Jeg er ret glad for det her digt. Det giver nogle fine billeder på nethinden - det indkredser ret præcist en stemning.
Forslag:
Hvis det kun er 'larmen der er i live' kunne man måske prøve at arbejde mere lyd ind i digtet?

mvh Neon.

'timens grønstængte mørke' - er det billede der for mig er digtets stærkeste.
Kan også godt lide 'et asylum for flere skygger' - men vil man på dansk ikke sige ' et asyl for flere skygger' - er asylum ikke et engelsk udtryk?

Anyways, fint digt.

mvh Neon

De to første linjer er fantastiske - de to næste holder i min ydmyge mening slet ikke de to førstes høje niveau.

mvh Neon

Super fint digt.

Jeg kan rigtig godt lide opbygningen f.eks. at en farve indgår i hver strofe – blå - gul - brun. Jeg kan egentlig godt lide bruddet med rytmen og det punktum du får sat i sidste strofe med ordet 'rollefordeling' - og alligevel ved jeg ikke helt, om jeg synes det fungerer. Det er som om det poetiske og subtilt billedskabende bliver brudt her.

mvh Neon

Jeg har lige læst en håndfuld af dine digte. Jeg synes de er gravide med betydning og ordbilleder. Rytmen er hårdslående og ordene er efter en, som hvæssede kløer. Skide godt.

Digtet minder mig om et Oscar Wilde citat: The ugly can be beautiful. The pretty, never!

Meget fint!

Blodig, bizar, overraskende og velskrevet - som alt fra din hånd. Jeg elsker at du trækker på alle aktuelle tendenser fra reality TV, paparazzis, de kulørte blade til helse kost og lidt socialrealisme. Det er samfundssatire på højt plan.
Jeg tror, jeg identificerer mig lidt med Judith - jeg kunne godt blive sådan en spidstandet babyspisende voyeurspinster som har fuldstændig styr på Peter Frödins grilludstyr og Iben Hjejles lingerie kollektion... øhh apropos mit søvnløse ophold i vindueskarmen kl 06.30 Sankt Hans nat.

Det lyder som en hel survival kit, som kommer alle sanserne rundt. Og det med sanserne er det fineste ved dette digt. Jeg hører, lugter, smager og mærker det - og er sikker på, at summen af disse elementer; visheden om at nogen står én så nær, at de kender alle disse præferencer, det vil helt sikkert opmuntre!

//Neon

Jeg tilskriver mig de ovenstående roser - du skriver fortræffeligt, flydende og lækkert. Der er fart over feltet - og hele scenen er tegnet med sans for satire og det komiske. Jeg kan se det for mig.
Plotmæssigt, så slår muldvarpen ihjel med forgiftede østers - man kunne argumentere for at det kun er held, at det ikke rammer mere af selskabet. Men et sådan udfald kunne selvfølgelig også i muldvarpens øjne være 'collateral damage' eller ligefrem en bonus. Du skriver i en af svarkommentarerne at intentionen er, at man som læser skal gætte, hvem af de otte, der er muldvarpen. Men så forstår jeg ikke, at du skriver "Muldvarpen rejser sig med de syv andre gæster" - og så nævner du gæsterne (7 styks) i teksten ved enten navn eller titel (så vidt som jeg kunne tælle). Det kan godt være, at det bare er mig som fatter hat, men mener du, der er et overlap med en af de navngivne og muldvarpen, eller er det fordi hele scenen refererer til en eksakt historisk begivenhed, så det er WW2 viden man testes på? - Anyways, gættekonkurencer er ikke lige min kop te - ej heller WW2 litteratur (og måske er jeg så slet ikke målgruppen).

Navnene og de omstændelige titler gør teksten virkelig tung at læse. Og jeg forvekslede på et tidspunkt Proooobst og troede, at der havde sneget sig en slåfejl ind i skålen 'prost'.
Mit kritiske helhedsindtryk er at teksten føles lidt for konstrueret, lidt for anstrengt - og ja, jeg leder også lidt efter intentionen som Bo, og hvis den går ud på sådan en who-dunnit gåde, så er det ikke helt tydeligt nok. Men måske er den en slags WW2 sudoku for WW2 nørder?

Der er nogle rigtig gode billeder i denne tekst - men måske du skulle arbejde mere med formen - du kan eksempelvis bruge ordenes rytme og gentagelser til at understrege det trivielle i processen og så eventuelt lade det accelerere i tempo til det punkt, hvor vandet er koldt og rødt. Man kunne næsten skrive det kartoffel for kartoffel - du har i hvert fald et fedt udgangspunkt for at eksperimentere med formen.

//Neon

Fin lille tekst. Jeg kan godt lide anslaget som forleder læseren til at tro at det er en positiv tekst - 'Jeg sidder i min vindueskarm, der står en blå viol ved siden af mine tæer.' - og derfra spirallerer det helt ned i et mentalt sort hul.

'Der er bare ét enkelt hårstrå tilbage på mit hoved. Jeg hiver det af og skriger, fordi forandringen smerter, men der er ingen, som hører det.' - smukt.

Jeg synes dog du skulle have stoppet den efter: 'Jeg ville ønske, der var en, som gjorde det for mig.' De to sidste sætninger forfladiger det hele en smule - men det er bare min subjektive mening.

//Neon

Hej Marie,

En tekst med en fin fortælling og et godt flow. Som jeg læser det er løbeturen måske både en konkret løbetur, men måske også en metafor for, at HP er på vej i sit liv, der er fart og retning - da hun pludseligt, hårdt, brutalt - og ganske uventet 'løber panden mod en mur' - en ulykke, sygdom, hvad ved jeg. Igen kan det forstås både på et konkret plan (hun falder om med et hjertetilfælde) eller det kan forstås som 'faldet' som en metafor. Det er på den måde en ret avanceret tekst.

Min eneste kritik vil være at teksten har en tendens til at tippe over i patos - og billederne, får et anstrøg af kliché. Eks. billederne fra det liv hun ville have levet som hun ser for sig bliver lidt floskeltunge. Her kunne det måske hjælpe at zoome helt ind på nogle konkrete detaljer, som skubber teksten ud af det klichétunge billede af eks. 'en gåtur hånd i hånd mod solnedgangen med sin elskede'.

Virkelig smuk og gribende titel. Jeg synes dog ikke helt du formår at bringe følelsen af den håbløshed og afmagt, der skal til for at ty til så drastisk en handling, ned i teksten. Ordene har en fart og en lethed, som gør, at jeg ikke føler alvoren, afmagten og håbløsheden komme ind under huden. Mit bud er, at der skal mere beskrivelse, mere miljø med, som gør at man kan se skarpe og gribende billeder for sig. Jeg tror der er mange komplicerede faktorer, som leder op til et så dramatisk selvmord - og der er mange flere følelser i spil, vrede er kun en af dem, hvad med æresbegrebet, som helt klart er en voldsom driver i lige netop denne kultur?
Jeg kom dog med det samme til at tænke på den fotoudstilling som er lige nu i Øksnehallen - der er blandt andet en serie, som omhandler arbejdsløshed i Algier - her findes voksne mænd, som skærer i sig selv, for at føle at de lever - et fænomen som kun tilskrives teenagepiger herhjemme. Der er i det hele taget nogle stærke og gribende historier at hente dér!

Jeg kan dog rigtig godt lide den sidste sætning "...inden flammerne befrier mig for smerten".

//Neon