Hej Mikala
Der er så meget grundangst i sjælløshed - Vi er angste for selv at miste vores sjæl - og vi er angste for, at vores medmennesker er uden sjæl og empati - at de ikke er underlagt den næstekærlighed, der er forbundet med en sjæl - at de vil gøre med os uden moral, hvad deres drifter byder dem. Det er skræmmende, og hvis man rykker det endnu tættere på - og får den tanke, at de der står os nærmest, er uden sjæl og kærlighed - er psykopater, ja så mister vi fodfæste og forankring i hele vores grundliggende værend - det er gyserbrændstof.
Det er nogle af de tanker, jeg får omkring den dukketematik, du flot og konsekvent kører denne historie helt hjem med. For dukkerne gestalter jo en ydre fremtoning som mennesker, men er det ikke, for de har ingen sjæl. Dukkernes sjælløshed drages over i de menneskelige relationer mellem Lisa og Benjamin - jeg ser Lisa miste forankringen i en verden, hvor det, der holder det gode liv sammen, er sjælfulde relationer - måske har hun selv tabt sin sjæl - vi er, hvad vi frygter, eller hun er havnet et sted i livet, hvor de ydre omstændigheder fremmedgør hende. Der er identifikationsnøgler nok ind i teksten. Sjælløsheden er altid lige om hjørnet, hvis ikke vi besværger den, som det jo sker i godt gys som her.
I hvert fald er det nogle af de reflektioner, din historie satte igang hos mig - og så var jeg godt underholdt undervejs, den er virkeligt velskrevet. Jeg kunne måske godt have brugt et par sider mere til spændingsmæssig afrunding af de mange temaer - men sådan må det jo være med en begrænsning.
mvh søren

Hej Benno
Han ka´ sgu´ næppe smage godt - så meget surhed og bitterhed i kødet - jeg tror ikke, jeg gad æde ham - der skulle i hvert fald masser af rødkål til!
- der er sjældent, at et så gennemusympatisk menneske bli´r givet en litterær stemme, og det er en super bedrift, at du har fået ham til at leve.
Så meget forstemmende spild af liv minder én om at nyde øjeblikket - for der er jo genkendelighed i billedet - misundelse, forurettethed og mindreværd....

mvh søren

Hej Thomas
Der er sgu´ godt nok knald på - en styrtblødning af en historie - kan godt li´ den måde, du er gået amok i en rus af makaber ordsmovs på den store gyserbuffet - er der nogen, der laver øjne? Eller skal de bare tages friske fra fad??

mvh søren

Hej Jonathan

Et eminent skud mørkeræd ...super sat i scene.

mvh søren

Hej Nina
Formidabelt valg af synsvinkel...en mand, der er så fanget i sit eget jeg, at han indbefatter sine nærmeste i sit sejlende ego...det er sådan noget stof hverdagens sande gysere er brygget af - men det er sjældent, at vinklen på historien bliver lagt i forstyrrelsens epicenter...
mvh Søren

Hej Søren

- Dejligt at blive trukket ind i et andet univers - du skriver det konsekvent og kompetent sammen til en enhed, hvor sprogbrug, begreber, tankegods og virkelighedsopfattelse spiller sammen.
Varulve, djævlens tilstedeværelse eller bare slet og ret hundegalskab - det er jo bare relative begreber, der er specifikke for en bestemt tid ...men angsten er den samme og eviggyldig - en dag får vores termer for konkrete emner måske også denne gyldne patina af overtro.

mvh Søren

Hej Pia
Fin og spændende historie og så skriver du en levende og knaldgod dialog - det er meget sprudlende, når de taler sammen i teksten...
mvh Søren

Hej Rolf
Så fik IT-drengene deres bekomst for grådighed, nedladenhed og frås... lige på sigtekornet sat i velsmurt scene og bygget godt op.

mvh søren

Hej Betina
Det mest uhyggelige er næsten, hvor forskeligt selv meget nære mennesker kan opleve deres relationer og verden som sådan - det er en stor kilde til utryghed, at vi aldrig helt ved, hvor vi har hinanden - måske fordi vi ved, vi selv latent indeholder muligheden for svigt, had, jalousi, vold og alle de andre negative følelser, vi bærer rundt på.
Den usikkerhed er her sat i flot flow i en driftssikker fortælling, der bygger godt op.

