Trætheden er ved at overmande mig, og sengen kalder mere og mere.
Efter en hård, men bestemt ikke dårlig uge, truer mandagens gråtoner lige om hjørnet.
I dag overvandt jeg en af mine "fobier", hvis man da kan kalde det det. I korte træk handler det om en med en sen-hjerneskade, jeg er hundehamrende angst for at komme i nærheden af. Jeg kan fortælle mere om det en anden gang.

Weekenden med far forløb som forventet. Altid skal han skuffe mig og gøre mig rigtig led og ked af det hele. Jeg er fandme så træt af det!!
Så smækker jeg med skabslågerne, så kan jeg ikke rede sengen på den "rigtige" måde, så skræmmer han mig med den æske hvori han fangede en edderkop jeg bad ham om at fjerne. Ikke nok med det, hånede han MIG med at Jan ikke læser længere. Den der hånefulde latter, som han latid har brugt.
Hvad fanden bilder han sig ind???

Jeg har ikke set ham i en måned nu, og da Jan jo har været i Messecenter Herning i dag med efterskolen og opføre deres musical, har han ikke kunnet hente og bringe mig. Derfor blev jeg nødt til at sove ved far, for første gang (i arbejdsøjemed) i flere måneder. Tiden hvor jeg kunne overnatte i Annelises lejlighed er forbi, da hun flyttede sidste weekend. Det har ellers været så dejligt nemt her i sommer, at jeg bare kunne gå derom.

Det er utroligt! Om et halvt år fylder jeg 30, jeg kunne både være gift og have fået 3 børn - på henholdsvis 10, 6 og 5 år. Alligevel skal min far behandle mig som et lille pattebarn, der intet kan selv.
Og det til trods for at han siger at jeg kan mere end jeg tror, og han altid har sagt at vi skulle tro på os selv. Han er misundelig på mine evner, siger han tit.
Hvilke evner??? Ikke de evner jeg anser som gode menneskelige kvaliteter. Nææ, for min far tæller kundskaber, flid og en høj uddannelse kun.
Det hedder ikke at man er dejlig som den man er, men om hvorvidt man er dygtig til ting jeg ikke anser for specielt nyttigt.
For mig er det vigtigste at have det godt og kunne lide det man beskæftiger sig med. At kunne begå sig socialt og vise forståelse for sin omverden og det omgivende samfund.
Han synes også at det er dejligt at jeg kan lide mit arbejde. Men han ringer ALDRIG medmindre der er noget at ringe for. Aldrig for at høre hvordan jeg/vi har det. Han aner ikke hvor meget et lille kald betyder, og han forstod det ikke, da jeg sagde det til ham. Han har nok i sig selv, sin cykling og computeren. Og så er det jo kun ham der lider under for at mor er død. Der er ikke EN ting han ikke snakker om, hvor hun ikke er med på den ene eller den anden måde. Hele tiden. Konstant.
Jeg tror han lider af kronisk sorg. Psykologhjælp vil han ikke have, selvom det kunne være meget nyttigt.

Jeg er SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ træt af det.
Allerede fredag aften gik jeg grædende i seng. Selvom det er så længe siden sidst, så er alt jo ved det gamle.
Det har taget ham flere måneder at fatte at Jan er stoppet med studiet, og da vi kiggede forbi i sidste uge, for at sige at jeg kom og overnattede i weekenden, fortalte jeg at Jan havde fået arbejde.
Hvad sagde han så? - Jamen, det er jo ikke skole!!!
Hvad giver du?
I stedet for at ønske til lykke som min svigermor og glæde sig på vores vegne. Nææ, nej man skal fuldføre det man er i gang med, om man så er så langt nede at man ikke kan fungere psykisk. Ikke en skid gør han for at sætte sig ind i andres sted. Han griner bare hånligt på den sædvanlige ondskabsfulde måde.

Han skal også altid prøve på at splitte min søster og jeg ad. Det kan han bare ikke - dertil er vores bånd for stærke!!
Men helt ærlig? Han er sgu da ikke rigtig klog. Han er jo syg! Har været det i mange år...
Bliver ved med at spørge til lejligheden....om vi kan blive boende osv. Han VED at vi kan bo her ind til august 2005. Og er det også det mest vigtige spørgsmål i den sag? Jeg spørger bare!

Jeg konfronterede ham med at jeg ikke følte mig velkommen derhjemme. Han sagde at det var jeg selvfølgelig. Bare det ikke var hver dag.
For det første skal jeg slet ikke overnatte der hver dag, for det andet så skuffer hans tankegang mig. Hvad nu hvis det HAVDE været nødvendigt at jeg skulle bo hjemme? Skulle jeg så lades i stikken?
Hvad har man sin famile for? At man kan støtte hinanden og være der til enhver tid, er noget af det jeg vil prioritere højt, når jeg får børn. Mine børn skal kunne regne med mig. Stole på mig og vide at jeg vil være der for dem.

Selvom det alt sammen er gammelt nyt, så skuffer det mig ikke mindre hver gang. Han er trods alt min far.