Jeg var til eksamen i går - og hold kæft en røveksamen!
Jeg fik 2 og selv om det ikke lige er hvad jeg plejer at få, så er det egentlig ikke karaktaren der generer mig. Det kan godt være at jeg fortjente 2. Nej, det er måden eksamen blev gjort på fra eksaminator og min bieksaminator side. Jeg tror et problem var at det vi havde af undervisning i forhold til den her eksamen hører under mange forskelige lærere og vejledere, meget af det har jo været praktisk arbejde. For mange kokke.. Iøvrigt var begge også mine tidligere lærerer på uddannelsen, Christian (asshole) og Lissi (not helping at all). Eller, nej, jeg kan ikke huske at nogen af dem som et problem som undervisere, men som eksaminatorer er de.

Nå, men jeg havde fået udleveret en case; en patient som skulle til PET-CT (en undersøgelse som vi ikke rigtig har lært endnu, men bare skulle lade som om vi kunne). Hun (patienten) havde 2 teenage børn og var gift. Var ved at blive undersøgt for hvad der kunne ligne at være kræft og var derfor bange for at dø. Desuden stod der at hun græd meget, virkede vred og var meget afvisende. Jeg fik udleveret casen om mandagen og skulle til eksamen onsdag. Fra starten af tænkte jeg at det her nok blev ret svært at have med at gøre, for hvad gør man med en kvinde der afviser en? Yderligere havde jeg fået at vide at der første dag kun ville være 2 mandlige skuespillere til stede. Så min kvinde skulle åbentbart spilles af en mand, Morten eller Peter. Eller.. det holdt ikke. Det er nok kun en god ting at det var en kvinde istedet, men nu havde jeg brugt så meget tid på at tænke casen igennem med en mand som skuespiller at jeg blev lidt irriteret over først at finde ud af det da jeg stod inde til eksamen.

Til eksamen hørte først 10 minutter praktisk prøve med skuespilleren og mig der skulle lave en undersøgelse på denne. Så en samtale omkring dette. 5 minutters selvvalgt fremlæggelse og så samtale om mine portfolier. Sådan tror jeg ihvertfald nok at det var menningen at det skulle foregå.

Iøvrigt skal jeg nok presse ind et sted heromkring at skolen var ude for sent med eksamens-informationer. Det var meningen at de skulle være ude 2 uger før og vi fik dem vist 5 dage før. Desuden var der ingen i klassen (og jeg har virkelig spurgt flere forskellige der plejer at vide sådan noget) der vidste hvad eksamen gik ud på, før den mandag lige inden hvor vi havde prøveeksamener. Specielt når vi vidste at vi skulle op i fx. PET-CT som er en undersøgelse som inegen af os kan (der hører jo mange forskellige undersøgelser til den den slags). PET-CT hører ind under nuklearmedicin; et sted at vi havde været i praktik 4 dage. Besalt set gøres folk radioaktive og ligges ind under en scanner som optager deres radioaktivitet, laver det til billeder og også laver en mere konventionel CT-scanning med røntgenstråler af dem og ligger det billede oven i.
Mine eksaminatorer ved en hel del om CT, men intet om PET-CT. Det var en af de ting der gik galt til eksamen. For når patienten er radioaktiv så må du som radiograf (eller sygehuspersonale) ikke gå tæt på dem fordi at du så bliver bestrålet fra dem. Det gør ikke noget for patienten at være radioaktiv i kortere tid, men som personale kan du hurtigt blive udsat for det hver dag og så gør det noget. En hel del faktisk. For meget stråling er lig med kræft.

Eksamen var en eksamen i kommunikation og omsorg for patienten. Jeg fik bl.a. hug for at være på afstand af patienten (var jeg fordi de i teorien var radioaktive). Det mine eksaminatorer havde konkluderet var at jeg bare personligt ikke kunne lide at have patienten så tæt på. Da jeg så bagefter forklarede at det jo var fordi patienten var radioaktiv fik jeg at vide at det skulle jeg da have sagt højt. De var da ikke tankelæsere. Nej - men forfanden jeg troede vi var enige om præmiserne for at udføre en PET-CT! Så meget burde de da vide. Ikke mindst fordi jeg ved at vi har haft det oppe og vende til prøveeksamen. Vi havde en samtale om hvad man så kunne gøre istedet for at gå tæt på patienten.
Jeg fik også at vide at jeg kunne have sagt det til patienten. "Nu står jeg lidt væk fra dig fordi du er radioaktiv". "Asshole" mente at ærlighed var meget vigtigt. Det er sikkert et glimrende forslag, jeg er bestemt ikke imod ærlighed. Men at fortælle en i forvejen opkørt kvinde at hun er radioaktiv er måske ikke lige den bedste tilgang. Det mener de ihvertfald ikke ude på sygehuset. Men der er jo mange forskellige meninger om den slags. Jeg mente ikke lige at det var en god idé. Jeg mente at det nok ville virke skræmmende.

