Kære Dagbog.

Hvor trivielt kan det være det, du vil tage imod? Jeg laver lige en test.
I fredags, da tørretumbleren arbejdede, lagde jeg mærke til, at den smed vand på gulvet. Det var jeg ikke særligt begejstret for, da jeg har afhøvlede trægulve, og det giver nogle grimme skjolder. Samtidig lugtede det i hele min lejlighed, som om den elektriske indmad var lige ved at futte af. Fluks ringede jeg til forhandleren og forklarede ham sagen. Fin service: ”Vi kommer med en ny til dig i stedet for den gamle. Kan du vente til mandag?” Selvfølgelig kunne jeg vente til mandag – det var jo ikke lige sådan, at jeg havde en megastor dynge tøj, der bare SKULLE vaskes i weekenden. Og nu har de lige været med den. Skinnende hvid, teknisk ukompliceret og – NY. Skønt. Jeg glæder mig til at tage den i brug.

I går eftermiddags keeeedede jeg mig ud over alle grænser. Men var det ikke Churchill, der sagde et eller andet om, at det kun var intelligente mennesker, der turde indrømme, at de kedede sig? Hvilket udsagn er så sandt? At jeg er intelligent? (tvivlsomt) At jeg også kan kede mig? (faktum) At jeg ”tør” indrømme det? (det har jeg lige gjort) Hvad i alverden har det med intelligens at gøre? At sætte sig ud over, hvad andre tænker om en (”hun må da være meget dum, når hun ikke kan finde noget at beskæftige sig med”), har da ikke ret meget med intelligens at gøre. Nok mere med opdagelsen af, at alle – og dermed også mig – har lov til at være her i den tilstand de nu finder det for godt at være her i. Det hedder vist nærmere erfaring end intelligens. Set fra en anden vinkel tror jeg også, at mod ligger tættere på udsagnet end intelligens. For det kræver da en vis portion selvbevidsthed eller mod at skille sig ud fra mængden – i alle sammenhænge. At indrømme, at der er perioder i ens liv, hvor man – hvor sjældne de perioder end er – ikke kan finde en beskæftigelse, der tilfredsstiller ens nuværende sindstilstand, tror jeg da er meget sundt. Det viser bare, at man ikke har opdaget alt omkring sig selv og de måder, man kan tilfredsstilles på.
Men alting får en ende. Det gjorde min kedsomhed også. Da jeg havde kedet mig længe nok blev tilstanden helt automatisk fulgt af en trang til handling. Og det var så det.
Og ja – nu kan jeg så sidde at tænke på, at det egentlig var en hel del ord, der kom ud på den konto. Skønt jeg ikke engang helt præcist kan huske, om Churchill nogensinde har udtalt ovenstående. Eller om det er rigtigt citeret …

Jeg går sikkert hen og bliver frygtelig åndelig. Nogle vil måske sige ”åndet”. Jeg har længe ønsket at meditere regelmæssigt, men det siger mig altså ikke en snus, at sidde stille på min bag i laaaang tid og prøve at få styr på mine tanker. Jeg føler altid, at det mislykkes. Men nu tror jeg faktisk, at den blinde høne også har fundet et korn. Jeg har indført daglige rengøringsmeditationer. Enkel opskrift: 15-30 min. dagligt bruger jeg i ét af min lejligheds rum på skift. De minutter bruger jeg på rengøring, og det eneste, jeg skal gøre er at koncentrere mig om at blive ved med det i denne tidsbegrænsede periode. Være i nuet, nyde, at det jeg gør ikke blot er gavnligt for mig, men også kan ses i mine omgivelser. Mit hjem begynder allerede at blive – åh – så nysseligt. Det er svært gavnligt for samvittigheden – hæ, hæ. Jeg fik ideen, da jeg, sidst jeg var på kursus, blev introduceret for bevægelsesmeditationer. Det handler slet ikke om at sidde på sin flade og prøve at presse mig ind i en form, der alligevel ikke er min. Nej, hvad der er vigtigt er, at jeg finder MIN måde at samle opmærksomheden i et indre centrum. Og jeg har en stærk fornemmelse af, at min rengøring i det ydre på den måde ringer ind i mit sind og begynder at skabe en oprydning dér. Eller måske har jeg fået ideen, fordi det er omvendt?
Ét rum dagligt og ½ time – dét kan jeg overskue. Det bliver ikke en sur pligt.

Nåh, kære Dagbog, nu blev det alligevel sådan noget halvt lommefilosofisk noget, jeg fik hældt ud af pennen. Jeg troede ellers, at min muse (hvad hedder en mandlig muse?) havde forladt mig, havde taget fri eller sagt ja til et kurophold af udmattelse over at skulle prøve at inspirere mig. Men det lader det så alligevel ikke til. Kære Dagbog. Jeg vil byde dig farvel for i dag. Må du bevare dine sider vel til næste gang vi ses. Pas på bogorme.

Knus,
Maryanna