Jeg har altid været enormt skuffet over fester. For mig har det virket som en omgang druk og ikke meget andet. Men alligevel tager jeg af og til til en fest eller lign. for at afprøve om der skulle være noget der har ændret sig siden sidst. Jeg tænker hver gang "jamen, det her er jo nye mennesker". Jeg har bare ikke haft ret mange gode oplevelser, jeg mener hvor sjov er festen når en ligger og sover den ud, en anden står på hovedet i toilettet mens en fyr du aldrig før har snakket med pludselig kalder dig hans bedste ven?

Men det har var anderledes, og nyt for mig. Julefrokosten med klassen. Den sidste juleforkost jeg var til, var mildest talt en katastrofe, men denne her var... hyggelig?

Dagen starter hjemme, hvor min kække nabo sidder og sludrer med mine forældre, og min mor forsøger at prakke en fejlslåen julegave, engangshårfarve, på mig. Jeg giver tilsidst ind, og min kække nabo er straks med på at lave striber i mit hår, som derefter skal føntørres. Det hele tager jo sin tid, og tilsidst er jeg forsinket. Jeg har lidt travlt med at komme afsted, og når lige at pakke frikadellerne før jeg er ude af døren. Jeg aner ikke hvor langt de andre er kommet, men satser på at der er kludder i maden, for det kan jeg sagtens forestille mig. Ganske rigtigt.
Da jeg kom var 5-6 personer igang med at forsøge at lave mad i det mindste lille køkken. Jeg kunne lige selv mase mig igennem og forsøge at forberede mine frikadeller, hvorefter Jakob forsøger at prakke sine leverpostejer på mig, samtidig med at ovnen i forvejen er overfyldt med fiskefilerer. Men trods det, at jeg synes Jakob benytter ufine metoder, stikker jeg selv af fra det kaotiske køkken, for jeg skal lige hjem (bor jo tæt på) og hente min glemte pakke (pakkeleg). Jeg havde lidt travlt da jeg tideligere på dagen forberedte mig, så det er godt nok at jeg lige får en chance for også at hente lidt drikkelse. Nu er jeg ikke den der kommer for at drikke, så jeg tager aldrig spiritus med. Det er ikke et princip, men hvis alle er fordrukne omkring mig er det alligevel ikke nok til at få mig til at glemme omverdenen. Da jeg kommer tilbage til festen har folk lige sat sig til bords. Jeg selv kommer til at sidde med en skuffe mellem benene, men det er okay.

Efter maden er der hyggesnak og så ris a lámende, hvor nogle drenge forsøger at lokke flere piger til at blive fodret af dem, ved at love dem at mandlen er i den næste mundfuld. Det går lige 1. og 2. gang, men den går ikke hos Nina som selv hiver mandlen frem - synd drenge, det gik lige så godt;-)

Efter maden får vi en klassequiz som jeg desværre klarer mig rigtig dårligt i - selv de spørgsmål som jeg egentlig godt havde kunne svare på, er forkerte. Men pyt med det. Quizzen er god og giver en god stemning rundt om, fordi den jo handler om os alle sammen.

På et tidspunkt hiver Khazar en ny trumf ud af ærmet, så er der kareoke! Normalt ikke noget jeg synes er fedt, og jeg har vist aldrig været oppe og synge før, men lige den her slags som han havde med tiltalte mig.
For det første var der mange kendte sange, der var tekst under musikvidioerne samt muligheden for battle. Battle funktionen var nok det der fangede mig mest, for et eller andet sted er jeg lidt af et konkurrence menneske. Men anyway, jeg er MEGET gernert, og jeg havde besluttet mig for at undslå, da jeg pludselig bliver hevet op på scenen - så er der ikke så mange muligheder tilbage. Jeg er skræmt, for selv om der er mange kendte sange, kender jeg dem personligt ikke. Men tilsidst ender vi, Jakob Mose og jeg i en John Lennon duet. Jeg fortryder i det øjeblik at jeg er en pige, for John er meget nemmere at synge i den sang. Men mens at jeg ikke rammer tonerne for godt, så rammer Jakob dem værre, så jeg vinder. Så jeg overlever med skindet i behold, og synes egentlig det var en fed oplevelse alligevel. Kareoke er i det hele taget sjovt når alle synger med i baggrunden.

Dagen går og der bliver sat mere normalt musik på og folk begynder at danse og snakke. I vores klasse går en 35-årig grønlandsk tidligere politimand, som ikke taler for godt dansk, og som jeg egentlig ikke just er intresseret i, men jeg må ved et uheld være kommet til at behandle ham for sødt, for pludselig kigger han konstant på mig, og forsøger igen og igen at komme til at snakke med mig og komme tæt på mig. HJÆLP! Jeg laver et taktisk tilbagetog og håber at han forstå pointen og efter 2 timer "Jeg skal lige noget.." hjælper det også. Han var nok bare i lidt for stor stemning. Det er resten af drengene også. Faktisk er der en der på det nærmeste giver mig en lap-dance, hvilket er utroligt morsomt. Heldigvis fordeler han det mellem mig og en anden pige, så det er lige til at tage.

