Kære Dagbog.
Back on the keys again! Jeg er bange for, at denne dagbog bliver meget selvtilfreds, så hvis du ikke bryder dig om at høre mere, så må du hellere lukke ørerne på nuværende tidspunkt.
Jeg er RIGTIG godt tilfreds med, hvad jeg har udrettet i dag. Ikke at det gør den store forskel for verden, tror jeg, men jeg føler mig lykkeligere indvendig – så måske er verden blevet en lille smule bedre at være i. I hvert fald er der nu nogle mennesker, der slipper for at blive deprimerede af at se og høre på mig.
Jamen, hvad er det så, jeg har udrettet? Hm, ja – som sagt ikke det helt store. Men sidst jeg skrev til dig, kære Dagbog, var jeg så langt nede, at jeg tog et totalt amatøragtigt billede, jeg malede for 6 år siden og malede over. Jeg havde lyst til at ødelægge noget. Og i dag vil jeg nok sige, at det var en god gerning, jeg gjorde overfor verden at male det billede over.
Selvfølgelig bar billedet efter overmalingen præg af min dystre sindstilstand. Der kunne ses et kvindehoved, men hun havde ingen, eller kun en meget luftig, krop. Jeg skulle kigge længe for at få øje på den. Jeg tror det sagde meget om min sindstilstand: Lutter hovedbrud – ingen jordforbindelse.
Ude til venstre kunne ses et hul i jorden, hvor mørke og dystre energier steg op. De fyldte hele venstre side, og det var svært at se, hvordan de to dele af billedet skulle komme til at hænge sammen.
Jeg har nu i 3 dage prøvet at afkode billedet sit budskab og finde ud af, hvordan og hvad det har med mine sjælekvaler at gøre. Jeg har ikke rigtig kunnet komme i gang. For at sætte en krop på kvindens hoved, tværede jeg nogle farver ud der, hvor jeg regnede med, at den var. Det hjalp ikke meget på processen. Så i går besluttede jeg så at lave en skanning af billedet, så jeg altid ville kunne huske udgangspunktet. Det var tilsyneladende lige det, der skulle til. I dag har jeg travet til og fra staffeliet, har fået øje på dæmoniske ansigter i det mørke. Dem har jeg trukket op i al deres gru og ladet gøre deres virkning på kvinden. Jeg skal love for, at hun reagerede! Kaskader af lys i mange af regnbuens farver er blevet sendt mod de stakkels mørkemennesker, der slet ikke ved, hvad de skal stille op med al den venlighed. Kvinden byder dem til sig med åbne arme, og har sendt en slange af sted for at forvandle dem. Jeg er heller ikke vis på, at ikke en anden persons dagbog ikke har haft en vis indflydelse på udviklingen i dagens billede. Hun huskede mig på noget meget vigtigt. Nemlig at dæmoner mister deres kraft, når de får anerkendelse. Læser du dette, så tag imod min taknemmelighed. Du ved nok selv, hvem du er.
Lige nu står Eva, som jeg har kaldt hende pga. slangen i billedet, bare og venter på, at jeg skal lægge sidste hånd på værket. Men den følelse det har givet mig at male dette billede i dag er ubeskrivelig. Jeg føler virkelig, at jeg har dresseret dæmoner.

På snarlig genskriv, Dagbog.
Maryanna