Hvor er det bare et fint digt, meget atmosfærefyldt. Jeg får nogle meget klare billeder fra skoven på min nethinde. Det er nogle fine ord du bruger til at beskrive det med. På en måde føles det realistisk, på en måde er det som om det du beskriver kunne være et sted fra et gammelt sagn eller et folkeeventyr.

PS. Skøn titel.

(det var det eneste jeg ville tilføje, men kan ikke få lov at publicere en så kort kommentar, så nu skriver jeg dette her også og så håber jeg, det glider igennem ...)

Hej Emily,

Jeg bliver i godt humør af at læse din profiltekst! Dejligt at du har fået skabt sådan et rum for dig selv med pen og papir.

Med hensyn til din tekst, er jeg meget enig med hvad Polina skriver. Dejlig tekst. Synes det virker som om du skriver meget ægte og har en masse stof inde i dig, som bare skal foldes ud og det er jo bare skønt. Jeg nyder også, når du, midt i billedsprogene og de storladne toner, ind i mellem bliver helt enkel og konkret: ”Hun underskylder sin forsinkelse.”

Et par forslag til formmæssige ting du kan lege med, hvis du skulle få lyst:

Eksperimentere med at forenkle det enkle endnu mere og variere længden af sætningerne lidt. For eksempel ændre:

”Hun underskylder sin forsinkelse, men jeg fejer hendes undskyldning til side og fortæller hende, hvor glad jeg er, for at hun er her nu.”

Til:

”Hun undskylder sin forsinkelse. Jeg fortæller hende, hvor glad jeg er, for at hun er her nu.”

Jeg kan godt lide at du bruger lange afsnit, uden en masse linieskift. Det giver en dejlig vægt. Det giver dig også mulighed for ind i mellem at variere med at lave helt korte afsnit. Prøv for eksempel at se, hvordan det føles, hvis du gør sætningen ”Tanken om hende.” til sit eget enlinies afsnit omgivet af to lange afsnit. Nogle kan lide den slags, andre synes ikke det passer til deres stil.

God skrivelyst!

Bedste hilsner, Morten

Hej Anasticia,
Det er virkelig meget kraft i sproget her. Meget stemning. Der er nogen, der har noget på sinde. "Vi kom til verden i en urne." Jeg synes sætningen er sand, før jeg begynder at prøve at forstå den konkrete betydning. Jeg kan godt lide, at du benytter dig af det sanselige og det konkrete og ikke forfalder til logiske forklaringer, budskaber, etc., etc.

Bedste hilsner, Morten

Haha, ja! Fedt! Masser af energi i hvad der jo faktisk er en lang sætning. Den bliver ligesom bare ved med at holde kadencen hele vejen igennem. Jeg synes det er befriende med en insisteren på at sige fra og kræve sin ret til at være en impulsstyret zombie - et oprør med tidens mere eller mindre implicitte normer, så det er fedt. Jeg synes næsten det er synd, at jeget så punkterer sit eget oprør til sidst med "mens jeg håber du for alt i verden ikke kigger forbi og gør mig følsom" i stedet for at stå ved det hele vejen igennem. Det kunne bare slutte med "som husker at smile og rose mig for ingenting."

Bedste hilsner, Morten

Hej Camilla,

Det er en smuk, sørgmodig situation, du får beskrevet her. Jeg kan godt lide, at du tør søge ind i det lavmælte og stille og dvæle ved det og beskrive det grundigt. Der er ikke nogen dramatisk ydre handling eller voldsomme armbevægelser, men der er alligevel masser af drama og du formår at formidle alt det usagte der er på spil i denne (næsten) tavse og uforløste relation. Det er underligt … på en måde får vi mest at vide om jeget, som er alene, vi får nogle mulige svar på, hvorfor hun er alene – og mandens nysgerrighed er vendt mod hende. Men min nysgerrighed er af en eller anden grund meget vendt mod ham – hvem er han, hvilken type af menneske, hvordan er hans forhold til hans kone, osv. Jeg får fornemmelsen af, at der gemmer sig en rig, spændende karakter her. Jeg ville gerne lære ham at kende.

Bedste hilsner, Morten

Hej Niels,

Spændende kortnovelle. Jeg synes du har et meget stilsikkert sprog, særligt med en god og tryg rytme, som flyder hele vejen gennem teksten. Det virker meget ubesværet. Jeg bliver nysgerrig efter om det er kommet til at være sådan gennem hurtigtskrivende flow eller grundig redigering (?).

