Kære dagbog.

Så kom der en mail fra virksomheden Meat Market. Virksomheden hvor jeg for en kort periode på knap 2 måneder fungerede som marketings og eventmedarbejder. Meddelelsen kom egentlig ikke som nogen overraskelse, da jeg allerede for en måned siden gjorde det helt klart, at jeg ikke ville fortsætte derude, og stoppede med øjeblikkelig virkning. Alligevel var det med en smule bedrøvelse at jeg læste mailen; 'dermed stopper vores samarbejde fuldstændigt'. Ikke fordi jeg gerne ville tilbage... men fordi jeg havde lagt et kæmpe stykke arbejde i at fastlægge deres fremtidige strategi. En strategi og vision der endte med at blive godkendt blandt investorene. Med andre ord havde jeg en plan som kunne forbedre deres situation betydeligt og samtidig, såfremt det lykkedes, kunne have været min vej ind i en kreativ branche. Et problem lå dog og lurede under overfladen. Chefen. Jeg fejlede stort med at komme igennem til ham. Selvom jeg stod med guldet i handen var det som om, at han kun fokuserede på alle de små ridser i lakken. Med kun 4 ansatte og en enkelt chef over ham (som aldrig var der), var det nemt for ham at designe hele virkeligheden. Det gjorde han så også.

Det var aftalen, at vi begge skulle fremlægge den strategi og visualisering jeg havde lavet. Jeg havde lavet denne strategi inden jeg ovehovedet var blevet ansat. Det var den som gav mig stillingen. Pludselig fik jeg at vide, at han havde fremlagt den, og at det var gået igennem. Det var jo alt sammen meget godt og fik da også en masse ros for det arbejde jeg havde lavet. Ingen vidste dog, at det var mig der stod bag visionen - kun "at jeg havde hjulpet". Det er meget normalt at en chef kan føle sig truet af sine medarbejders kunnen og derfor tager det meste af æren for det. Det var helt ok med mig. Jeg tænkte... Nårh ja.. han er jo ny ligesom mig.. han skal lige "låne" lidt points og det var jo trods alt ham der havde ansat mig i første omgang (3 måneders prøvetid).

Ved jobsamtalen blev det aftalt, at 80% af arbejdstiden skulle foregå med marketing og events, mens 20% måtte gå til butikken, da de manglede resurser. Det var jeg indforstået med. Hertil skulle jeg jo følge visonen og få tingene til at ske.

Første dag på jobbet forløb ok, men allerede her kunne jeg godt mærke hans trang til kontrol. Han havde placeret mig i fælleslokalet hvor han inde fra kontoret bare skulle dreje hovedet en smule. Så kunne han se hvad jeg foretog mig. Dertil var fælleslokalet et sted hvor de ansatte rente frem og tilbage. Et super dårligt arbejdsmiljø at koncentrere sig i. En lidt skuffende betragtning.. men... Jeg havde satme kæmpet hårdt for at komme hertil, så jeg ignorede hans manglende evne til at placere mig i et mere fredeligt rum (som var til rådighed).

Jeg gik straks igang, fandt en whiteboardtavle inde på lageret og stillede den ved siden af min plads. Tavlen skulle bruges til at give overblik. Her brugte jeg den velkendte scrum metode, som klart viser hvor langt man er nået med de forskellige opgaver. Jeg lavede en brainstorm og fik alle de opgaver ned som jeg var bevidst om. Der gik ikke længe og så var hele tavlen fuld af gule post'its... klar til at blive flyttet fra venstre mod højre! Jeg præsenterede opstillingen for chefen som nikkede veltilfreds. Han presenterede mig for en årsplan lavet på et regneark. Det var meget uoverskueligt og havde faktisk ikke den store indsigt i at bruge regneark. Jeg kunne f.eks. ikke se det hele foran mig, så det var svært at danne sig et overblik. jeg var nødt til at scrole ned og hen i det med musen. mange af felterne som han ønskede udfølt syntes jeg var overflødige og i sammenhængen noget infantilt. Det var første dag, så jeg turde simpelthen ikke sige noget til ham... spurgte bare om jeg kunne bruge et andet program til dette, hvilket han svarede ja til - dog med denne tilføjelse at han ville være glad hvis jeg ville bruge regnearket, da han så kunne følge med i hvad jeg lavede. Det var så en aftale og jeg var igang.

De første 3 uger gik godt.. kommunikationen var ok. Jeg fik mange opgaver. Navne skulle læres, Skilte skulle laves, ideer skulle sendes til grafikkeren, og ugetilbuddende skulle ud. Dertil skulle jeg tage telefonen og stå i butikken såfrem det blev nødvendigt. Hertil skulle jeg færdiggøre årsplanlægningen af events og begivenheder. Jeg skulle samtidig planlægge deres fødselsdags arrangement som var lige for døren.

Det blev en god fødselsdag, men havde været noget presset op til dagen. Havde haft et par uoverenstemmelser med chefen, dog ikke noget særligt. Havde arbejdet over for at nå det hele. Faktisk hele 6 timer over den dag. Jeg havde arbejdet på et skilt som skulle udgøre standen for vores konkurrencer. Derudover havde vi før fødselsdagen haft et arrangement hvor jeg også arbejdede på et evalueringsskema. Dette skulle ud hurtigt da folk ellers ikke ville kunne huske eventet (glemselskurven). Jeg var fuldt ud beskæftiget hele fødselsdagen igennen. Programmet var planlagt meget nøje.

