Alle går i sort. Jeg gør også.
   Alle. Bortset fra hende. Hun går i grøn.

Sorte skygger i gråvejret.
   Vi giver hånd og nikker. Uden smil.
   "Jeg ligner et fucking festfyrværkeri", mumler hun i mængden. Jeg betragter, hvordan den hårde efterårsvind får alt til at virke skrøbeligt. Grenene, kjolerne, flaget - selv klokkerne forstummer udover vandet.
   Alt. Bortset fra hende. Hun går med hævet hoved. Ikke for højt og ikke for lavt.
   Jeg synes, hun er smuk.

Indenfor hoster og hulker de.
   Hun sidder stille med hænderne roligt hvilende i skødet.
   Et øjeblik glemmer jeg at gå i et med mængden og en upassende trækning farer over mine læber.
   En anden lader gråden vandre med væggene, da manden i sort og krave afslutter talestrømme fra foroven.

Og de rejser sig. Synger om falmende skove.
   Hun står lille og fin. Med nøgne skuldre og røde læber.
   Alle andre bærer jakker med ansigtet i de rigtige folder. De kigger i bogen og danner én, monoton stemme.
   Hun kigger op og ud. Over alt. Og hun synger. Jeg lukker øjnene og forsøger samtidig at lukke fællesstemmen ude.


"Du er smuk", havde jeg sagt.
   Hun sad med efterårsbrisen dansende i lokkerne og læberne let adskilte. Jeg betragtede hende betragte røgen fra jointen forsvinde ud mellem træerne.
   "Det kan du selv være", sagde hun med en tone midt i mellem. Jeg troede, jeg fornemmede et smil, så jeg fortsatte min talestrøm.
   "Du er den smukkeste kvinde, jeg har set"
   "Vil du ikke godt tie stille" hviskede hun stille og jeg tror måske, jeg så en skygge glide over læberne.

Hun synger vidunderligt.
   Jeg prøver at holde fokus ligefrem, men hendes ild brænder kraftigere i dag.
   Og mens de andre snubler over ordene, takten og hulkene, bevarer hun roen, glider gennem musikken.
   Jeg prøver virkelig. Det gør jeg. Med foldede hænder og sænket hoved og tunge skuldre.
   Hun lukker bogen. Bliver stående et sekund eller to længere end de andre i sort. Hvisker og lader en tåre, tavst, glide ad den hvide hud. Jeg prøver at skamme mig, da mit ansigt helt sikkert snubler over et smil, men det er umuligt.
   I stedet tager jeg hendes hånd og lader det brænde på læberne ...

Du er smuk.