Synes også du er god til at veksle mellem de forskellige niveauer, hvor vi nogle gange får hvad der sker lige nu og her og hvordan omgivelserne konkret ser ud og hvad hun gør og andre gange får zoomet ud og skiftet perspekt – tilbageblik omkring søsterens død. ”Tiden efter Emmas død var et liv uden lyde” er bare så fin en sætning – hvis du kan søge ind i dig selv efter den del af dig, som udtrykker sig sådan tror jeg der kunne komme rigtig spændende ting ud af det.

Prøv evt. at se hvad der sker med teksten, hvis du i stedet for at skrive ”De sagde ikke at det var Amalies skyld, det med Emma. Eller det modsatte” bare skriver ”De sagde ikke, at det var Amalies skyld.”

I forhold til kritik vil jeg sige, at jeg synes du til tider balancerer på kanten af kliche og overforklaring – og til andre til tider formår at hæve dig op over det og det bliver nært og personligt. Som eksempel på det første synes jeg introduktionen til Amalie bliver en beksrivelse, ikke af et unikt menneske af kød og blod, men af en generaliseret type – den frygtdrevne tolvtalspige, som opretholder en facade af perfektion for ikke at komme til syne i verden. Det er lidt synd.

Men det er stærkt skrevet og jeg synes du får fortalt rigtig meget historie her på kort tid uden at det på nogen måde føles forhastet. Fedt!

Bedste hilsner, Morten

Hej Polina,

Spændende! Der er masser af stof i novellen og der er tydeligvis meget på spil på en eller anden måde, mange aspekter af både den mandlige og kvindelige karakter. Jeg synes man får fornemmelsen af at der eksisterer en langt større virkelighed her end det som vi lige få indblik i i novellen og det er jo stærkt.

Det er også en spændende struktur, som virker sådan lidt mosaik-agtig på den måde den er fortalt i fragmenter og med de skiftende perspektiver, nogle gange ham, nogle gange hende. Jeg kan også godt lide at ja, han følger efter hende og det er vores vej ind i teksten, men at det ikke kun handler om det, at det også handler om, at der er en langt bredere karakter i ham, at det ikke bliver en endimonsionel fortælling om en mand, som har en besættelse af en kvinde.

Da kvinden der banker på træder ind i historien, bliver jeg nysgerrig efter hvem hun er, men så ender det med, at han bliver spærret inde … jeg har næsten mere lyst til at teksten ikke skal skride fremad på den måde at, nå ja, så endte han der, men at man bare får lov at opleve deres verden gennem tekstfragmenterne – han følger efter hende, det er et fragment. Han har noget med det billede, vi forstår ikke nødvendigvis helt hvad, men vi er der, det er et andet fragment. Kaktussen, osv. Der er plads mellem fragmenterne snarere end fremadskridende plot, vi må selv få en helhed ud af dem.

En anden ting jeg savner lidt er at få lov at komme tættere på. Noget af teksten kan føles lidt som om vi hører om ham, hører om hende. ”Når han gør sådan og sådan …” Det er lidt som en omtale og nogle gange med et sprog der bliver lidt for analytisk eller abstrakt og kommer til at skabe en distance til stoffet. Synes det kunne være fedt, hvis det blev med endnu mere fokus på det konkrete, sanselige i situationerne, så det bliver mere ”hvordan ser virkeligheden ud gennem karakterernes øjne, hvordan føles det at være dem?”

Håber det giver mening. God skrivelyst.

Bedste hilsner, Morten

Hej Elisabet,

Så blev jeg nysgerrig efter at se hvad du havde liggende herinde og det var jo en fantasy-tekst og det er jo ikke dårligt!

Det er tydeligt fra starten af du virkelig har en god fantasi, at der er masser af stof inde i dig, som du brænder efter at fortælle, og det er jo skønt at mærke som læser. Jeg kan godt lide det basale setup, hun skal møde dronningen og hun har brugt lang tid på at gøre sig klar – og pludselig melder en gæst sig. Masser af mulighed for drama, helt sikkert en historie at fortælle.

Navnene er vigtige for atmosfæren i fantasiuniverset og jeg kan godt lide dine. Rugl. Ihna. Akata…

”hun havde overlagt sin fortid til vandtågen Ihna” – her bliver jeg lidt forvirret. Hvad betyder det at ”overlægge sin fortid”?

