25 august 2001

Lørdag – regnvejr – stilhed – kaffe i koppen – fridag – ro –
Det er nogle af de ord som kommer til mig, nu hvor det er blevet lørdag formiddag og jeg har sat mig her ved Pc’en for at skrive ”Dagens Tanker & Ord”, lægge et nyt ”Dagens Link” ind og finde ”dagens Ord”.
Min indbakke bugner igen af mails fra dejlige mennesker, bl.a. en fra Axel fra Selvet.dk. – ja hvad er det mon som gør, at vi nogle gange stopper op og ser bedre efter, er mere opmærksom. Hvorfor fanger noget vores interesse og andet ikke – hvad er det vi se når vi kigger efter ”der ude i verden”?
Min filosofi er, at uanset hvad jeg kigger på – så kigger jeg på mig selv, for kun i kraft af andre mennesker, ting og oplevelser, kan jeg erfare mig selv, hvem er jeg i forhold til andre, hvad er jeg, hvordan er jeg. Hvis ikke vi havde noget at ”spejle” os i, så ville vi jo ikke vide alt dette.
Jeg får lyst til at citere lidt her fra bøgerne ”Guddommelige samtaler” nærmere bestemt bog 4 ”Venskab med GUD” –
”Forestil dig at du befinder dig i et hvidt rum, med hvide vægge, hvidt gulv, hvidt loft, ingen hjørner. Forestil dig at du befinder dig midt i rummet, båret af en usynlig kraft. Du hænger midt i luften. Du kan ikke røre ved noget, du kan ikke høre noget, det eneste du kan se, er hvidt i hvidt. Hvor længe tror du at du kan ”eksistere” som genstand for din egen oplevelse??

Ikke særlig længe – jeg ville findes der, men jeg ville ikke vide noget om mig selv. Ret hurtigt ville jeg gå fra forstanden….

Det er faktisk præcis hvad du ville gøre. Du ville bogstavelig talt gå fra forstanden. Forstanden er den del af dig som har til opgave at få alle indkommende oplysninger til at give mening, hvis der ingen oplysninger indgår, har forstanden ikke noget at tage sig til.
I det øjeblik hvor du går fra forstanden, holder du op med at eksistere som genstand for dine egne oplevelser. Det vil sige at du holder op med at vide noget særligt om dig selv.
Er du stor, er du lille, du kan ikke vide det fordi der ikke er noget uden for dig selv som du kan sammenligne dig med.
Er du god? Er du ond? Du kan ikke vide det. Er du overhovedet her? Det kan du ikke vide fordi der ikke er noget der.
Du kan ikke få viden om dig selv som genstand for din egen oplevelse. Du kan begrebs danne din eksistens alt hvad du lyster, men du kan ikke erfare den.
Så sker der noget som ændre alt dette. En lille prik viser sig på væggen. Næsten som nogen var kommet forbi med en fyldepen og havde sprøjtet en lille klat blæk ud. Ingen ved hvordan pletten rent faktisk blev sat der, men det er ligegyldig, for pletten har reddet dig.
Nu findes der noget andet. Du er der, og prikken på væggen er der. Pludselig er du igen i stand til at træffe beslutninger, du kan igen gøre erfaringer. Prikken er derovre. Derfor må du være her. Prikken er mindre end dig. Du er støre end den. Du begynder atter at definere dig selv – i relation til prikken på væggen.
Dit forhold til prikken bliver helligt fordi den har gengivet dig følelsen af dig selv.
Nu viser der sig en kattekilling i rummet. Du ved ikke hvem der gør det, hvem der får alt dette til at ske, men du er taknemmelig, fordi der nu igen kan træffes beslutninger. Killingen virker blødest. Men du virker klogest (i det mindste noget af tiden!) Den er hurtigst. Du er stærkest.
Der dukker flere ting op i rummet, og du begynder at udvide din definition af dig selv. Så går det op for dig. Du kan kun kende dig selv når der er noget andet til stede. Dette andet repræsentere det du ikke er. Derfor: Hvis det jeg ikke er, ikke findes, findes det jeg er…..ikke.
Du har husket en mægtig sandhed. Du hilser alle andre mennesker, steder, ting i dit liv velkommen med åbne arme. Du afviser ikke noget af det fordi du kan se at det hele viser sig at være en velsignelse i dit liv, fordi det alt sammen giver dig bedre mulighed for at definere hvem du er og kende dig selv som det”.

