Kære dagbog.

Under det kolde vand.

Jeg var lige kommet hjem fra arbejdet og sat mig på toilettet. Det første jeg måtte af med var tøjet. For søren en hede i denne her taglejlighed. Mens jeg sad der begyndte roen at falde på og jeg kunne høre samfundets evige hamsterhjul udenfor. Det var så min ledetråd til dagdrømmeri. Jeg kom til at kikke over på bruseren.. måske fordi det var varmt. Det var sku egentlig lang tid siden jeg havde prøvet det. Tanken forekom mig en anelse ubehagelig, selvom det jo kun var 10 sekunder det handlede om. Du vågner op tænkte jeg... Johannes - Du vågner op! Jeg gik hen til bruseren og skruede helt op for det kolde vand. Et par dråber ramte min krop og jeg tænkte; det er sku da ikke så slemt. Tøsedreng! mine tanker tog mig tilbage til barndommen, hvor vi udfordrede hinanden i svømmehallen. Hvem kunne stå i længest tid under det kolde vand. Det gøs i mig. I specifikke situationer er jeg meget sensitiv. Husker de 10 sekunder under det kolde vand som værende 10 meget meget lange sekunder! tilbage til bruseren... vandet ramte min næse og nu var det satme blevet koldt. De første par dråber var bare det vand, som allerede sad i rørene og endnu ikke var blevet koldt. Shit det er koldt det her. Det der skulle til at ske gav mig inspiration. Gad vide om kulden kunne give mig adgang til en anden bevidsthed.. en slags anden dimension? Det pludselige skift af varme. Jeg stod med hænderne op mod væggen og med armene fuldt udstrækt - og nærmest omfavnede det her kolde vand (mærkede kun den kølige luft fra vandet). Du skal igennem! kom så! Det er døren ud af lidelserne! Det er 10 sekunders lidelse for en måske stor åbenbaring. Blev opmærksom på mine fødder. De havde det pænt koldt allerede. Skulle det være, skulle det være snart. Åhh nej.. Jeg plejer at få billeder af det mørke stillehav og hajer, og enorme skummende bølger. Fuck altså! Nu skulle det kolde vand snart sluge mig helt. men måske... døren. min fantasi løb lidt af med mig.. men jeg elsker det. Har evnen til at føle fantasi meget virkeligt. Jeg tog en dyb indånding og gik under; 1... 2...3...
Jeg begyndte at ryste og fik ikke levet mig ind i oplevelsen. Tværtimod gik sekunderne videre 4...5...6..7...
Min bevidsthed lukkede nærmest ned og kun en tanke var bare tilbage. Hvornår rammer jeg det 10'sekund!
Jeg lagde mærke til at jeg talte hurtigere 8..9..10.. årh.. jeg var presset nu. jeg måtte lægge nogle øjeblikke oveni for at ramme de 10 sekunder... 11...12...13... og UD! fat i håndklædet.. og så kunne jeg mærke det. En form for forstærkning af sanserne. Så hverken hajer eller stillehavet for mig (heldigvis). Ej heller en ny erkendelse desværre. Men følelsen af at opleve verden i et yngre skær var der. Inspirationen til en ny tanke var dog kommet. Jeg havde pludselig lidt materiale til udviklingen af bogen som jeg måske... og kun måske.. skriver.

Det var alt for nu