Jeg kan godt lide, når du giver dig tid til at beskrive tingene, for eksempel beskrivelsen af hende selv. Dog synes jeg godt du kunne bringe noget mere personlighed, nogle unikke karaktertræk ind i beskrivelsen af hendes udseende … den bliver lidt for generel for mig og der kommer ikke så stærke billeder på min nethinde. Røde læber og mørke øjne, det er fint, men giv mig også noget mere specifikt om hendes ansigt, noget der kendetegner lige netop hende.

”Glymas mode havde i generationer fastholdt traditionen for mange lag.” Så fint.

”El for søn og An for datter.” Igen, meget fint. Du har nogle virkelig gode observationer fra dit univers, det skabe fine nuancer, troværdighed.

”Blodmagi.
Forbudt magi.”
God rytme, med linieskiftene her, fungerer rigtig godt.

Din fantasi og indsigt i din verden er en styrke, men pas på med at du ikke kommer til at overvælde din læser ved at introducere for mange nye elementer for hurtigt, det kan være svært at tage ind i det tempo. Der er dronningen, så er der Ihna, som jeg ikke kender, de Officielle, hm, hvad betyder det mon? Navne på riger, er det nogen jeg skal huske, dragen Elan, noget med en aura og en forbindelse til et andet væsen, en manitar, ordbinder, en familiemaske, vandsprog, jordsprog, etc., etc. Her i første kapitel er det fint bare at give en lille flig – et hint, en antydning, som gør læseren nysgerrig efter at lære mere, som så kan komme lidt efter lidt i de næste kapitler. Det spændende ved at læse er jo også tanken om alt det man har til gode!

Og så til sidst en rent praktisk bemærkning: Jeg har det på den måde at lige meget hvor spændende en historie er, så synes jeg over 5000 ord er meget at læse på en computerskærm og i Fyldepensformat – sad jeg med et print eller en bog ville det være noget andet. Længden på kapitlet er derfor fint til din færdige historie, men måske du kunne overveje at dele dine kapitler op i et par underbidder til din publicering på Fyldepennen?

God dag og god skrivelyst.

Bedste hilsner, Morten

Wow, ja, det er virkelig fin tekst. Jeg kan specielt godt lide dine beskrivelser, den i starten, den måde du tager dig god tid til at skildre hvordan han falder hen og de følgende linier ned til replikken, og også sætningen med de 40 års leg, som både er en konkret beskrivelse og også fortæller en masse om fortællerens farfar på samme tid. Virkelig godt, det må jeg sige. Håber du får skrevet en masse.

Jeg synes det er en god pointe Niels har ovenover med at det kunne være spændende at se dig skrive noget med noget konflikt i – og måske folde det ud i en lidt længere tekst.

Bedste hilsner, Morten

Hej Polina,

Hm, spændende. Hvor skal man næsten starte? Jeg synes der er noget med rytmen der fungerer godt, det er de der korte afsnit der gør det, som står i kontrast til de længere – ”Bare sig pyt”, ”Man kan se himlen herfra”, etc. Det fungerer også ret fint, de sætninger du har med henvendelser til læseren, den måde man bliver inddraget i stoffet på.

Selve indholdet … det er jo mere en miljøbeskrivelse, en slags impressionistisk indtryk, end en novelle som noveller er flest med karakterer, der driver en situation fremad. Der er lidt Handmaid’s møder Salvador Dali møder George Orwell.

Der er en forladthed, mennesket glimrer ved deres fravær både bag ruderne og hvis de gør noget de ikke skulle gøre og forsvinder. Det er ikke en verden hvor ting bliver forklaret for en, man skal følge de regler der er uden nødvendigvis at kende dem (den bedste måde er måske at gøre som de andre og ikke stikke ud). Det er godt beskrevet. Og så er der manden, som er ved at stjæle en arm. Hm, det er et brud på resten … det ved jeg ikke helt hvad jeg skal lægge i, det samme med kropsetuiet.

Skulle jeg komme med noget kritik ville det være noget med intentionen i teksten – det er okay at lave en tekst der står åben, men så vil jeg som læser gerne føle mig kaldet til at fortolke den, til at fundere over de spørgsmål den stiller – her hælder jeg til ”bare” at tænke: OK, en mand der stjæler en arm, et kropsetui, det er en beskrivelse af det, that’s it. Jeg synes ikke jeg føler mig kaldet til at fundere over hvordan det står i relation til resten. Jeg ved ikke helt hvordan det konkret skulle gøres.

