Giver Sanne ret, det var en uventet slutning. Før jeg læste det sidste afsnit blev den lidt mærkelig i slutningen, og jeg gik faktisk op for at læse det igen for at være sikker på, hvem der havde stukket hvem ned.

Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere afsnit i dialogen for at gøre teksten mere letlæselig og overskuelig, skabe et flow.

En rød* tråd mente jeg :)

Det er en tekst om at smile, og den er godt skrevet. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg kan bare ikke se hvad afsnittet i midten har af betydning, relevans for teksten. Det virker lidt som fyld, og bør der være fyld i en kortprosa? Det jeg mener er, at jeg ser en råd tråd igennem første og sidste afsnit, men ikke igennem det midterste.

Der bliver vagt en spænding i en, så man får lyst til at læse videre. Du har nogle rigtig gode, fængende beskrivelser, der gør din tekst levende.

Den har et virkelig interessant twist. Det tager noget tid, før man finder ud af præcis hvilken verden man befinder sig i. Man aner det lidt, når der bliver sagt, at alcohol og tobak er blevet forbudt, men ellers får man det først smidt i hovedet til sidst - og så selvfølgelig lidt med undren over de hersens overvågningskameraer.
Det er rigtig godt skrevet, og man bliver suget ind i det med det samme og kan simpelthen ikke stoppe med at læse. På trods af tekstens alvor sad jeg tilbage med et smil på læben i slutningen af teksten, da jeg fandt ud af hvad der var i pakken. Det er simpelthen så surrealistisk, når man ikke lever i den verden, Mike gør.

Du laver show-don't-tell rigtig godt, så det er klart noget, du bør fortsætte med! Det er dog ikke altid helt klart, hvad der præcist bliver talt om, men det er jo kortprosa, og det er med til at skabe noget mystik, sansning og en følelse af at man må sidde tilbage og overveje teksten. Ydermere godt brug af korte og lange sætninger, det giver en god effekt. Jeg kan også godt lide, at man får en slutning på historien, uden at få en slutning.
Det eneste, der forstyrrer teksten lidt, er at den nok godt kunne bruge en ekstra gennemlæsning.

Starten vækker ens nysgerrighed – hvad gider han ikke mere?
Den er meget forudsigelig selve historien, at det selvfølgelig er Lisa, der er hans chatveninde, og det gør den langtrukken, og det er egentlig først til sidst, at det tager en drejning.
Jeg kan lide starten og slutningen, men selve handlingen fænger mig ikke og giver mig ikke rigtig noget.

Hej Carsten

Der er nogle fejl her og der, der forstyrrer teksten. Som ” Hun nået ikke at besøg ham igen.”

Uha en afslutning historien før. Man får helt medlidenhed med Line, men også overfor farfædrene der troede, at de havde udtænkt en plan, der ville forhindre en af parterne i at få alle pengene. Overraskende slutning, det havde jeg ikke set komme.
Selve historien er lidt tung i starten med alle de facts, men det er et gennemtænkt plot, som du har researchet på, for at få til at fungere ordentligt. Jeg kan godt lide historie, så det var også et plus.

Der er rigtig mange slåfejl, endelser og ord der mangler, hvilket gør teksten irriterende at læse, og det ødelægger gang på gang stemningen, du forsøger at opbygge, hvilket er rigtig ærgerligt.
Det er et emne vi alle kender til, og det er rigtig forfærdeligt, når sådanne uheld finder sted. Det er et fint plot, hvor man skal læse forholdsvist langt for at få svar på de spørgsmål man automatisk stiller, når du præsenterer læseren for Mikael Johansen – hvilket fungerer rigtig godt.
Så en fin tekst, men alle fejlene ødelægger det desværre rigtig meget efter min mening.

God start, den fæstner en lidt til teksten så man får lyst til at læse videre. Endvidere synes jeg, at det er en fantastisk beskrivelse af den kolde efterårsvind, der skyder og dræber på samme måde som soldaternes geværer gør det.
Du skriver rigtig flot og stemningsfuldt, og formår at holde læseren interesseret og lave noget ordkløveri og nogle interessante vendinger.

Uha, jeg kan utrolig godt lide din tekst! Dog vil jeg måske også mene, at den hører mere ovre i fantasy genren eller noget i den dur. Jeg blev dog grebet af den, og jeg synes, at den er både unik og spændende. Der er en masse realisme i den, og jeg kan virkelig godt lide tekster indenfor den slags genre, så din tekst går selvfølgelig lige i hjertet på mig.
Jeg synes ikke, at plottet er for stort eller at personerne er svære at identificere sig med, som Goldbeck mener. Dine karakterer er virkelig interessante, og de greb i den grad fat i mig. Du har et dejligt, levende sprog, og alt i alt synes jeg, du har gjort et rigtig vellykket stykke arbejde.

Jeg elsker virkelig starten, hvor hovedpersonen er ved at drives til vanvid indefra, men forholder sig rolig og korrekt, når der svares på kvindens frustrerende spørgsmål.
” Børn har altid syltetøj på fingrene, selv når der ikke er noget i nærheden.” den sætning fik mig til at le.
Der er nogle få slåfejl ind imellem, og ligesom peterpedal troede jeg også først hovedpersonen var pædagog.
Jeg synes, det er en fin historie med en overraskende slutning. Hun har ikke rigtig ændret sig, hun synes stadig, at de andre ikke sætter pris på hvad de har. Jeg kan godt lide dit brug af ’græsset er altid grønnere på den anden side.’

