8 år siden
 | Sophie Pødenphandt (Phandt)
MarmortårerJeg sidder tilbage med en følelse, der strammer i brystet, fordi jeg er yderst imponeret. Jeg skal lige samle mig før jeg kan sætte ord på den.
Du tager os med på en rejse gennem Europas byer, men jeg ser også en livsrejse. Moren viser "jeget" verden og til sidst bliver hun nødt til at give slip på sit barn og lade ham klare sig selv. Det virker godt, den måde du implicit beskriver de forskellige byger på, men også handlingen.
"Manden vil fange min smerte på film, men mors arm er fuldt udstrakt, og hun er målrettet i blikket, så jeg vælter ud af mandens ramme. Jeg når lige akkurat at opfange et skær af skuffelse hen over hans ansigt, da kameraet hives hjem uden fangst."
Eller ved hjælp af billedsprog, ville vel være mere akkurat at sige. Det gør oplevelsen malerisk og fængende. En tekst jeg kan læse mange gange.
Vh. Sophie 8 år siden |
9 år siden
 | Ulla Hexibru (heksemutter)
Under den klare himmelhej Theo
du skriver så dejligt, stemningsfyldt med rigtig mange gode billeder til din læser, jeg gled gennem din tekst så det var en fornøjelse, især billederne af far og søns kamp om favoritværdigheden som den vindene cykelrytter står klart, og ja så selvfølgelig styrtet til sidst. Tak for ordene fra ulla 9 år siden |
9 år siden
 | Mikala Rosenkilde (Mikala)
Under den klare himmelGlimrende og stemningstung tekst om den lille familie i sommerlandet. Syltetøjet der sikkert også fik en lufttur, men heldigvis er forældrene mere optaget af deres søns fald end de evt. smadrede glas med sommersyltetøj. Moderens reaktion er så fin. Men ord og hænder der kastes frem. Fine billeder også af den sødt-barnlige far, og sønnen, begge med cyklerytterdrømme (den dag). Dejlig flydende tekst, der fik mig til at dufte omgivelserne, som var det mig selv på cykel på vej mod fyrtårnet.
Mikala 9 år siden |
9 år siden
| Sophie Pødenphandt (Phandt)
Under den klare himmelGod novelle, godt sprog, meget underholdende. Kan godt ane din fascination af Paul Auster. Denne sætningen: "vinden rev i deres ord, hvirvlede dem op i luften og lod dem falde ned på må og få, et enkelt nåede fra tid til anden frem til mig, nogle blev måske hængende til senere cyklister" er jeg meget begejstret for. Det er en oplevelse alle kender, at vinden tager lyden, og her er den meget præcis beskrevet. Hvilket, synes jeg, sker for sjældent. Ali i alt en god oplevelse. 9 år siden |
9 år siden
| Sophie Pødenphandt (Phandt)
GrænselandDet virker på mig som om, indhold og sprog ikke passer sammen. Jeg får indtrykket af, at du vil skrive noget meget filosofisk og dermed ophøjer sproget med mange opbrudte sætninger, som i sig selv ikke siger så meget. Tænker især på sidste afsnit. Tematikken er egentlig meget interessant, jeg er bare ikke hel sikker på, jeg helt forstår udførelsen.
Vh. Sophie 9 år siden |
9 år siden
 | bøllebob
GrænselandTeksten virker desværre temmelig uvedkommende på mig.
Og det er fordi, jeg ikke kan få nogen fornemmelse/sympati for dine personer på den korte tid. Teksten virker også som et brudstykke af en større fortælling.
mvh. Benno 9 år siden |
9 år siden
 | Jytte Black (Lilla Blomst)
Det bankede påHej Theo
Din novelle slutter med et usagt spørgsmål, hvorfor ville han være sin far?? Hvad er det egentlig der sker i din novelle, bagved alt det vi som læser ser?
Har han skaffet sin egen far af vejen kunne man spørge om?
