I går skete det så endelig. Jeg fik streget ting nummer 231 ud på min huskeliste. Den dér liste som jeg løbende skriver mere til og skriver over på nye lapper papir fordi den gamle ligger i køkkenet og bliver grisset til af fedtpletter når den fra tid til anden havner oveni forberedelserne til aftensmaden. Den dér liste som jeg elsker når jeg streger noget ud og hader når jeg tilføjer nyt til uden at kunne strege og samtidig finder ud af, at jeg sideløbende med min nye liste har en gammel liste som er faldet ned bag brødkassen. Listen som jeg trods alt ikke kunne leve foruden fordi jeg a. aldrig ville huske at gøre noget og b. aldrig ville få en følelse af at have opnået noget (denne liste indeholder alt lige fra at skulle huske at gøre rent til at skrive en bog. Måske en smule urealistisk, men yderst selvrefleksivt).

Man kunne jo føle sig fristet til at foreslå at flytte det pågældende stykke papir til et mere sikkert sted i huset, men chancerne for at jeg så overhovedet husker at huske er minimale. Derfor altså, ligger sedlen i køkkenet til skue for os alle to og ind imellem streger vi så også sejrsbevidste linier ud og ånder lettet op indtil vi tilføjer nye ting.

I går fik vi så ryddet ud i skabet på Frejas værelse, skabet hvor man finder ledninger, kabler, modem, porte, kontakter, mobiltelefontilbehør, CD-rom'er og sågar en kasse med "gamle" CD'ere.

Inden Morten og jeg drog til Canada gennemgik vi på ægte Fengshui-agtig vis vores fælles loftrum og der viste sig blandt andet at være et par kasser med LP'er i vejen for andre mere vigtige ting. Bøger f.eks. Dersom vi ingen pladespiller har og aldrig får igen, tog vi altså den barske beslutning at rydde ud i det gamle vinyl. Og hvad sker der så? Ja, så ender man såmænd med en ny kasse med musik som man egentlig ikke gider at høre, men som mand jo ikke bare smider ud. Måske får jeg på et eller andet tidspunkt et tilbagefald og hiver min piratkopi med gamle klassiske italienske sange frem.

CD'en som jeg købte i et hedt øjeblik hin eftermiddag på et CD-marked i Moskva. Ja, faktisk det selvsamme sted som kun 5 år forinden gik under navnet VDNH, intet mindre end kommunismens Bella Center. Pavillion efter pavillion med udstillinger af alle de fantastiske ting det sovjetiske regime kunne fremstille. Derefter altså nådesløst kastet i gabet på kapitalismens inkasatorere. Det smukke springvand med hver republik (16 i alt) repræsenteret ved en yndig guldpige siddende i kanten af bassinet var dog stadig intakt.

Men som sagt, italiensk musik indkøbt på vegne af et sprudlende festfyrværkeri af et på forhånd dødsdømt forhold til en italiensk russiskstuderende som boede på samme kollegie som jeg i Sankt Petersborg. Han hed forresten Jurij, opkaldt af sine kommunistiske forældre efter den første russiske mand på månen: Jurij Gagarin. Ham var der naturligvis også en kæmpestatue af ved VDNH- udstillingsområdet.

Så bortset fra et split sekunds nostalgi så får de CD'ere nok lov at forblive henglemt indtil de en dag må aflives til fordel for en ny opfindelse indenfor teknologien vidundere. En chip i vores hoveder som man sender impulser til via en anden chip i vores pegefinger?

Der skulle også vise sig at være andre skjulte og langt mere brugbare skatte hengemt i kasserne i skabet. En æske med gamle disketter hvis indhold jeg i første omgang ikke kunne tage mere seriøst end en håndbevægelse mod skraldespanden. Morten overbeviste mig dog på hans sædvanlige måde om at det måske kunne bruges på et tidspunkt senere. Lidt den samme historie som med hans gamle keyboard der for længst er blevet erstattet af et nyt og nu står og samler støv og optager kostbar plads i intet mindre end Frejas skab. Faktisk så hører 80% af disketterne til det gamle keyboard som ikke virker længere. Vi besluttede derfor at beholde det hele. Resten af disketterne løb vi igennem på computeren og endte med at smide stort set alt ud, pånær en vigtig diskette. En lille sort plastikdims indeholdende en backup fra min gamle computer fra tiden før Morten. Gamle dokumenter om mit liv i 20'erne. Vigtigst af alt: de gamle breve.

Jeg glemte alt om oprydning og fordybede mig i disse glemte juveler fra begyndelsen af mit voksenliv. I et af mine breve fra 1994 henviser jeg i et PS. til en kær ven, at han kan skrive til mig på min nye e-mail. Jeg omtaler dette medie som Guds 8. vidunder; tænk nærmest at kunne kommunikere simultant over computeren. Intet mindre end et mirakel. Nu sidder jeg så 8 år senere og slår en forvirret latter op. Nu er e-mail en så inkorporeret del af min tilværelse, at jeg ligefrem korresponderer via det og ikke andet. Ordet adresse har pludselig fået en ny betydning i mit indre leksikon. Nu får man et punktum med en landekode når man beder nye bekendte om at give et landemærke fra sig.

Brevene går dog også langt ud over min forundring over det elektroniske medie. Jeg sad og læste tanker nedskrevet af en pige som jeg næsten havde glemt. En pige på tærsklen til at blive kvinde. En pige som også er en del af mig og som jeg i stille øjeblikke savner hjerteskærende.

Ærligheden, den uskyldige dumhed og nysgerrigheden. Tre egenskaber som forlængst er blevet hugget ud i sten og nu blot står som mindesmærker og falmer i aftensolen.

Jeg vil ikke tilbage til den tid. Jeg ser frem, men vil bare så nødig se tilbage engang og opdage, at jeg glemte noget vigtigt som nu er forsvundet for altid. Ligesom den tilsandede kirke i Skagen hvis vægge ville efterlade en sky af støv hvis man forsøgte at udgrave den i tidernes morgen så smukke bygning. Vi har dog alle et billede for vores indre nethinde af hvordan kirken må have set ud før sandstorme fra øst kom snigende og langsomt dækkende den smukke hvide kirke til med fine nærmest umærkbare sandkorn. Sandkorn som med årene har hobet sig op og slutteligt efterladt et kirketårn som står majestæstisk i det barske klima, men som også en dag vil forsvinde og forvitre. Sådan huskede jeg pludselig den unge pige, fuld af livslyst og initiativ. Kvaliteter som jeg skylder pigen at føre videre i det liv jeg fører nu.