Kære Dagbog.
Ja, nu sidder jeg her med næsen helt oppe i skærmen og øjnene knebet nærsynet sammen. Hvorfor? Jo - jeg har knækket mine briller. Hvordan? Ren og skær dumhed. Man kan næsten sige det var straffen for min "synd".
På vej hjem fra indkøb i går kunne jeg ikke modstå fristelsen for at gå ind på sandwichbaren og bestille en klubsandwich med kylling, bacon og karrysovs. Stort set er det kun kyllingen og salaten i den, jeg kan tåle, men jeg var indstillet på at lide for lækkerbidskenen.
Vel hjemme satte jeg sandwichen til livs med alle tegn på velbehag. Til min rædsel opdagede jeg så, da jeg var færdig, at der var dryppet karrysovs ned på min hammerdyre, cremefarvede uldtrøje. Den trøje, som jeg omhyggeligt har sørget for, at Miv ikke har fået mulighed for at trække tråde ud i og som nærmest får særbehandling, når den skal vaskes.
Jeg sprang op af sofaen og stæsede ud i køkkenet, hvor jeg greb en ren karklud og opvaskemiddel for at vaske pletterne af. Ak, ak, ak! Og ve! Det var umuligt. Så tænkte jeg - skynd dig at smide den i vaskemaskinen; det kan være det ikke er for sent. Så mig ind i soveværelset og finde en anden trøje frem, af med uldtrøjen, på med den anden ... knæk! Konen havde ikke tænkt på at tage brillerne af, før hun tog trøjen på, og det kunne de ikke tåle. På det værst tænkelige tidspunkt. Optikeren lovede at gøre, hvad han kunne for at have dem færdig til i morgen, da jeg ikke har reservebriller og skal på kursus fra på lørdag. Men det var dyrt. Den sandwich kostede mig 2600 kr. Aldrig har jeg spist så dyrt før. Man kan jo næsten føle sig som en af jetsettet.
Men trøjen blev reddet. Og der er jo ikke andet at gøre end at tage situationen med ophøjet ro. Sket er sket.
Med tankerne gående tilbage til Tycho Brahe, forbliver jeg Eders forbundne
Maryanna.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.