En måde at arbejde videre på (hvis du da gerne vil det) kunne måske være at tænke: OK, det er stedet, miljøet, universet der er hovedelementet i min tekst. Hvordan kan jeg gøre det til en karakter der har en hensigt? En der vil mig noget, vil fortælleren noget, vil læseren noget? Jeg kommer, af mangel på bedre eksempel til at tænke på LOST, ved ikke om du har set den serie – men her får man fornemmelsen af at øen har sin egen personlighed, at den har en hemmelighed den sidder på, et ærinde der skal udføres, at den bliver en karakter i sig selv ligesom de personer der indgår.

Sætningen ”Byen åbner sig i stadier” er jeg lidt pjattet med, den er for mig at se den stærkeste sætning i teksten. Den er enkel, men den indeholder på en og samme tid en konkret sansning og en refleksion over denne sansning, en strukturering af det stof den tager ind – stadierne er jo et produkt af beskuerens måde at forholde sig til byen på – og så har den en vis poesi over sig. Jeg tror jeg har læst en tekst i dansk engang med en beskrivelse af en storby, hvor der stod noget med ”byens vertikalitet”, det er lidt det samme. Det kunne være fedt med mere af den slags for jeg synes tekstens stof kalder på en blanding mellem de enkle, nære beskrivelser som du har en del af og så at søge grænserne i sproget, når den nu gør det i indholdet – gøre det refleksivt, billedrigt, på kanten af det abstrakte, suggestive - men det skal selvfølgelig kun være hvis det inspirerer dig selv.

Nå, det blev måske lidt vævet, men håber du kan bruge det alligevel. God skrivelyst og god weekend.

Bedste hilsner, Morten

Hej Peter,

Det er en godt skrevet novelle. Du har en god fantasi og jeg kan godt lide dit sprog, som har en god, ind i mellem drømmende, ind i mellem lidt rå kant som passer godt til stoffet og din måde at flette forskellige fragmenter ind i en sammenhængende tekst. Der er uden tvivl mange gode historier i dig.

Min største anke med denne her er, at jeg kæmper lidt med dramaturgien og med at mærke jeget. Han ser sin elsker forsvinde og er efterladt alene med at skulle fordøje indtrykkene – han ved ikke, skriver du, hvad han skal gøre med følelsen. OK, det er spændende. Der ligger noget konflikt og lurer her, der gør mig nysgerrig – hvordan vil det udfolde sig? Vil hans følelser gå fra tiltrækning til skam, vil han få sig overbevist om at det ikke er noget alligevel? Vil han se på sin far på facebook og vil det få alle de svære følelser omkring ham til at vælde op?

Dernæst får du beskrevet en tilstand af distraktion og en form for rastløshed, en drømmende distance: Fragmenter af virkelighed, cyberspace, film – det er godt beskrevet og det fungerer godt som første fase i hans måde at fordøje sine indtryk på (dog synes jeg referatet af filmen bliver lidt for langt og upersonligt). Jeg kan også godt lide den måde du bruger drømmen og hans tilbagevenden til virkeligheden.

Men: Jeg ville rigtig gerne have at det hele blev forløst lidt mere. Jeg savner at jeg kommer til at mærke jeget igen, som jeg kunne i det første afsnit, og komme lidt længere ind i den konflikt der lægges op til. For ja, der er noget tiltrækning, fortæller han, hede minder, men hvad vil han stille op med det? Det er OK at han er frakoblet og distanceret et stykke tid, men jeg ville gerne have et eller andet fra ham på et tidspunkt, så han ikke bare bliver hængende der.

For eksempel kan jeg slet ikke mærke ham i slutningen, som gør mig lidt forvirret. Hvad gør det ved ham at han kommer til at tænke på det Marcel sagde? Det er jo en meget fysisk tilgang til deres forhold, modsat hans eget drømmende univers … og det virker som om det er fremmed for ham og det ikke rigtig rører ham, men tidligere har han jo beskrevet en lidenskab i forhold til Marcel også i forhold til det fysiske? Det gør mig i tvivl om hvor han er henne og det gør det svært for mig at forstå hvor han er henne, hvilket jeg ellers virkelig gerne ville … jeg ville gerne inviteres længere ind i hans tvivl og hans smerte.

Håber det giver mening. God skrivelyst!

Bedste hilsner, Morten

Hej Katrine,

Dejligt at se at du har gang i skriveriet.