Vh. Jytte 9 år siden |
9 år siden
 | Victoria Wandall
Det bankede påSpændende tvist til sidst. Man ser det for sig og du er rigtig god til at beskrive det hele. Lidt lange afsnit. Et godt råd kunne være at forsøge at koncentrere teksterne, så du får samme essens men med færre ord. KH Victoria 9 år siden |
9 år siden
| Jytte Black (Lilla Blomst)
AnnaHej Theo
Din novelle bevægede mig rigtig meget, og fik tårer til at falde fra mine øjenkroge.
Du fortæller så levende om deres sidste tid sammen.
Jeg har læst lidt af de andre tekster du skriver, du er rigtig god til at beskrive hverdagslivet hos personer og deres tanker, og få mig som læser fanget af det.
Vh. Jytte 9 år siden |
9 år siden
| Mikala Rosenkilde (Mikala)
En mand, der skriver og talerUps. "man fornemmer forfatterens diskrete vanvid". Jeg mente naturligvis hovedpersonens. Ikke Theo-forfatter ;-)
Mikala 9 år siden |
9 år siden
| Mikala Rosenkilde (Mikala)
En mand, der skriver og talerDet er en spøjs tekst. Man fornemmer forfatterens diskrete vanvid og overspringshandlingerne for ikke at få skrevet.
Velskrevet tekst, der ikke rigtig flytter sig spor. Men det gør egentlig heller ikke noget.
Mikala 9 år siden |
9 år siden
| Mikala Rosenkilde (Mikala)
Aftryk - Kapitel 1Hej Theo
Jeg har læst, helt ærligt først læst, så skimmet resten.
Det var jo nok ikke meningen, tænker jeg.
Jeg vil gerne rose dig for indledningen, som er god. Jeg holder af den måde barnet introduceres til verden. Den underlige bagvendte måde, som det beskrives på, er interessant.
- Problemet er at det fortsætter i den der lidt højttravende stil, hvor ordbillederne bliver for gentagende og for drømmeagtige.
Der mangler rent ud sagt en gang krise/konflikt eller bare en eller anden form for retning i historien. Du bruger alle kræfterne på at vise, hvordan forskellige mennesker virker på "jeg". Men det vedbliver kun at være interessant for din læser, hvis du formår at skabe et genkendeligt rum - og at historien du skriver får en udvikling, så din hovedperson flytter sig.
I dette introduktionskapitel trækker du store veksler på din læsers tålmod, fordi historien ikke rigtig kommer igang. Det er enormt synd, for du har en helt særlig pen, og den tror jeg mange gerne vil læse. Du skal bare skabe en retning, så du tager læseren ved hånden og frem for alt med.
Din historie har vel en start, midte og slutning. Der er bakker og dale. Jeg tror at din læser gerne vil have en smag på hvor du mon fører os hen. Allerede i dit første vigtige anslag.
Bedste hilsner
Mikala 9 år siden |
9 år siden
| Jytte Black (Lilla Blomst)
Kaffe og andre tingJeg er ny her og er ikke vant til at give kommentarer, men synes det er en meget spændende og god beskrivelse af pigen/kvindens besøg fra fortællerens vinkel 9 år siden |
9 år siden
 | Theo Thy (John Lemon)
Aftryk - Kapitel 1
Svarkommentar Puha, Sabbath. Det var hårde ord. Men jeg sætter pris på dem alle.
Først og fremmest vil jeg gerne kommentere dit sidste indlæg. Det gjorde mig særdeles glad. Du skulle egentlig ikke have følt dig nødsaget til det - jeg kunne bare have taget mig sammen til at besvare dit første - men tusind tak. Fordi sandheden er, at jeg læste det med det samme. Jeg sagde til mig selv, at her er virkelig noget konstruktivt, jeg for en gangs skyld kan arbejde med, og alligevel skubbede jeg indlægget væk, fordi det gjorde mig ilde til mode. Det er tanken om et projekt, jeg har meget nært, og som jeg har brugt et hav af timer på, blive slået til jorden. Det er en svær balancegang både at håbe på konstruktiv kritik og samtidig sukkersøde, fritsvævende lovord og artigheder, som du selv så nøjagtigt formulerer det. Kort sagt; din kommentar skræmte mig. Jeg har ikke før fået så velbegrundet ris, og jeg er typen, der nemt graver sig ned. Jeg får et rush, når jeg lægger tekster ud, og selv den mest banale ros, gør mig glad, ja, så lidt skal der til, så usikker er jeg hver gang. Nu har jeg fået oplevelsen - eller hvad man skal kalde det - lidt på afstand og har atter fået et smil på læben. Jeg er endnu en gang glad for, at du har taget dig tiden til at give så velovervejet en kommentar.
