Drengen var glad, da hun afleverede ham i skole i morges. Og det var det eneste der betød noget. Der havde ikke været så meget stress og jag. Han havde taget tøj på, spist morgenmad, farvelagt en mandala, der forestillede en ugle, skrevet diktat, pakket taske og børstet tænder, uden at hun skulle bede ham om at gøre det flere gange. Nu sad hun på sit arbejde, foran sin computer og skrev. Eller rettere, hun gik i stå, midt i personaen "TB", som brugte betalæsere og desuden crowd funding til at betale for redaktionel- og teknisk assistance. Afbrudt af en tanke. Hvad fanden betyder det her om 100 år? Øjnene begyndte at svie; hun ville gerne tro, håbede, at den gode morgen med drengen betød noget om 100 år. Det burde den. Men arbejdet? Hun tænkte på chefen, som flyttede rundt på tal, netværkede i erfagrupper, nikkede og bad om at gøre hendes data mere operationel, beregnede og tænkte fremad. På firmaet og på sig selv. Om de solgte bøger eller briller var et fedt. Om hun hed Tanja eller Mette - måske endda Mikkel var et fedt. Hun tænkte, hvor finder jeg et sted at arbejde, hvor det betyder noget, hvem jeg er? Hvor det betyder noget, hvem de er? Hvor det vi skaber, betyder noget. Også om 100 år?