Kære Dagbog.

Ja, så blev jeg også strakt ud i græsset, hvor jeg lige nu ligger og spræller som en torsk på land. Efter at være kommet helskindet igennem mobningen på mit tidligere arbejde – troede jeg – går jeg nu rundt og ved ikke, hvad jeg skal gribe eller gøre i. Alt – ALT – ramler om ørene på mig i disse dage.
Jeg troede, at når jeg ikke begik selvmord dengang, så kunne jeg overleve alt. Så ville intet mere kunne slå mig ud. Jeg havde været igennem helvede og havde fundet tilbage ved egen hjælp. At ingen læger heromkring eller andre steder ville have noget med sagen at gøre, fordi min afsnits- og afdelingsledelse bestod af læger, og dermed var dybt involverede i sagen, kunne jeg sagtens forholde mig til. Jeg HAVDE ventet mig bedre af dem, men på den anden side har jeg også hørt så meget om ”det hvide broderskab”, at det ikke kom bag på mig. Jeg fik altså dengang – i 2001 og 2002 – ikke den hjælp, jeg burde have haft. Og havde ikke selv ressourcer til at kæmpe mig helt tilbage igen.
Da jeg fik angstanfald bare ved tanken om at skulle arbejde på en sygehusafdeling igen, tog jeg beslutningen om at prøve, om jeg kunne bære en fremtid som selvstændig. Det så ud til at gå godt nok. På overfladen. I undergrunden talte mine billeder deres tydelige sprog om krise, forladthed, angst m.m. Gudskelov, at jeg havde meldt mig til de kurser i kunstterapi. Her fik jeg sat mange ting på plads. Men endnu ikke nok.
Ved et rent tilfælde så en jurist min sag, og satte mig i kontakt med en speciallæge. Hun er ikke bange for sine kolleger; hun tager sit lægeløfte meget alvorligt. For hende er det patienten, der går forud for systemet. Tænk, at der stadig findes mennesker af deres slags.
Jeg var ovre at tale med hende sidste fredag. Der er ikke tvivl i hendes sind. Jeg skal sygemeldes. Jeg skal have ro og den behandling, jeg skulle have haft for snart 3 år siden. Jeg har været helt rundt på gulvet lige siden. På én måde er det en lettelse pludselig at vide, at der er en grund til, at jeg har gået rundt og følt mig som en hængt kat. På den anden side er det en katastrofe at få at vide, at mine værste anelser slog til. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne af det lige nu, så jeg bliver nødt til at tage en dag ad gangen.
Jeg har brugt en uge på at forholde mig til hendes udmelding. I den samme uge er jeg blevet kostet fra den ene instans til den næste for at finde ud af, hvem der vidste, hvordan en selvstændig uden – endnu – en nævneværdig indkomst, stod stillet ved sygemelding. Da jeg endelig i går fik ordentlig besked, var resultatet dybt nedslående. Jeg tudbrølede, da jeg fik det at vide. Det er virkelig en streg i regningen dette her. Lige nu, hvor alle mine anstrengelser endelig begynder at se ud til at bære frugt. Min revisor blev den første der gav mig en lidt bedre nyhed. Jeg behøvede ikke at lukke og slukke for min forretning. Jeg kunne nøjes med at gå på stand by.
Så op med humøret, Karoline. Tag en dag ad gangen og få det bedste ud af den. Måske vender det sig alt sammen til det bedste. Hvem ved? Det er da før set.

På genskriv, kære Dagbog. Forhåbentlig med nogle bedre nyheder.

Maryanna