Og måske skal det hele skrives om - for at vende tilbage til det oprindelige indlæg. Og det vil jeg sagtens kunne gøre. Måske ikke nu, men så senere. Jeg har en historie, jeg selv er rigtig glad for, i hovedet og på et hav af post-its på opslagstavlen, samt en karakter, jeg finder spændende. Hvordan historien skal fortælles, er jeg selv meget i tvivl om, og har været det lige fra begyndelsen. Dette er kun den seneste version. Ellers vil jeg helst ikke kommentere konkret på din ris, men beholde den, ligesom jeg har beholdt dine tidlige indlæg, benytte mig af den. Og forhåbentlig forbedre min historie(r) grundet den.
Jeg har lysten, stadig lysten, og forhåbentlig går din profeti i opfyldelse, selvom jeg på ingen måder går med de tanker. Jeg føler, jeg har fundet en vis stil inden for novellegenren, omend den stadig bølger, men der vil gå lang tid, kan jeg mærke, før jeg med sikker stil vil kunne skrive romanen.
Jeg ved ikke, om jeg har talent, men jeg har arbejdsmoral og lyst, og det er kvaliteter, jeg selv sætter højt.
Det blev også noget af en smøre, og jeg ved ikke, om jeg kom nogen vegne. Men det var godt lige at få det ud. Og endnu en gang tak. Jeg sætter virkelig stor pris på dine ord!
Jeg vil glæde mig til at læse dit essay!
Kærligst,
Theo 9 år siden |
9 år siden
 | Sabbath
Aftryk - Kapitel 1Kære Theo
Hvor du før altid har svaret på mine kommentarer, er du bemærkelsesvis tavs denne gang. Det kan skyldes mange ting, lige fra at ignorere kommentaren til at være lidt brøstholden over dens indhold og retorik.
Hvis det sidste er tilfælde, kan det ikke undre. Der var ikke lagt fingre imellem. Men så vil jeg igen understrege, hvad jeg også var inde på i indlægget, at når du skriver så godt, som du gør, er din situation her på sitet en ganske anden end de flestes. I hvert fald hvad angår min kommentarpraksis.
Mens nogle skal have en lang snor, skal du holdes i kort. Mens nogle skal tages med fløjlshandsker, må du finde dig i nogle bank, når det er relevant. Og det uanset hvad motiverne til det end måtte være – skuffede forventninger, kærlighed gennem tugt, velmenende råd, opbygning af hård hud – ja, evt. noget så lavt som misundelse.
Desuden, når du engang kommer ud over rampen her, hvad jeg bestemt regner med, du gør, og udsættes for de rigtige anmeldere, bliver vejet og vurderet af disse, vil du erfare, at de kan være rene tæskehold.
En ting, der i hvert fald ikke ville yde dig retfærdighed, var en remse af sukkersøde, fritsvævende lovord og artigheder, man – og nu skal jeg være flink – ind imellem ser her på Pennen! Dem kan du ganske enkelt ikke være tjent med.
Dog ved jeg også godt, at forfattere tit kan være mere følsomme og nærtagende end andre. Og i det lys burde jeg nok have brugt noget spalteplads på at fremhæve de kvaliteter i dine tekster, der har fået mig til at udnævne dig til Fyldepennens vel bedste prosaist. Ikke kun i den aktuelle kommentar, men noget der er sket for længe siden og er en vurdering, som stadigvæk holder, på trods af de skavanker jeg ser i dit kapitel her.
Det agter jeg imidlertid at sammenfatte med en generel snak om vilkårene for prosaen på sitet; men da det så meget vel kan gå hen at svulme op og et godt stykke ud over selv en af mine typisk (kvantitativt) voluminøse kommentarer, henviser jeg til et lidt større indlæg under rubrikken Essays og med titlen ”Prosaen på Fyldepennen”, der gerne skulle komme på et eller andet tidspunkt. Måske allerede i morgen.