Lige til de næste, der kunne finde på at spørge om det samme: Det fantastiske element indgår, idet Lea indser, at det er forkert det kun gør. For lige at citere fra min synopsis: "Dr. White får hende til at indse, at det ikke længere er hendes ’livsstil’ og hende der har kontrollen, men at sygdommen styrer hende. Herved sker et ’mirakel’ eller en fantastisk begivenhed, som det med rette psykologhjælp også er mulig at opnå i den virkelige verden. Denne psykolog betyder et vendepunkt for Lea og giver hende en anden opfattelse af pro spiseforstyrrede."

Og Elliot skulle ikke have været en pige, nej (: Der er også drenge, der lider af spiseforstyrrelser.

Du giver helt klart læseren noget at tænke over i den sidste sætning. Jeg synes, at det er en flot tekst, der først virker lidt kedelig, men Spindoktorens gentagelse aaf sætningen om drømme og håb, og hovedpersonens efterfølgende billeder af fiskestang, øer og fred, giver en god klang, og teksten smelter sammen og bliver en helhed.

Det er en fantastisk synsvinkel man får historien fra – ordene bliver slået i hovedet på en, man får følelsen af, at det er en selv, der er offeret og følger hans eneste bevægelse, trygler; for spørgsmålene bliver gang på gang slynget i hovedet på en; rigtig godt!
Efter det sidste afsnit, der slutter på fyldepennen, trak jeg et smil over mine læber; stemningen lettede lidt, og så bliver ordene igen slynget i hovedet på en: Det er din skyld!

Fint digt. Jeg synes det spillede godt sammen, og du får beskrevet et så simpelt og naturligt emne som savn og kærlighed på ganske få linjer.
Der var lige en sætning der distraherede mig: "og ligge mig ved siden af dejlige dig." Det hedder lægge.

Det var dog en sørgelig tekst .. Men den er sindssygt godt skrevet. Du formår, at præsentere hovedpersonen og hendes tanker og følelser utrolig godt, og samtidig får man langsomt indsigt i hendes liv. Det er en meget meget smuk historie.

Rigtig god beskrivelse af hvidvinsflaskerne. Den krogede finger der kærtegner flasken, og hvordan han fjerner proppen med tænderne. Også sjov detalje med stokken, som han knytter sig så meget til.

Den person der bliver mest beskrevet er den gamle mand, men egentlig kun som nærig og ondsindet. Du beskriver hvordan hans familie oplever ham, og at de nok ønsker at give ham en lærestreg; for hvis de dræber ham, er de jo ikke bedre end ham.
Du mangler lidt mere beskrivelse af hans følelser nede i kisten; altså hvordan han lige pludselig indser sine fejl og hvad han har gjort, og bliver helt blød og venlig. Men jeg synes også, at du mangler lidt mere beskrivelse af både familiens følelser som helhed, og de individuelle familiemedlemmer. Umiddelbart vil jeg forstå det som, at han har en stor familie; han er jo både bedstefar og oldefar, men man kommer ikke rigtig tæt på denne familie, hvad han egentlig synes om sine familiemedlemmer; hvorfor han slår dem.

Men alt i alt, en fin historie, og jeg må sige, at du har et rigtig godt sprog.

Den er meget personlig, du giver en helt dyb episode fra dit liv ud, og man føler smerten. Føelserne er rigtig godt beskrevet, og du skriver rigtig godt om en side af smerte og sorg.

Du får startet godt ud, så man virkelig får en fornemmelse af hvor hun er, uden at der kommer for mange beskrivelser på en gang. De beskrivelser der er, er flotte og veludvalgte – man får lige dem man skal have.
Det er godt skrevet, man bliver i løbet af teksten draget ind i hendes verden, og får forståelse for hendes liv, men alligevel får man ikke alt foræret, så man kan sidde tilbage og fundere over hvad det er hun egentlig gør med det ’dobbeltliv’.

”Månen oplyser på hendes ansigt” - Der ville jeg enten sige ’Månen oplyser hendes ansigt’ eller ’Månen lyser op på hendes ansigt’
”Ved første øjekast virker hendes ansigt virker harmonisk” – Der er et ’virker’ for meget.
”Sandet lader hun omringe hende” – Det hedder ’omringe sig’ da der er tale om hende selv.
”Hun tænkte på ham.” – Det er en fin afslutning, det undrer mig bare, at du skriver den i datid, når resten af teksten er i nutid.

”Hun ved ikke, hvad klokken er, men det betyder intet, for hun er helt alene med stjernerne og ingen venter på hende. Ingen bekymringer, ingen forpligtigelser, bare hende og en masse tid og sand.” – Jeg synes altså virkelig godt om den sætning. Den har bare et eller andet super godt (:

.. wow ö

Det er et smukt digt. Dog starter du ud med rim, hvilket giver digtet den der fornemmelse i ens hoved, med at alle ord passer perfekt sammen, og så kommer du ligepludselig ned til linjer hvor der kommer alt for lange ord og sætninger, der ikke spiller sammen med det andet: "Her løber kun adrenalinen i årene", "sidder jeg uden den mindste bevægelse", "når kun frygten kan slå mig ihjel?"

"men her er intet at løbe mod" - for at give det bedste spil, skulle det nok være 'imod' i stedet for 'mod'.
"indtil mit skib igen synker" - 'synker igen' lyder bedre efter min mening.

Men rigtig godt digt alt i alt (:

Rigtig god historie!

Da jeg var til terminsprøve for tre år siden, skrev jeg en stil om dukken og håndklædet. Så jeg vil også gætte på, at det er din terminsprøve opgave?

Det er et godt digt, hvor du formår at fortælle os sandheden.