Du har valgt et emne, som må ligge dig dybt på sinde – og jeg synes derfor også det kan være lidt svært at kommentere, fordi det er så personligt stof og dermed måske også meget følsomt for dig. Men, det være sagt, så vil jeg sige at jeg synes at det anskuet som skæbnefortælling, som prosatekst har nogle dragende elementer. Så snart jeg får et glimt af hvad det handler om begynder min hjerne allerede at skabe et billede af to sjæle, to tvillinger, tætte, med en nærmest telepatisk forbindelse, som på trods af at de på sin vis er identiske alligevel har fået så forskellige lod her i livet, det svære der må være i det, og at det på en eller anden måde også sætter dem ud på hver deres vej, hvor de må forholde sig til deres forbindelse og den adskillelse der måske også vil komme. Jeg ved det ikke, men hvordan du end vælger at gribe det an er jeg sikker på du kan skrive noget rørende, sørgmodigt og smukt om det.

Nå, alt det skriver jeg inden jeg overhovedet har læst mere end fem linier. Selve teksten, here we go:

”Min telefon der lyser, etc.” Ensomheden og dog denne symbiotiske kontakt gennem mørket. Fungerer rigtig godt.

”Der er noget ubamhjertigt ved alt det lys…” Rigtig godt.

”Jeg ved ikke, hvad det er…” Hele afsnittet – ind i mellem synes jeg din rytme bliver lidt for staccato-agtig med lidt for korte sætninger, det bliver lidt for abrupt og bryder med tekstens stemning synes jeg. Du har en smuk musikalitet i dine sætninger, når du varierer længden, det ville jeg gerne have noget mere af. Det er særligt i dette afsnit, men også rundt omkring her og der ellers.

”En aften går strømmen…” Jeg kan godt lide at hun er ude i mørket, ude i skoven. Men på dette sted i teksten oplever jeg at der sker et brud, sådan at den ramme falder for meget væk og de følgende fragmenter kommer til at stå lidt for … ja, fragmenterede. Jeg ville foreslå at prøve at binde dem mere sammen ved gennem hele teksten at få skovsituationen flettet ind med nogle sansninger mellem de flashbacks. Jeg tror måske du kan styrke sammenhængskraften og flowet på den måde.

” En aften går strømmen. Stine er bange for tordenvejret. Det er et lyn, der slår ned, og himlen var mærkeligt gul, da vi legede ved sandkassen. Jeg står under bruseren, og Stine giver et skrig fra sig i stuen, da det første skrald kommer. ” Her mister du mig - de er ved sandkassen og dog i bad/stuen…?

”Jeg mærker det mørke sidde i halsen” Godt.

”Det er ikke mørket, vi er bange for.” Jeg synes energien dør lidt i den sætning. Det er som om du aflader spørgsmålet ved at give en del af et svar – måske bare lade spørgsmålet stå åbent? Så kan man jo læse det som om de følgende kapitler vil beskæftige sig mere med deres frygt (det ved jeg ikke om er tilfældet).

Fortsat god skrivelyst.

Bedste hilsner, Morten

Hej Lene,

Det er et spændende projekt, spændende emne du har fundet, som helt sikkert kan blive til en god historie og også sætte en masse af de ting der sker i vores samtid i perspektiv.

Du skriver klart og flydende og det virker som om du har arbejdet dig godt ind i den verden du gerne vil skildre og det er jo rigtig godt. Jeg bliver nysgerrig efter at følge historien om hvordan vi kommer herfra og (i selskab med Anna antager jeg) ind i centrum af kvindebevægelsens udvikling.

I forhold til det rent tekstuelle, så kæmper jeg lidt med at det jo i udgangspunktet er en scene, hvor Anna sidder og broderer, og der knyttes nogle overvejelser om lykken på dette, men derfra synes jeg det kommer til at føles mere som et referat af en historie end historien selv, hvor vi får en masse baggrund at vide, som kommer til at virke lidt distanceret og fjernt på mig – og jeg synes der kommer for mange oplysninger om hendes baggrund til at jeg rigtig kan mærke dem. Der er for meget ”tell” og for lidt ”show”. Det er rigtig godt at du kender hendes baggrundshistorie, men som læser vil jeg hellere kunne mærke Anna i en konkret situation end kende særlig mange detaljer af hendes biografi, i hvert fald til at starte med.

Det som jeg synes er rart at vide er at hun er 19, har svært ved at finde sig til rette i sin situation og til at fatte interesse for de mænd der kommer i hjemmet og at hun godt kan lide at trække sig tilbage fra verden og læse. Hende kan jeg godt lide! Jeg vil gerne tilbringe tid sammen med hende, lytte til hvad hun har at sige og se hvordan hun opfører sig – og i forhold til den videre historie fornemmer jeg, at der er en masse dramatisk potentiale i hvordan hun får forløst sig selv og finder ud af hvem hun egentlig er – for det er som om hun har brug for at være en anden eller gøre noget andet, for at finde sig selv.