Det kan du læse, hvis du gider, samtidig med at andre interesserede selvfølgelig er velkomne til at læse med.
Venlig hilsen
Sabbath 9 år siden |
9 år siden
| Sabbath
Aftryk - Kapitel 1Så dukkede det pludselig frem af disen, ned fra galaksen eller op af jorden – alt efter behag – fænomenet Theo Thy. Jeg kendte jo godt årsagen til dit fravær og ventede i spænding. Eftersom du er Fyldepennens nok største prosatalent.
Hvorfor der også er masser af slid og slæb forude, forstået på den måde, at du naturligvis engang med tiden skal havne i boghandlernes vinduer.
Foreløbig sidder man med en smagsprøve i form af et umanerligt, bastant stykke tekst, der, sagt lige ud, gør en stakåndet og udmattet, inden romanen for alvor er startet. Og det skal ikke opfattes positivt.
Det er alt for bombastisk af et første kapitel at være, alt for betonagtigt massivt, alt for forvirrende, alt for smart på samme tid. Så meget af det forkerte, at det ikke er gjort med en let omredigering, et par indgreb i tekstmassen (f.eks. flere indryk i kombination med et opstrammet udtryk).
Nej, jeg kan ikke rigtig se, hvordan det skal kunne reddes i sin nuværende form. Det skal simpelthen genovervejes og skrives om. Der skal kortes af og luges ud. Det skal spændes op på nogle solide strenge, der langt mere er til at få øje på.
Og forfatteren skal, den tid det måtte tage, på smalkost eller en skrap diæt. For min skyld gerne i et trappistkloster med strenge regler.
Der skal ses på synsvinkelteknikken – det for den narrative fiktion så utroligt vigtige element – på tidsplaner osv. Ud med pærevællingen (så man ikke kommer til at tænke på den plagsomt fortænkte Josefine Klougart, hvilket ellers ligger lige for).
Som det ser ud nu, kan man også i den grad være bekymret med henblik på fortsættelsen. For hvordan ville du dog få den hæsblæsende indledning til hen ad vejen at udvikle sig i intensitet?
En god start er nu engang som oftest en moderat start. Læs f.eks. John Williams´ ”Stoner”, der også tager afsæt i barndommen, og læg mærke til hvor enkelt og alligevel med så besættende kraft, det kan gøres. Læseren holdes fast fra første side og ligger søvnløs om natten af forventning til den fortsatte læsning næste dag. Sug til dig af en fyr som ham.
Læs, LÆS i det hele taget. Og helst litteratur, du ikke allerede er præget af. Og find så din helt egen stil. For det vil jeg hævde, du endnu ikke har gjort, selv om du kan virke nok så original, havde jeg nær sagt.
Håber, du har kunnet stå for mosten. For sådan er vilkårene for en med en digter i generne og derfor starter på et højere trin end de fleste. Det forpligter.
God arbejdslyst kære Theo. Og modtag en knubbet, men venlig og velment hilsen.
Sabbath 9 år siden |
10 år siden
| michalik82
Hjem - Kapitel 2 - NattenDu har en god evne til at gøre teksten levende. Jeg blev fanget med det samme. 10 år siden |
10 år siden
| Simone Høyer
Ansigter (fra en togkupé)Det er en rigtig spændende og dyb tekst du har skrevet dig der. Vil gerne læse mere af de tanker du har! Tror vi deler mange af de samme, eller hvem gør ikke det! 10 år siden |
10 år siden
 | Olivia Birch (Humlebi)
Den lille drengHej John
Det er snart svært at finde på nye superlativer til din nye tekst, men jeg prøver alligevel :-)
Du er SÅ god til at male med den brede pensel - episke begyndelser, som i få, men præcise sætninger får indrammet og beskrevet to liv, et forhold, et barn, provinsen. Og med de der sætninger drysset fint hen over fortællingen, som lyser af lige dele dybde, skønhed og (inden for historiens rammer) stor sandhed (eks: "selvom han egentlig ikke havde råd, men sådan er kærlighed jo, man har sjældent råd", "Niels bander derfor indvendigt, det kan han sagtens, sige ét og tænke noget helt andet samtidig, selv i dette øjeblik, men ordene, han siger, går rent ind hos Ann", "vinduerne er ikke længere fine, den mørke regn har sat sig, er blevet tværet ud af vinden og følgende tørret af tidens asymmetriske stråler", etc., etc.). Når roserne nu er uddelt, har jeg stadig noget på hjerte - ikke ris, men et ønske om mere. Nu har du så fint skitseret den lille drengs baggrund og opvækst - så nu vil jeg gerne have den detaljerede, varme, dybe fortælling om ham og hans liv. Med din smalle pensel, som jeg ved maler lige så smukt som din brede. Kan jeg vente mere om drengen fra '89?
