Skæbenens ironi...

I går var jeg med L til hans behandler. Hun tilbød os nogle ganges "par-terapi" og vi takkede ja.

Efter at have mødt hende, kan jeg godt forstå hvordan L har båret sig ad med at få det bedre. Selvom at enhver vellykket terapi altid kræver stort arbejde fra patientens side, har terapuetens dygtighed så meget at sige. Hun har den "pondus" som jeg ved at L har brug for. Hun er langt fra mild eller overbeskyttende. Nu har jeg jo fulgt L i en del år og husker tydeligt sidste sommer hvor han var indlagt. Psykolgen der dengang talte med ham, var så mild så mild og brugte - efter min mening - rigtig meget tid på at fortælle L hvor syndt det hele var for ham...alla "dine forældre har været så duuumme og det er bare så syndt for dig og slet ikke noget du kan gøre for". Jo hun var skide sød men jeg tror virkelig ikke det var hvad L havde brug for.

Nå men det var enormt anstrængende men også spændende at sidde i en rigtig par-terapuet's klør. Vi skulle tale direkte til hinanden og hele tiden bruge "Jeg" når vi fortælte hvad vi tænkte på, følte osv.

Det var...stort at høre L tale sådan til mig. Alt for ofte har jeg ikke følt han egentlig ville mig og vores liv sammen. Måske har han også været i tvivl...ja jeg kan kun gisne...men i hvert fald føltes at han var direkte overfor mig og sagde hvordan han havde det med mig: "Jeg vil gerne leve et liv sammen med dig og jeg vil gerne have vi er en familie...jeg ønsker at danne og være i en familie sammen med dig.". Jeg fik sagt en masse højt og lagde specielt vægt på mine bekymringer ved at flytte sammen med ham igen. Han er høj for tiden og jeg under ham den glæde fordi han mærker medvind og hans voksende evne til at tøjle hans "sygdom". Jeg under ham hans fremskridt og forstår godt at han nu vil det hele. Men jeg MÅ bare være sikker på ikke at komme til at stå i samme situation med ham igen.

Nej, intet er sikkert og man kan sjældent give hinanden garantier. Måske tror jeg blot at der skal gå mere tid.

Nogle gange kan det undre mig, hvordan jeg har sluppet min vrede til ham. Jeg var meget vred på ham da jeg flyttede fra ham. Menst af alt fordi jeg blev sat i så usikker en situation, boligmæssigt og tryghedsmæssigt, og endda med vores lille Emil under armen. Nej måske burde jeg ikke allerede "tilgive" ham al den ballade...hvorfor føles det så somom jeg har?! Måske fordi jeg ved at han aldrig har været ude på at ødelægge livet for mig...han har blot været for syg til at kunne finde ud af andet.

Nå men planen er at have et projekt der består i at flytte sammen igen og skabe en familie som vi begge ønsker og kan leve i. Vi har begge dette ønske...både for vores egen skyld men i den grad også for Emil. I går blev vi enige om at tiden var med os...i dag har jeg så (endelig?) fået tilbudt en lejlighed. En beslutning skal tages...

Ja, en beslutning skal tages.