Dagen efter fødselsdagen var jeg noget sløv. Det havde været nogle lange dage med masser af overarbejde. PÅ selve dagen blev skiltet rost. Det var over niveau havde chefen sagt! I dag skulle pipen dog have en anden lyd. Nu burde jeg have haft brugt noget mere tid på årsplanen, da jeg ikke var kommet længere på den. Måske skulle jeg alligevel ikke have brugt de 4 timer på det skilt og faktisk havde invisteret disse timer i planlægningen af årsplanen, sagde han med en noget bestemt tone. Vi havde jo aftalt at det var mig der skulle få tingene til at ske! Jeg kikkede noget forbavset på ham fordi jeg ikke forstod hvor den anskuelse pludselig kom fra. Jeg havde jo valgt at fokusere på situationen lige nu og her. Udover jeg ikke havde arbejdet på årsplanen var det også galt at jeg var træt denne dag. Hvis jeg nu ikke havde arbejdet over, havde jeg måske været mere frisk ude i butikken og derved været en bedre oplevelse for kunderne. Lidt måløs nikkede jeg bare og sagde at jeg godt kunne se han havde en pointe. Tog mig en kop kaffe og sundede mig lidt ved bordet. 5 minutter tænkte jeg. Så må jeg jo kikke på den årsplan. Der gik nøjagtig 3 minutter og så blev jeg bedt om at kikke på ugetilbud. Derudover havde han nogle ting han gerne ville vende med mig.. et par personer jeg skulle ringe til. Der gik lige 2 minutter så ringede telefonen og en kunde havde et problem med hjemmesiden. Da jeg havde lagt telefonen spurgte en af butikmedarbejderne om jeg ikke lige kunne tage kassen en halv time.. han ville gerne have pause... og sådan forløb det sig altså den dag.. og mange dage efter.

Tingene begyndte at spænde lidt til derude, og jeg kunne mærke at min egen plan for meat markets succes skred. Jeg kunne ikke tænke og jeg var faktisk en smule nervøs for om chefen nu også syntes at han hørte nook kliklyde fra mit tastatur. Nu havde jeg endda også fået mindre tid. Det var blev aftalt på et møde som jeg ikke var med til, at jeg jeg skulle være i butikken torsdag, fredag og lørdag. Dette betød at jeg kun havde mandag, tirsdag og onsdag til at nå alle opgaverne. nu var det pludselig ikke 20% butik og 80% marketing og event, men derimod 50% 50%. Jeg blev bare mere stresset. Han syntes til stadighed at jeg nåede mindre og mindre og han kunne ikke forstå hvorfor tingene tog så lang tid.. årsplanen burde da være færdig nu.. og de der certifikater måtte sku da også snart være der! tiden gik med at lave ugetilbud og besvare opkald fra kunder. Det kunne han bare ikke rigtig forstå. Grundet hans manglende viden om hvor lang tid ting tager, og hans til stadig mere kontrollerende adfærd - hvilket medførte konstante afbrydelser samt en kritik af mine arbejdsmetoder, blev det mere og mere umuligt for mig at gøre manden tilfreds. Det endte med at jeg til sidst sad med chefens arbejdsmetoder, chefens regneark, og chefens blik bag skuldrene hvert kvarter. Gud fanden om jeg til sidst ikke sad og tænkte: "hvad ville chefen gøre i denne her situation", til trods for at jeg er universitetsuddannet og har læst der i 6 år + . Jeg skulle jo tænke: "hvad ville johannes gøre i denne her situation" - hvor fanden er Johannes henne i alt det her!?

Det endte med en samtale på hans kontor hvor han sagde:

"Johannes... Grunden til at du ikke er nået længere end her til Meat Market er, at du ikke kan få tingene til at ske.. du kan ikke komme ud over kanten".

På det tidspunkt var jeg helt flad. Jeg kunne dårligt sige ham imod. Helt udbrændt tog jeg en kop kaffe og gik ud i haven.Jeg havde været ret sød mod ham igennem denne her periode... men han havde godt nok været noget hård den anden vej.

Et eksempel stod mig soleklart.
En dag havde han bedt mig om at gå ned og banke et skilt i midterrabbaten ved Roskildevej. Det er en hovedvej og det skal man have en godkendelse til. Den opgave havde jeg sagt nej til og også forklaret ham grunden. Det gik imod min ære og overtrådte mine grænser som menneske. Jeg ville ikke lave ulovlige ting men have rene linier. Jeg spurgte ham om han kunne acceptere dette hvortil at han svarede:

"Nej egentlig ikke. Du får din løn for det arbejde jeg siger du skal gøre. Så det kan jeg faktisk ikke rigtig sætte mig ind i"

Nævnte jeg lige at jeg var gået med til en løn som var langt lavere end det jeg burde have.

Igen måtte jeg her måbe noget. Det var ikke mange dage siden at han havde stået og ævlet om hvor godt et arbejdsmiljø han ville skabe og at der skulle være rene linier og det hele. Her stod han så direkte og sagde, at han ikke ville respektere at jeg havde grænser.. At jeg skulle udføre ulovligt arbejde!

Jeg bad ham om selv at sætte skiltet op. ... Det kom sjovt nok aldrig op!

Jeg var ikke meget for at indrømme det.. men projektet med Meat Market havde haft min fulde opmærksomhed og jeg havde investeret mig selv 100% i det. Jeg havde været så bange for at miste det og for at stå uden arbejde at jeg gang på gang havde oversæt/fornægtet hvilken person chefen var. Gang på gang kunne han tyranisere, i større og større grad.

Det er med blandende følelser at jeg tænker tilbage.

- Tænk hvad det kunne have været blevet til, hvis der rent faktisk havde været en som kunne finde ud af at være chef - på den gode måde - den empatiske måde, hvor der er tillid frem for kontrol.

Satme ærgeligt.

Fremtidens handleoplevelser skulle altså ikke starte der.