Mine tanker kører for tiden. Jeg kan ikke helt blive klog på, om det er grundet stress eller bare er reelle tanker som skal have lov til at flyde rundt.

Det er såmænd ikke kun et "billedeligt gensyn" med min tidligere kæreste der får mig til at veje det forhold jeg er i. Jeg har fra dag 1 været klar over, at L ikke havde mange af de egenskaber jeg vægter højt og at livet med ham - til tider - ville blive en kamp fremfor fornøjelse. Selvom kampene har været alt for anstrengende, vælger jeg jo alligevel at have ham i mit liv og danne par med ham. For tiden spørger jeg blot mig selv; Hvorfor?

Min forrig kæreste ville, sjovt nok, alt det som jeg nu tørster efter. Dengang var jeg bare alt andet end parat og havde jeg ikke brudt ud, var jeg blevet kvalt. Så nej, NO REGRETS...og dog...er det svært når jeg nu mangler alt det jeg havde dengang.

Åhh jagten på den lykkelig familie. En jagt som jeg utrætteligt fortsætter. Det forekommer mig bare så ironisk hvordan jeg på et tidspunkt havde det hele, men ikke kunne det og nu sidder og vil det men ikke kan få det. I hvert fald ikke som jeg godt kunne tænke mig det!

Sort snak, ja!

Måske lapper jeg på et brast håb om en funktionel familie fordi den jeg selv voksede op i var alt andet. På en eller anden måde formår jeg alligevel at finde en person, som min tidligere stedfar, hvor chancerne for noget som helst funktionelt og harmonisk er meget små. Hvad fanden er det egentlig for noget rod man laver og hvorfor falder det skide æble ikke en milliard kilometer VÆK fra stammen???

Nå men jeg fortsætter dog alligevel med at tage sunde beslutninger. Jeg har fået en lejlighed (EEEEEEEEEEEEEEENDELIG), kan vinke farvel til kosteskabet og komme videre. Jeg var frygtelig tæt på at smide det hele over bord, da L ville have mig hjem igen. I et par dage var beslutningen faktisk taget og mit indre vred sig af bare tvivl. Jeg kunne ikke sove og havde det mildeste talt ad helvedes til! Dér vidste jeg at vi ikke skulle flytte sammen igen...i hvert tilfælde ikke nu. L har taget det pænt og ved godt at det er den bedste beslutning.

For tiden går det godt. Vi ses meget men jeg synes stadig der er meget som halter. Intimiteten og nærheden. Er det ikke for mig er der næsten ikke noget og det bekymrer mig. På mandag starter jeg studie og går en stressende tid i møde. Jeg har brug for nogle skuldre og støtte i hverdagen men frygter at han slet ikke og stadig ikke, er i stand til at give mig det. Jo har har fået det rigtig meget bedre, er en dejlig far overfor Emil og han prøver virkelig at få vores forhold til at fungere. Men besidder han overhovedet evnen til at rumme mig og mine følelser? Han har endnu ikke kunne.

Min mor er væk, min far taler jeg ikke med...buhuuu for mig ja men ærlig talt så mangler jeg sgu en person som kam give mig et kæmpe krammer, sige til mig at det nok skal gå og at jeg gør det godt. Jeg har faktisk ikke sådan en person i mit liv og jeg mangler det så meget. Hver kram min lille Emil vover at give mig, bliver slugt råt og ender ofte med at han står og siger "GÅ VÆK"...ej ok men Emils kærlighed dulmer da.

Der mangler bare noget seriøst kæresteri. Der mangler kram, øjenkontakt...som JEG IKKE TAGER INITIATIV TIL! Jeg er træt af at spændingen og begæret kun foregår i mine fantasier hvor to store flyttemænd kræver andet end kontanter i betaling...og alt det andet som jeg må finde på. Det er trættende i længden at skulle være mine egen igangsætter når det kommer til begær.

Puhhh der er så mange ting jeg bure tale med ham om men min bæ-frygt for at det skal ende med triste miner, ligger dybt.

Forresten; lejligheden er min fra 1. september...en lille 3 væresles på 5. sal som jeg endnu ikke har set. Men alt er betalt og skrevet under! Det er mærkeligt men jeg havde kun et par dage at løbe på og nøglerne havde varmemesteren mistet. Nu var det jo ikke sådan så jeg væltede mig i boligtilbud...det var den eller kosteskabet.

Nu vil jeg spille Zulu!