Så, hvis jeg skulle givet et konkret råd ville jeg sortere meget af baggrunden fra og ombryde teksten til en konkret scene med noget dialog og noget konflikt, hvor vi får lov at opleve hende, som hun er. Det kunne for eksempel være en scene hvor hun sidder og læser i sin roman, moren kommer og siger at der er er besøg af nogle gæster, inklusiv en ung herre, at hun jo snart er 19 år, og at det er på tide at hun gør dit og dat. Hun gider ikke komme ned og møde gæsterne, det siger hun til moren og så udfolder scene sig derfra – noget i den stil.

Jeg håber du kan bruge min kommentar. Igen: Du skriver i et smukt, flydende sprog. Du har fat i noget rigtig godt stof og en spændende hovedperson. Keep going.

Bedste hilsner, Morten

Hej Natashia,

Det er et spændende emne du har taget fat på her og jeg tror det er et der vil fange manges interesse, at prøve at leve med i hvordan ens tilværelse kan forme sig således at man i en periode bor på et krisecenter – og hvordan det er. Det fanger i hvert fald min.

Her er hvad jeg faldt over undervejs – jeg har prøvet at læse det kritisk(-konstruktivt), da jeg antager at det er det du kan bruge til mest:

Generelt skriver du rigtig godt og klart, men jeg synes ind i mellem dit billedsprog bliver en anelse upræcist: Slangen visler, det bliver lidt for blomstret for min smag, for det gør en rem jo ikke og selv om den måske minder hende om noget uhyggeligt er den jo ikke ved at springe på hende, den ligger snarere (uhyggeligt) stille. De store klare, flager – støvfnug er jo ikke store, ej heller klare, så det bliver lidt vildledende for mig.

”noget der vil ændre vores liv for altid.” + ”Men sandheden er, at det er vi langt fra.” Det bliver lidt for dramatiserende for mig med de kommentarer – der er masser af drama i selve begivenhederne, stol på din fortælling, den er spændende nok i sig selv til at bære min opmærksomhed.

En rem, hvilken rem? Er det et bælte eller en rem til noget andet? Er det læder? Måske lidt mere beskrivelse af hvordan den ser ud rent fysisk. Vil du fortælle at han bruger den til at slå hende?

Jeg kunne godt tænke mig at du beskrev Sophias hudfarve også.

”Han har brugt det sidste mælk, kartonen står stadig på bordet” God detalje.

”Nu hader jeg dem.” Dette her blive lidt “tell” i stedet for ”show”. Jeg får fornemmelsen af at forholdet mellem de to er meget vigtigt for din historie, den måde det har udviklet sig på og den ophobede smerte hun bærer i sig over deres fælles historie. Jeg kunne godt tænke mig du udfoldede dette forhold mere – i stedet for at ”nu hader jeg dem”, giv mig en dialog, hvor han taler om hvad han skal, lad mig fornemme kemien mellem dem, hendes tanker undervejs – er hun typen der brokker sig og skændes med ham eller bider hun det blot i sig, mens hun fortryder at hun nogensinde har kastet sig ud i dette her?

Faktisk bliver jeg ret interesseret som læser i at forstå de to – og forstå ham. Jeg tror du kunne give hendes flugt mere vægt, hvis vi også fik mere forhistorie. Måske et kapitel, der viser os hvordan de havde det sammen til at starte med, en scene der får os til at forstå hvorfor hun ikke kunne lade være med at vælge ham og kaste sig ud i det – og dernæst frem i tid, hvor en masse har ændret sig, deres forhold, hendes tanker om det hele, smerten ved at måtte indse at det man deponerede alle sine drømme i har vist sig at være – eller udvikle sig til – noget helt andet end det man håbede.

Alt dette her skriver jeg selvfølgelig blot til inspiration og uden at vide hvad du har i tankerne med de næste kapitler.

"Er det bare os, der tager på ferie?" Rigtig godt, de der nære, rørende replikker.

Tak for en god tekst, jeg håber du kan bruge mine kommentarer.

Bedste hilsner, Morten

Hej Lise,

Jeg hopper direkte ind her i 10. kapitel og hermed mine betragtninger. Jeg har prøvet at finde både nogle gode ting og nogle ting jeg synes man kunne gøre anderledes.

