For din gave på min 30 års fødselsdag.

500 kr gavekort til en butik.

Det var da næsten var meget.

Tror det er den mest gavmilde gave jeg har fået fra dig.
Du havde sikkert også brugt mange tanker på den. Og tid.

Jeg ved dog ikke med sikkerhed hvem den var fra?
Jeg fik en papkasse af mor, da jeg besøgte vores forældre. Den var ikke sendt til mig, men hende.

Der var ikke noget navn på.
Der var heller ikke nogen besked. Intet kort.
Der stod en krydsedulle-note fra mor hvor der vist nok stod den var fra dig til mig.

Var det kun fra dig? Var det også fra din bedre halvdel?
Var det overhovedet en gave?
Var det fra dig?

Jeg så du alligevel havde sendt en sætning til mig for at ønske tillykke over facebook.
Det var jeg overasket over. Der plejer ellers ikke at være nogle beskeder denvej fra.
Heller aldrig rigtig nogle svar.

Sidste år fik jeg ikke en besked, så jeg blev overasket. Jeg ved ikke om det var en god overaskelse.

Måske du er ved at indse, jeg ikke bare kan tilkaldes mere som 'support'.
Sådan fungerer kærlighed ikke. Det er ikke kærlighed.
Især ikke når der ikke er nogen den anden vej.


Jeg tror ikke det var en god overraskelse.
Fordi du stadig lader som om du aldrig har gjort noget forkert.
At du lader som om du aldrig har stjålet fra mig.
At du aldrig har løjet.
At det ikke har været dit mønster.
At dine behov kommer først. Selvfølgelig.
Og hvis vores forældre bliver involveret - så er det jo mig der har misforstået det hele.

Måske jeg misforstår igen.
Det gør jeg jo så ofte, har jeg fået af vide af dig.
Specielt når jeg fandt mine ting hos dig.
Eller når jeg huskede forkert.
Det har jeg jo ofte gjort.

Men tak for ikke at huske forkert af dig, og huske min runde fødselsdag.
Du glemte dog, at du ikke bare lige kan snige dig udenom alle dine svigt med en papkasse og en sætning på messenger.