Alt er fortællinger. Således også min togtur i går fra Hillerød til Nørreport, som bliver fortalt i 3. person ental, endskønt den er personligt oplevet.

Olivia sætter sig ind i toget og tænker tilbage på episoden hos Tisvildebageren en time tidligere. Hun har trukket et nummer og står ved disken. Der er en foran hende i køen.
"Næste," siger bagerjomfruen.
"En romkugle, to studenterbrød...," begynder en smuk, ung pige.
"Jeg har nummer 97," afbryder Olivia. Bagerjomfruen og den unge pige kigger begge overraskede på hende. Den unge pige ser ned på sit nummer.
"Det er 98," siger hun undrende.
"Så må det jo være din tur." Bagerjomfruen vender sig mod Olivia, som bestiller en champagnebrus til 15 kroner.

Midtvejs mellem Hillerød og Allerød bemærker hun, at en eller anden snøfter. Jævnligt. Insisterende snøft med korte intervaller. Tørre snøft. Ikke forkølede snøft, som når man forsøger at holde snottet fra at dryppe ud af næsen.
Hun ser rundt på de andre i kupeen. Lutter kvinder. Er der mon flere kvinder som tager toget end mænd? Hun skal til at tælle efter, men afbrydes af to hurtige snøft, det første lidt længere end det andet.
Hun lokaliserer lyden. Den stammer fra kvinden på den anden side af midtergangen.
Endnu et snøft får Olivia til at overveje, om hun skal tilbyde hende et papirlommetørklæde. I stedet ser hun ud af vinduet.
Toget nærmer sig Allerød.
Kvinden griber fat i håndtaget på sædet foran og løfter sig tilsyneladende en anelse op.
'Yes, hun skal af,' tænker Olivia.
I stedet synker kvinden tilbage i sædet, akkompagneret af et snøft mere. Toget forlader Allerød station.
Snøftene bliver ved.
De standser ved Birkerød og Olivia drejer hovedet og foregiver at se ud på perronen. I stedet studerer hun kvinden nærmere. Hun snøfter igen. Hver gang rynker næsen og trækker furerne op mellem hendes næse og munden. Hun klør sig oveni den stramme hestehale med en langneglet pegefinger, forsigtigt for ikke at ødelægge frisuren.
Endnu et snøft efterfulgt af et diskret fnys.
Olivia kan næsten mærke bussemanden i kvindens næse.
"Snøft, snøft ...snøft," lyder det.
'Første trippelsnøft,' tænker Olivia og nikker frem for sig.
Hun giver sig til at tælle intervallerne mellem hvert snøft.
De nærmer sig Holte. Igen griber kvinden ud efter håndtaget og letter en smule fra sædet. Toget standser. Kvinden bliver siddende og snøfter to gange hurtigt efter hinanden. Olivia tæller. Otte sekunder går der før hun atter snøfter. Fem sekunder efter følger et lille fnys.

Da de standser ved Lyngby station er et mønster etableret. Intervallet mellem snøftene svinger mellem fem og 23 sekunder. Der snøftes hyppigst efter 8 eller 13 sekunder. Går der mere end 13 sekunder, snøfter kvinden først igen efter 22 eller 23 sekunder. Til gengæld registrerer hun ikke et mønster i antallet af snøft, som veksler mellem et, to og tre, hvoraf de to sidstnævnte, beslutter Olivia, kun tæller som sammenhængende, hvis de falder indenfor max tre sekunder.
Hun hører ingen yderligere fnys.
To kontrollører stiger på toget. Kvinden får øje på dem midt i et snøft, og Olivia giver sig atter til at tælle. '1-2-3-4-5-6 ...64'. Ikke før de har kontrolleret hendes rejsekort, snøfter hun igen.
Olivias irritation er borte. Til gengæld tager hun sig selv i at begynde at tælle, hver gang hun hører et snøft.
Nær Hellerup station griber kvinden ud efter håndtaget og samler samtidig hankene på sin håndtaske med den anden hånd.
Men hun står ikke af.