Du er god til beskrivelserne af byrummet. Jeg får en tydelig fornemmelse af miljøet, det er meget københavnsk set indefra. Meget detaljeret og du er god til at finde de rigtige detaljer at fremhæve. Det samme gør sig gældende generelt, også i tilbageblikket med Tanja og i den sidste scene, hvor hun ryger hash. Jeg får en tydelig fornemmelse af hvilket det miljø vi bevæger os i.

Du skriver ”…kan hun i de mørke ruder se sig selv…”, det læser jeg som om hun spejler sig selv i glasset og det er jo ikke det der er tale om. Måske ”inde bag” i stedet for eller noget i den stil

”Hun havde dengang følt sig hjemme på en måde, der både undrede hende og gav et hende en følelse af lyst.” Er det nu hun undrer sig eller dengang og det samme med lyst – og lyst til hvad?

Jeg kan godt lide associationen i at der er en forbindelse mellem Alex og Tanja og at hun så kommer til at tænke på sidstnævnte, det er elegant lavet. I afsnittene om Tanja kommer du ud i at bruge meget før datid og det gør sætningerne og afsnittet tungere og mere snørklet end det behøver at være, her kunne du overveje at bruge mere datid i stedet for at gøre det enklere.

Jeg ved ikke om du bruger et navnløst ”hun” gennem hele din historie, men i et afsnit som det med Tanja giver det nogle problemer, fordi man ofte kan blive i tvivl om hvilken ”hun” der refereres til, om det er den ene eller den anden (hun sagde, at hun havde…). Har du et navn til hovedpersonen vil jeg foreslå at bruge det lidt oftere.

”…udviklet sig til to forskellige racer, der aldrig ville ende i samme kortbunke”. Pas på med at mikse to billeder i samme metafor, det bliver hurtigt for overlæsset og svært at visualisere.

”Motoren skifter gear og fader ud” – jeg er ikke sikker på hvad du gerne vil sige her?

Men meget fin tekst, som flyder godt og maler en nuanceret verden frem med masser af spændende stof.

Bedste hilsner,
Morten

Hej Laura,

Jeg er meget imponeret, jeg synes du skriver virkelig godt! Sikre sætninger, meget varieret og præcist ordforråd, det ved man allerede efter man har læst de første 10-11 linier, hvor du virkelig får mig inviteret ind i teksten. Jeg kan godt lide at du vælger en historisk ramme og du får kringlet en handling og nogle følelser frem uden at den bliver moraliserende, entydig, flæbende eller nogle af de andre grøfter som lokker langs vejen. Det er så fint.

Jeg har noteret nogle ting undervejs, hvor jeg synes du kan få dit sprog til at stå endnu skarpere:

”Hun havde været til fest på Bolderslev kro, som er den tættest liggende by.” Den sidste halve sætning stikker lidt ud – måske fordi du skifter til nutid, det synes jeg ikke du skal, når vi nu er i fortiden. Og tættest beliggende på hvad? Der hvor hun befinder sig? Jeg ville slette den.

 ”De blev så senere gift, da hun var 18 år og han 22 år.” Der er enkelte steder, hvor du kan stramme op på dit sprog, for eksempel her – jeg synes sætningen ville være skarpere hvis du slettede ”så senere”, det er bare fyld.

Der er også enkelte steder, hvor du er lidt gentagelse: ”Hun stoppede cyklen ude foran stalden. Der var en stille vrinsken inde fra stalden.” 

”Hovedindgangen” – hoveddøren?

”Og til hvilken grund?” det skurrer lidt – ”til hvilken nytte?” måske?

Skriv for pokker! Skriv! :-)

Mvh. Morten

Hej Tenna,

Dejlig fortættet, lille tekst, hvor du får fortalt meget på lidt plads. Jeg kan godt lide at dine sætningsopbygninger er så kontante og varierede, det giver en fornemmelse af at det hele er levende. Der er også nogle gode, konkrete observationer om stedet, som jeg ser for mig. Det med kokkene er godt, fordi det giver en fornemmelse af at det ikke er alle bodegaer i DK, som du beskriver, men en særlig, der har nogle særlige kendetegn.

Hvis jeg skulle komme med et forslag ville det være at flytte det med at hun hader røgen op i andet afsnit - der er stedet jo skrevet om i positive vendinger og jeg får indtryk af at hun godt kan lide at være der, men det kan hun jo ikke. Jeg ville også gerne lære "ham" bare lidt mere at kende - måske bare en halv sætning, der giver os et hint, så det ikke er et helt generisk "ham", som kan være alle mænd?

"...alle med sit selskab, hende med sit sind", er virkelig fint.

