet over til mig. Men nej, der er ikke den mindste lighed i den retning med moderen. Drengen lagde sig omgående til at sove og der sov han ellers i de næste to timer, uanset, hvad vi gjorde. Næsten på klokkeslæt 2 timer senere begyndte han at blive urolig og mere vågen. Så blev han skiftet og fik mad igen. Sådan er hans rytme, siger de nybagte forældre. Ikke noget med nogen af alle de skrækhistorier, som velmenende mennesker har fodret forældrene med under graviditeten.

Ellers har jeg meget travlt med at forberede min gruppepraktikopgave til mit studium. Junior Chamber Holstebro har sagt ja tak til at stille sig til rådighed for mig i min opgave, der går ud på at lave et selvudviklingskursus med udgangspunkt i kreative/kunstterapeutiske processer. Det er meget spændende, da jeg skal forsøge at vise nogle mennesker, der er meget resultat- og fornuftorienterede (det er jo unge ledere), at det ikke er en svaghed at være kreativ og intuitiv, men at det tværtimod gør dem til mere inspirerende og engagerede ledere, hvis de formår at kombinere kreativitet med handling og fornuft. Ikke at jeg skal forsøge at lære en bogholder kreativ bogføring … det kunne vist blive noget værre noget … åh, men jeg glæder mig. Virkelig meget. Håber, jeg kan leve op til deres forventninger. De forventninger blev vist spændt kraftigt op, da jeg havde informationsmøde med medlemmerne i begyndelsen af februar. Nogle havde deres partnere med. De blev så optændte, at det endte med, at de også fik lov til at komme med. Set fra et terapeutisk synspunkt er det formentlig godt for parterne i et parforhold, at begge udvikler sig.
Men hvor er der mange praktiske ting, der skal ordnes først. Materialer bestilles, datoer fastsættes, beskeder skal sendes rundt osv., osv. Og kors, hvor har jeg kludret i det med datoerne. Heldigvis var der et venligt menneske, der forklarede mig dato-imbecile, at mandag d. 19.4. ikke var en tirsdag, som jeg var kommet til at skrive.

Jeg var på kursus en uge i februar. Meget inspirerende, meget hårdt og meget oplysende. Noget, der var specielt godt, var vores 10 minutters trommespil på afrikansk djembe med efterfølgende meditation hver eneste morgen. Rytmen her gør noget helt særligt ved kroppen. Efter et par dage sov jeg for første gang, siden jeg bukkede under for stress pga. mobning for 2½ år siden, roligt en hel nat igennem. Søvnmønsteret er desværre vendt tilbage til det gamle, da jeg kom hjem igen, men jeg overvejer kraftigt at købe en tromme til mig selv. En skrædder her i byen har en butik med afrikansk kunsthåndværk, og hun sælger også djember i musikerkvalitet til en rimelig pris. Så må jeg se, hvordan – eller hvornår – jeg kan benytte den uden at forstyrre naboerne mere end højst nødvendigt …

Nå, Dagbog, jeg vender frygteligt tilbage om kortere eller længere tid. Ciao.

Maryanna