Det går egentlig ret godt. Der er ikke de store udsving og det føles rart.

Hvis jeg tænker tilbage og ser på min udvikling gennem de sidste par år, kan jeg kun være stolt. For kun nogle år tilbage lå jeg i sølet og kunne hverken finde lyst eller kræfter til at være i verdenen. Det er gået stærkt fremad. At blive mor har vækket stærke kræfter i mig. Min søn var et vigtigt omdrejningspunkt. Det sidste, og måske sværeste, ”nøk”, består nu i at bruge kræfter på mig selv. Ikke som mor, ikke som veninde, søster eller kæreste...men som den person jeg nu er efter stormen har lagt sig.

Måske fandt jeg et ståsted i en sygdom. Men den kunne jeg sige fra og gøre noget kun for mig selv. Selvom jeg agerede møg-destruktivt, følte jeg en tryghed. Jeg ved at jeg har meget at rette op på overfor mig selv og vigtigst af alt; finde frem til hvem jeg er bag alt det møg jeg nu er ved at slippe.

Jo jeg er stadig skide ambivalent. På den ene side har jeg lyst at klare mig selv og gøre mig fri fra samtaler, behandling og vægtkontrol. På den anden side er jeg bange og ved godt at jeg må støtte mig op af behandling noget tid endnu. Det skal nok komme når jeg er klar til det.

Anoreksi var for mig noget jeg bare måtte igennem. Måske var det et valgt? Lige meget hvad, så skulle jeg igennem det og havde det ikke været en spiseforstyrrelse, havde det sgu nok været et andet massivt misbrug. Trods en voksende forståelse, kan jeg stadig afsky jeg mig selv, for at ”vælge” så tåbelig en sygdom. Nej jeg har nok aldrig respekteret den eller accepteret at jeg faldt i med begge ben. Nogle gange kan jeg korse mig når jeg tænker på hvordan livet var med ”Frk. Anorexia”. Det var et helvede og lige meget hvor langt ned jeg faldt, var jeg stadig så uforstående overfor hvordan jeg, som et ellers fornuftigt og intelligent individ, kunne holde op med at spise lige meget hvor stort hullet i maven blev. Jeg modarbejdede alt og alle...men for POKKER det føltes så rart. For første gang i hele mit liv havde jeg kontrol og ”nosser” til at sige fra! Havde jeg blot vidst at der fandtes ”lettere” veje...

Da sulten blev for stor (og frygten for døden der trods alt dukkede op i ny og næ), fandt jeg en ven i vinen. Pesten blev for uudholdelig i for mange dage ad gangen men så var der jo altid koleraen at vende tilbage til. Sådan gik livet.

Jeg blev gravid og vidste at der skulle drastiske ændringer på bordet. At jeg overhoved kunne blive gravid var en kæmpe overraskelse. I flere år havde min krop rekreeret helt tilbage til reptilstadiet...ingen menstruation, dun på kroppen og alt det der typiske der sker når man stopper med at indtage føde. Jeg opdagede hvor stærk min lille krop var og begyndte at arbejde med den. Jeg ville gerne have Emil, så jeg blev ved med at spise, holdte op med at drikke og åbnede sindet for behandling. Derfra gik det stærkt og hvis jeg nogensiden får så meget at klarhed at jeg kan nedfælde min bedring ord for ord, vil jeg gøre det.

Sej-trækket kom bagefter, jeg er der stadig men er godt på vej. Samtidig med at jeg passer på ikke at tillægge min lille søn for meget ansvar, har han været mit mirakel. Eller måske kan man sige at rollen som mor har været det.

Dér hvor jeg skal arbejde, er på det område jeg kalder mellemtingen. På den ene side ser jeg mig selv som denne sølle alkoholiske-anorektiker og på den anden som den ansvarlige, fornuftige og kærlige mor. Mellemtingen består i at finde mig selv midt i mellem. Det er sgu svært! Hvad fanden er jeg foruden selvdestruktiv adfærd og ansvarlig forsørger???

Min uddannelse falder perfekt. Hver dag kan jeg tage på studiet og koncentrere mig om alt andet end det ovenstående og langsom få øjnene op for et evt. talent. Min forsørger rolle skal jeg aldrig slippe men den sølle skal væk!

Jeg er parat og har været det længe.

Forståelse og forsoning finder jeg stadig i min barndom. Til tider kan jeg spekulere over, om jeg havde været ”lortet” foruden hvis jeg var vokset op i en kærlig, tryg og funktionel familie...men jeg giver det ikke så meget opmærksomhed mere. Selvfølgelig skal der forståelse foruden ændring, men jeg bruger ikke flere kræfter på at være vred på ”mor og far”. Jeg har erkendt at der er nogle fundamentale ting der har manglet og at det måske kan være en årsag men jeg bruger mine kræfter på at tillægge mig det nu...selvom det måske er 20 år forsinket.

I snart mange år har jeg gået til vægtkontrol. I sidste uge ramte jeg den famøse ”målvægt”. Noget jeg har frygtet i årevis. Men det var slet ikke slemt og jeg indser nu at jeg har sagt farvel til ”Frk. Anorexia” (den infame møg-kælling). Nu skal der bare ryddes op efter det roderi hun efterlod og jeg er i gang.

Sikken en masse på den mandag formiddag. Tak for nu - tror jeg!