Det spurgte de mig aldrig om iøvrigt, de gik bare ud fra at deres observationer var rigtige. Mit store problem var at eksaminationen foregik med hentydninger af et eller andet sprøgsmål som typisk var ud fra deres opfattelse af det. Fx. "Hvordan synes du selv at din (kropslige) kontakt med patienten var? Hvor det (tydeligvis) var forventet at jeg kom til konklusionen at jeg stod alt for langt væk og at det nok var forkert. Jeg forstod ikke rigtig spørgsmålet fordi jeg gik ud fra at de godt vidste at jeg ikke kunne have en kropslig kontakt med patienten. Alligevel følte jeg mig manipuleret. Jeg følte mig også manipuleret til at sige at den nok ikke var for god. Istedet skulle men eksaminator i mine øjne have sagt "Jeg bemærkede at du stod et stykke væk fra patienten, hvorfor gjorde du det?" Som jeg havde kunne give dem en ordentlig forklaring på det; nu hvor de selv havde glemt at patienten var radioaktiv.

Der var mange flere ting end bare det. Ting jeg havde sagt inde ved "patienten" blev vendt om ved at Asshole lige tog et ord fra eller lagde et til. Det ændrer meget nemt en sætning til et postulat hvis man trækker "næsten" fra. Når nu min patient er bange for at dø af kræft, var jeg inde og forklare hende at man ikke nødvendigvis døde af den kræft som hun var bange for at have. Der var bl.a. mulighed for stråleterapi der kurerede 8 ud af 10 tilfælde. Den samtale blev i Assholes øjne til at jag havde diagnostiseret kvinden med kræft og lovet hende at hun ville overleve. Det ville også være meget forkert af mig hvis det var hvad jeg havde gjort - men det var sådan set ikke lige det som jeg havde sagt.

Iøvrigt da jeg kom ind og fik min "dom" sagde asshole at han nu ville fortælle hvorfor at jeg havde fået 2 og at jeg skulle høre efter og at det han sagde ikke skulle diskuteres. Undskyld mig, men når han så begynder at citerer mig forkert og fortæller at jeg ud fra det har overtrådt mine kompetencer, så er det lidt svært ikke at bryde ind og sige "Jamen, det sagde jeg jo ikke!". Han nedstirrede mig, "dømte" mig uden at ville høre på mig - jeg følte mig overfaldet. Virkelig, virkelig overfaldet og magtesløs.
Så var der også den del omkring at min patient græd. Jeg har haft psykologi og vi spurgte vores psykologlilærer - der var psykolog - om hvad man skulle gøre i sådan et tilfælde. Han svarede at vi skulle give folk lov til at græde. Folk kunne alligevel ikke græde i mere end 10 minutter. Så til eksamen hentede jeg servietter til patienten og lod hende græde. "asshole" mente at det var meget forkert. Uanset hvad min psykologilærer havde sagt så skulle en patient aldrig græde 10 minutter på røntgen! Nu er jeg egentlig mere til ideen om at det er okay at græde og jeg kan egentlig ikke finde ud af hvad han så ville havde mig til at gøre? Fortælle en joke?? Eller nå ja, jeg skulle have givet hende et kram og holdt om min radioaktive patient mens jeg talte uden om at hun nok havde kræft og gav hende ret i at nu skulle hun nok dø.

Den værste del af eksamen var at jeg brød sammen. Jeg vil ikke bryde sammen! Vil ikke! Og jeg kæmpede hårdt mod det og det modsvarede egentlig slet ikke mine følelser.. Jeg hader det, det var pinligt. Det var irriterende, det er ikke mig og jeg kan ikke stoppe det. Jeg kan tænke på alt muligt andet og føle mig vred. Følelsesløs. Men.. jeg bryder sammen.
Derfor kalder jeg ham "asshole". Ikke for at give mig 2. Ikke engang for ikke at lytte til mig og dømme mig. Men for at nedstirre mig og overfalde mig. Asshole!!