Mvh. Olivia 10 år siden |
10 år siden
| Sabbath
Den lille drengHej Thy(r)
Det er jo en velkendt sag, at folk på Fyldepennen kun nødigt giver sig i kast med tekster på mere end ½ side. Det er en skam – også for sitet selv i øvrigt.
I dit tilfælde går man således glip af nogle særdeles gode prosaoplevelser. Som nu denne her, der så varmt kan anbefales.
Jeg skal gerne gentage, at du i den henseende er lidt af en mester i svøb. Du har udgivet en bog på Pennen, og det er fint. Men du skulle måske også få dine ting afprøvet på andre platforme. Det vil jeg da råde dig til.
Venlig hilsen
Sabbath
PS. Undskyld min lille, primitive bodegavittighed i starten! 10 år siden |
10 år siden
| Sab92
Fald, flydJeg har nærmest kun én ting at sige: Wow. Hold da op, hvor er det vidunderligt levende skrevet. Jeg finder det selv noget besværligt at skrive tekster ud fra et barns perspektiv, men det rammer du bare helt perfekt. Selvom teksten var noget trist; et barn der græder meget, faren der virker uden det helt store overskud, de sammenbidte dialoger mellem morfaren og farfaren, og moren og mormoren til sidst - virkede det alligevel dejligt at læse :) 10 år siden |
10 år siden
 | Gaia Liv
En mand, der skriver og talerÅ, jeg kan li' den. Det finurlige, den bagvendte logik, mennesket, der prøver at skabe mening. Og de helt urimelige ting, som når ordene skubber ham ned på gulvet.
Den kan bruges til at fortælle!
Vh
Gaia Liv 10 år siden |
10 år siden
 | Lars Sørensen (Navajo)
En mand, der skriver og talerFantastisk idé med uanede muligheder! Temaer jeg ser dukke op er; ensomhed, afmagt,
desperation, isolation m.fl. Plads til mere humor dog, om man antog en lettere kynisk fortællestil og ikke mindst en mere værdiladet vinkel.(Forfatterens holdning til sin karakter) Han skal klædes af, klædes på og klædes ud!. Jeg vil vide noget om hans baggrund og hvad der driver ham udi i dette absurde vanvid. Han er gådefuld, men dog troværdig alligevel.
For kort til at være en egentlig novelle i traditionel stil. Jeg savner mere miljøbeskrivelse, der kan danne ramme om fortællingen. 10 år siden |
10 år siden
| Olivia Birch (Humlebi)
En mand, der skriver og talerHej John
Igen-igen: mere end velskrevet og meget fokuseret novelle. Interessant måde at beskrive den kreative proces på; en efterhånden uadskillelig treenighed, bestående af mand, diktafon & sine tekster. Og så er "ømt korpulerende stankelben" en sært poetisk sætning :-)
- Olivia 10 år siden |
10 år siden
| Theo Thy (John Lemon)
Fald, flyd
Svarkommentar Hej Simone,
Tak for kommentaren. Faktisk er begge tekster, du har kommenteret på, noget jeg fortsat arbejder på, så det glæder mig at få et par ord med på vejen :) Godt at du bliver revet med, der findes ikke noget bedre end at blive revet med, foruden måske at få at vide, at man river andre med!
- T 10 år siden |