En tredje pige fra klassen bemærker at jeg ikke har været ude og danse endnu (Jeg er en meget elendig danser + genert), og overtaler en dreng til at byde mig op. Ups, taktisk fejl, og jeg føler det ville være for groft at sige nej, så jeg forsøger. Jeg tror desværre at min panik skinner tydeligt igennem, for han beder mig om at smile. Jeg synes jeg smiler, for jeg vil jo ikke så gerne skuffe ham. Men jeg KAN IKKE DANSE! Jeg klumper rundt, og føler mig fantasiløs. Det er meget bedre at se på drengene tosse rundt, eller danse gruppedans end det der. Jeg føler mig godt åndsvag, og for 117. gang i mit liv forpester jeg at en sang varer mere end 30 sekunder. De varer efterhånden pinelige 3 minutter.
Men jeg overlever, Sebastian undskylder sig med en dårlig hånd, takker for dansen og på gammeldags maner kysser min hånd farvel. Det er ikke første gang jeg har fået den afslutning med hånden, gad vide hvad der gør det, jeg mener vi er begge ca. 20 år?

Nå men, så kom jeg da på dansegulvet. Jeg tror jeg får afslået den næste der beder om en dans, håber ikke han tog det for hårdt. Jeg er som altid løbet tør for ting at sige, og er derfor en mere stille person, men synes det er sjovt nok alligevel. Det er langt en succes i forhold til tideligere.

Ligepludselig bemærker jeg at der ikke længere er ret mange personer i stuen, de er alle trukket ud i det lille køkken. Jeg er nysgerrig efter hvad der sker og lister også derud. Det ser enormt hyggeligt ud. Det viser sig at de er på frikadelle rov - cool nok, så kan mine frikadeller spises. Det er måske nok det hyggeligste i løbet af aftenen. Mads forsøger konstant at lokke flere indenfor, for at teste hvormange der kan være i det lille køkken samtidigt, og svaret er overraskende mange. Nu hører det med til historien er Mads køkken er lidt specielt - det er på det nærmeste tapeseret med piger, men jeg fandt ud af at man godt kan abstrahere fra det alligevel.

Nu er det måske på tide at afsløre at jeg har en lille qrush på en af drengene i min klasse. Ikke noget jeg siger til nogen, for han har alligevel kæreste på. Men man har vel lov at være forelsket, stille og inden i sig selv. Lige som flere andre drenge fra klassen kunne man pludselig se hans bryst. Jeg bemærkede det lynhyrtigt, og selv om jeg aldrig kiggede direkte, vil jo ikke være for åbenlys, så var jeg helt elektrisk af hvad jeg skimtede ud af øjenkrogen. Det er sjovt, for sådan var der ingen af de andre drenge der tilnærmelsesvis havde fået mig til at føle. Jeg havde heller ikke været bange for at kigge på dem. Et eller andet sted, er jeg nok den der aldrig kigger så lidt på nogen end den som jeg ikke vil afsløre for at jeg kan lide. Selv når jeg normalt kan lide nogen, føler jeg mig sjælden elektrisk. Det sker kun i de her meget sjældne tilfælde. Jeg tror jeg har oplevet det ialt 4 gange i mit liv. Første gang da jeg var 11 og for første gnag holdt min på det tidspunkt nye kæreste i hånden.
Anden gang da jeg var omkring 16 og ved rent og skært held fik øjenkontakt med en fyr der sad i en bod på et omrejsende tivoli. Jeg havde aldrig set ham før eller siden, men den øjenkontakt gav mig på det nærmeste stød.
Derefter var det i 3.g, hvor jeg også fik øjenkontakt med en fyr som jeg egentlig ikke følte noget for - den var meget mærkelig.
Og nu ved at skimte ham her.

Jeg oplevede også gispet til julefrokosten. Det der sug og svimlen i maven. Det var da vi fik øjenkontakt en enkelt gang. Det var bare zoomm!
Hvor mange gange har jeg prøver det før? Heller ikke for mange.. måske også ca. 4, men ikke med den samme person, og slet ikke på den samme dag, ikke før nu.

Jeg spekulerer ofte over om den anden person føler det samme som mig, især hvis det er den elektriske følelse opstår ved øjenkontakt. Det er som stød, der bare ikke gør ondt, men virker gennem hele systemet, en slags kontakt på trods af distance - jeg håber ikke jeg er den eneste der af og til føler det.
Jeg tror dog ikke at ham til julefrokosten følet elektriciteten, da vi ikke havde øjenkontakt på det tidspunkt, men måske følte han suget senere på aftenen?

Dagen sluttede for mit vedkommende da jeg blev lokket op til fællesdans - det kan jeg noget bedre tage end pardans. Det var meget hyggeligt. Folk var iøvrigt generelt begyndt at gå hjem der.

Jeg kom hjem, sov godt og drømte sødt ;-)