Klokken slog 15.55. Det var den 24. december og alle familier var samlet for at gå deres årlige kirkebesøg. Vi befandt os, eller rettere, de og jeg, befandt os på samme vej og med samme retning. Klokkerne slog en velkendt og varm takt. Vakte en stigende genklang af noget, der var godt.
   Vi hilste med et nik og et glædelig jul. Han var en ældre herre og ankom glad i blikket med sin hustru under armen. De var velklædte og talte stilfærdigt sammen inde i kirken. Koret sang, så vi fremmede sjæle følte os velkomne.
   Herren lagde ikke umiddelbart mærke til, at vi havde fået placeret os på samme bænk efter nikket. Det var tid til at tage fat på salmesangen. Vi bladrede os hurtigt gennem de papirstynde gråhvide sider i bogen. Den var slidt. Men det lykkedes at finde frem.
   Han kiggede mod min side, og fik øje på mig. Smilede høfligt, igen. Hans blik blev hængende, og undersøgte de tomme pladser. Øjnene kiggede forbi mig og ledte efter de andre. Han nikkede igen og smilede venligt. Noget i ham var vågnet. Hans sang holdt inde.
   Jeg sang klart og højt med på, Et barn er født i Betlehem, og lagde godt mærke til, at noget var på vej.
   Herren skævede med et uroligt blik hen imod mig, som om han ikke afsløre, hvor svært det var for ham at samle sig om sit eget.
   Da jeg atter tav, talte han. Det var så lavt at jeg ikke forstod hans hviskende ord, men jeg smilede alligevel, og nikkede igen.
   Præsten holdt en prædiken om, at der var for meget hjerte og for lidt hjerne i kirken. Det morede mig gevaldigt, hvilket atter gav herren anledning til at vende sig imod mig.
   Jeg kunne høre ham tænke, hvor er de?
   Jeg lod ham blive i det uvisse. Han talte igen, men måtte vende sig mod sin hustru, der kiggede med hårde øjne på ham.
   Vi sad lidt i hver vores fred. Jeg i min og han i sin. Vi skulle synge igen.
   Dejlig er den himmel blå... Jeg gjorde mig umage for at synge højt og klart. Kirkerummet favnede alle stemmerne med kærlighed og lod dem flyde frit under det buede loft. Englene smilede ned fra loftet, og forventningens glæde klang i hver en tone gennem hele salmen.
   "Der er noget højstemt over denne salme. Vi bevæges, når vi hylder med hjertet fremfor med hjernen, er det ikke sandt", spurgte han.
   Jeg så hen imod ham og lod blikket være fast. Denne gang måtte han beslutte sig for, om han ville mig noget, tænkte jeg.
   Han blev alvorlig og kiggede forbi mig igen. Hvor er de? tænkte han. Hvorfor er du alene? ville han måske spørge.
   Jeg vidste endnu ikke, hvad jeg ville svare, hvis han spurgte. Skulle jeg svare, de er døde, eller skulle jeg sige, det er mit eget valg. Jeg ønsker det sådan i år.
   Han rykkede et par centimeter nærmere. Vi så ind i hinandens øjne. Jeg må have set forventningsfuld ud.
   Hvad ville han gøre uagtet, hvilket svar jeg gav?
   Ville han invitere mig med hjem som en fremmed gæst, til familiens fest? Men han tav som om han havde mistet modet.
   Vi så ikke mere på hinanden, og trak os tilbage i sjælen. Ude i mørket så jeg ham dreje omkring hjørnet med sin hustru under armen, men han bar hende ikke længere med samme varme. Hans skridt tøvede og slæbte ham lidt tungere afsted mod julen. Jeg ville have svaret ham.
   Kirkeklokkernes slag holdt inde.