Hvad er det, vi gør?

Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
11 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
12 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
8 måneder, 21 dage siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
11 år siden
feber
Kenny Raun (...
10 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
12 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
10 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
16 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
9 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
7 år siden
Ravnens Forsvarstale
Enantiodrom
4 måneder, 12 dage siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Mails og tårer
Ace Burridge...
12 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
9 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
8 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
10 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
11 år siden
Kære Dagbog.
Nej, hvor jeg kan blive ked af det ind imellem. Jeg tænker: Hvad nytter det at gå ud og informere om mobning, konsekvenser og hvordan man undgår mobning, når mennesker, der arbejder med det næsten-dagligt, har så svært ved at sætte sig ind i konsekvenserne af det, at de kan sige til mig: Du skal ikke lade ham styre dit liv.
Nej, selvfølgelig er det totalt urimeligt, at en mand og kolleger, der kun har været en del af mit liv i 23 timer om ugen, mens jeg arbejdede under ham og med dem, skal styre mine reaktioner nu – 2 år senere. Det kan min fornuft nemt følge med i og også sekundere. Men jeg har måttet sande, at Freud havde ret, når han som den første sagde, at det ikke er fornuften, der er herre i menneskets hus. Psyken, underbevidstheden, hvad det nu er, spiller første-violin her. Det var den, der fik mig til at synke rystende sammen på en stol, med hamrende hjerte og koldsveden tonsende af mig, da jeg så, at de søgte en ny neurofysiologiassistent på min gamle arbejdsplads. Fordi jeg jo egentlig skal søge den, men er fuldstændig ude af stand til bare at nærme mig områder, hvor mine tidligere ”bødler” færdes. Og det var den, der gav mig en lignende reaktion nede i byen, da jeg forleden hørte og så min chef eller én der lignede, bagfra. Jeg var lige ved at besvime.
I 2 år har jeg haft de samme symptomer, som torturofre beskriver. Symptomer, der pr. definition skyldes den udefrakommende påvirkning og ikke, at ”offeret” er psykisk svagt (i mobningssager gør det modsatte sig oftest gældende). Og min mening om den sag er i dag, at mobning og tortur er 2 sider af samme sag: De går begge to ud på at nedbryde individet og dets selvrespekt og selvtillid. Det ene sker ”bare” ved gennem fysisk påvirkning at opnå det samme på psyken som mobbere gør ved udelukkende/næsten udelukkende at bearbejde offerets psyke. Man svækker offerets tillid til, at han/hun kan tage vare på sig selv. Den ene gruppe er oftest i indlysende livsfare – den anden ikke. Og det skønt mange mobbeofre helt alvorligt ofte har tænkt på at tage deres eget liv eller lade sig udsætte for alvorlige ulykker mhp. at dø. Men det – har jeg fundet ud af – tæller ikke. Det er ikke at være i livsfare.
Og misforstå mig ikke. Jeg føler stærkt med torturofre og bilder mig ikke ind, at jeg kan sætte mig ind i, hvad de har været udsat for. Og jeg under dem al den hjælp, de kan få, for de har brug for den. Men de har allerede mulighed for at få den hjælp, de har brug for – det har mobbeofre ikke. Det er faktisk næsten uudforsket land i Danmark – Norge og Sverige er langt foran her. Og fordi mobning bagatelliseres, florerer det livligt i de fleste institutioner og på de fleste arbejdspladser. Holdningen er næsten overalt den, at man bare skal se at komme videre med sit liv. Ja, det er nemmere sagt end gjort, da man i mange tilfælde altså er mærket for livet. Den samme holdning gør det også meget svært at få hjælp, for ”skulle det nu også være nødvendigt?” fx at få en henvisning til en psykolog. Det forventes faktisk i Danmark, at man tier stille og selv klarer de ærter. Den holdning, der forventer af os mobbeofre, at vi gør noget, forhindrer os også i at gøre noget, når vi prøver at sætte handling bag ord.

Men jeg bliver som sagt ked af det og rigtig, rigtig harm, når mennesker, der burde vide bedre ikke gør det.

Nå, kære Dagbog, dette er nok sådan ca. så negativ, som jeg kan blive. Jeg er så vred over den generelle holdning, og vil ikke finde mig i at blive betragtet som et "offer", der bare skal holdes i offerrollen, fordi jeg så ikke vil være så tilbøjelig til at slås for at få det liv, jeg synes jeg har fortjent. Jeg ØNSKER at tage ansvar for at komme videre. Men jeg har altså brug for opbakning, ikke afvisning.
Tak fordi du hørte på mig, Dagbog, jeg trængte til at komme af med det. Vi tales ved.

Maryanna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvad er det, vi gør? er publiceret 06/11-2003 10:01 af Maryanna Morthensen (maryanna).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.