Jeg betragter det sådan her: Tænk engang, at ”mit” hvide rum er fyldt op med en masse mennesker, steder og ting som giver mig mulighed for at ”se” mig. På den måde, bliver alle hændelser og sammentræf ofte (måske ikke lige i nuet) en gave.
Husk at ”de gaver” som måske gør ondt, er smertelig og dumme, ofte i virkeligheden er de største gaver vi kan få, for det er for mig at se, der hvor vi virkelig lærer.
Nå nok om det…..
I aftes tog jeg med Jakob og Nicoline hjem. Vi købte en pizza på vejen, spiste aftensmad, jeg havde Nicoline i bad – smurte hende ind, rensede øre, klippede negle og nussede hende - åh hvor hun nyder det. Hun er ret forkølet, så hun faldt forholdsvis tidligt i søvn. Igen havde Jakob og jeg mange timers snak – det er altså kanon. Vi snakkede bl.a. om ”Spejlinger” – om at vores indre liv ofte spejles i det ydre og omvendt. Det er en enormt interessant betragtning for mig. Jakob har evnen til at gå med ind i den dybe snak – filosofien – fordybelsen – metaforerne – han er skøn hvad det angår. Vi snakkede også om, at når vi er sammen, så er vi SÅ intenst sammen, ofte ret opslugte af hinanden, både i snak, samvær og berøring. Det er faktisk en ret unik oplevelse. Ofte fornemmer vi hinanden – dybt – specielt fordi vi ofte i vores hverdags liv, befinder os fuldstændig i hver vores verden, men når vi går hen til hinanden, så går vi helt hen. Det har jeg ikke helt oplevet før og det er vanskeligt at forklare, måske handler det i høj grad om at vi ikke vil eje hinanden, men give hinanden frihed til at leve vores liv hver især. Gøre de erfaringer vi hver især har brug for og dele dem med hinanden.
Det er ofte sådan et forhold jeg har drømt om at have, men en ting er tanken noget andet er virkeligheden. Det har været svært ind imellem, fordi følelserne vil noget og fornuften noget andet. Det sjove er, at vi på trods af alting fortsat følges ad og at vi begge oplever at vi bliver bedre og bedre til det. Det er okay at være væk, opleve andre ting, sammen med andre mennesker – og det er fedt at komme hen til hinanden igen, fyldt op af oplevelser og erfaringer. Gå tæt på hinanden – helt tæt.
Klokken blev vist 3 inden vi faldt i søvn op ad hinanden, dejlige følelse at være så tætte, så fyldt op af samvær, snak og elskov.
Til morgen stod Jakob op, gik til bageren og dækkede bord. Jeg lå under dynen og nød det imens jeg lyttede til snakken mellem Jakob og Nicoline, dejlig følelse. Vi spiste morgenmad sammen og nussede rundt, var på badeværelset, fik strøget lidt og hver især pakket sammen.
Jakob og Nicoline skal til Sjælland i dag til ”Oldes” 80 års fødselsdag, så vi sagde hej og jeg gik over for at tage bussen hjem.
Nu sidder jeg så her – og sikke en smøre jeg igen har fået skrevet. Jeg håber det giver dig stof til efter tanke, eller på anden måde sætter noget i gang.
Weekenden venter forude, jeg tror nok, at jeg har sådan en weekend i sigte, hvor mine unger flyver ud i verden og jeg kan få lov til at være her helt alene – FEDT….
Jeg vender tilbage her i morgen – rigtig god lørdag til dig.

Hvis du har lyst til at læse mere om mig, kan du besøge min hjemmeside DottsDK.subnet.dk