Mvh. Morten

Hej Alexandra,

Spændende femte kapitel. Stilen er sådan matter-of-fact og lidt hårdkogt og det passer godt til stoffet og skaber en god stemning. Handlingen flyder godt fremad, du beskriver grundigt hvad der sker og det føles hverken forhastet eller for langsomt.

Et par ting jeg faldt over underlæsningen:
”Rammet ind af pæle” Det er et lidt uklart billede for mig. Jeg går ud fra det er et pælehegn der er omkring, men jeg synes ordvalget er lidt abstrakt.

”Åben eller vi kører igennem!” – ville de sige det? Jeg forestiller mig at folk der kører gennem uden tilladelse potentielt udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for basen og dermed risikerer at få en blyfuld behandling af vagterne – og det vil de vel trods alt ikke risikere for et par fangers skyld?

”Han trak et bord med redskaber” – kan du være mere præcis her? Redskaber er lidt abstrakt. Hvilke redskaber?

”Helmut - Helmut Grünewald. En bølge af glæde skyllede gennem ham og et øjeblik troede han, at han havde sagt navnet højt. Godt det ikke skete. Hvis der var en chance for Bernhard, skulle Helmut ikke mindes på sin skoletid.” Her ville jeg gerne have lidt mere forklaring om hvad det handler om og hvordan deres skoletid sammen var – med mindre det har spillet en rolle tidligere i historien, det ved jeg så ikke.

”Dokumentet har ingen militær værdi” – fint twist, men det er jo egentlig sandt, for jeg kan forstå lidt længere nede at det handler om nazisterne behandling af jøderne. Og det er vel et humanitært snarere end et militær-strategisk anliggende? Måske det er med nogle andre ord han afviser værdien af det? Måske han tror de er falske eller andet? Men jeg synes det er spændende at det er det der har fået Wulf til at træffe den beslutning han har.

Fortsat god skrivelyst, jeg kan se du allerede har lagt næste kapitel ud.

Mvh. Morten

Hej Alexandra,

Jeg er hoppet på direkte her i fjerde kapitel og kender altså ikke optakten til den del du fortæller.

Men for nu at starte med begyndelsen, så kan jeg godt lide din titel, det er den der fangede mig ind og jeg synes også det er spændende med det historiske stof, flyvere under anden verdenskrig. Der er noget fantastisk stemningsfuldt ved tanken om en flyver der begiver sig gennem natten, måske lastet med bomber, måske noget andet. På den ene side roligt og fredeligt, lydene i skroget, motorens rumlen, udsigten over skyerne og de fjerne byer og floder og så videre - det lægger op til lange eftertænksomme tankerækker, minder der kommer frem og fortrolige samtaler piloterne i mellem - og så på den anden side, visheden om at man kan blive skudt ned hvert øjeblik, at man (måske) er på vej til at dræbe mennesker eller som du skriver her, at man er på vej til en dramatisk landing i fjendeterritorium. Alt det blot for at sige at jeg godt kan lide scenen du sætter.

For at blive lidt mere tekstnær: Jeg havde lidt problemer, især i starten, hvor der er dialog mellem de to, med at være skarp på hvem der siger hvad, det krævede en gennemlæsning eller to, det er vigtigt for teksten, men det er noget der rimelig let kan rettes til tænker jeg. Jeg skulle også lige vende mig til det med at du skriver Wulfs tanker ind direkte i nutid uden nogen særlig anførsel af at det er sådan - men måske du har gjort dette tidligere i fortællingen, det er måske noget man kan træne læseren til at forstå, at det er sådan det sker.

Noget af det der er fedt som læseren i sådan en situation her er at få formidlet sanseligheden i situationen, så man får lov at mærke og høre konkret alt det man ikke vidste. Det synes jeg du gør godt, grene der slår mod flyet og så videre.

Jeg kan også godt lide de to afsnit der starter med henholdsvis "Bølgernes skum..." og "Kystens lyse bånd...", de er godt skrevet og skabet variation i rytmen, fordi du ikke har så mange af de lidt langsomme, beskrivende afsnit.

Du mister mig lidt her: "Lyden fra sivene forsvandt og blev afløst af en næsten uhørlig lyd af vand der smøg sig om landingsstellet. Flyets forende nærmede sig vandret og farten var gået så meget af, at flyet kun trillede." Hvad er det der sker helt konkret? På den ene side er der en lyd af vand men omvendt triller maskinen?

Vi får se, hvad der sker, nu hvor de er blevet taget til fange. :-)

Mvh. Morten