mvh søren

Hej Jesper

Det er fedt, som du rammer alle de modstridende følelser og forestillinger, der rammer en, når men skal være/bliver far. Der er en irrationaltet i hele kompekset omkring det univers, der åbner sig - vi er som mænd så meget på udebane, og vi fatter kun ganske lidt af det, der sker med os - og det komplekse faktum at det både er forbundet med beskyttertrang, jalousi og alverdens andre ukendte psykologiske stimuli er for os som at stikke hovedet i eksistentiel centrifuge - og det at skyde det indre kaos ud i omstændigheder i den ydre verden er en såre grundliggende maskulin strategi.
Og jeg ser her den noget tabuiserede fødselsdepression blandt mænd smækket op i fuldt format og ført til en uhyggelig konklusion.
Og så er det hele lagt i et fedt, spændingsopbyggende kompositorisk flow, der funger...

mvh søren

mvh søren

Hej Angelie

Fornem præsentation af al den vrede og de frustrationer, der flyder i relationerne mellem positionerne i et helt almindeligt familieopbrud - jalousi mellem datter og stedmor kuldslår alle forsøg på det gode liv ...

mvh søren

Hej Anja
Jeg kan godt lide den måde, du får opbygget og anskueliggjort den distancerede selvopfattelse som det terepeutiske forløb har hensat Ulla i - den får en stemme, der kører i konstant dialog med¨og mod en mere jordbunden og snusfornuftig selvopfattelse, der er hendes egen autentiske, men som angsten har fået hende til at miste tilliden til.
Angst æder sjæl og selvtillid - det er næsten som om, det er ubalacen i Ullas selvbillede, der får fysisk udtryk i historien. Det synes jeg er superspændende.....

mvh søren

Hej Mogens
Der er grundangst, klaustrofobi, paranoia, poetisk retfærdighed og politisk sprængstof i denne historie, der på fin vis ruller sit plot ud til fin forløsning.
mvh søren

Hej Jakob
Dejligt at lade aggressionerne og de mere psykopatiske sider få frit løb uanset, hvor i historien man vender sin identifikation - og dejligt lige at få smidt et par gamle sandheder i den store karma-kakkelovn - der er tilgivelse til de, der tilgiver - fordømmelse til de, der fordømmer - og smertefuld død til de, der påfører smertefuld død - hvis man opererer med muligheden for at rykke medmennesket ned i det røde felt - så åbner man også muligheden for selv at havne der....og at svøben over ens værste synder, kan komme i skikkelse af den søde svenske flicka - det er jo en uhyrlighed, der næsten ikke er til at bære.

mvh . søren

Hej Mette
Et pirrende indblik i dødens venteværelse - uventet bringes jeg som læser ind i en morfinvibrerende bevidsthed, der registrerer livet og virkeligheden fade ud - jeg præsenteres for et rum, der ellers ikke er tilgængeligt før, det er ved den tid - kriminalaspektet føjer er fremmedgjorthed til det terminale, som jeg ikke håber er et kendetegn for livet lige før en bebudet død - men hvad ved vi? Normalt fortrænger vi dette terminale rum - men her bliver man kastet ind i det, og det er historiens største fortjeneste, synes jeg...

mvh søren

Hej Kaare
Jeg synes, der er et dejligt rablende vanvid i tonen og eksekveringen af denne fortælling, der understøtter den højoktane handling - en grum fabel, der med benhård realisme sprinter rundt i en sump af usundt, fortrængt driftsliv og knækkede drømme.
mvh Søren

Hej Peter
Det er jo knusende sandt og sørgeligt, at det den daglige dosis ondskab gør ved os - det er at den, hver gang vi konfronteres med den, æder endnu en lille bid af vores uskyld - og vi kan aldrig tilbageerobre den og lade det erkendte være uerkendt
- Ida mister ikke bare sin tro på en verden, hvor mænd som Finn interesserer sig for astrologi og ikke for hendes sexualpraktiske status - men hun mister i sidste ende også livet.
Og således mistede alle vi læsere også endnu en stump mere af vores efterhånden noget nedslidte uskyld...for vi kan jo ikke lade noget menneskeligt tænkt eller gjort være os fremmedt - selve vores erkendelse og forståelse af det onde beskrevet for os, gør os på en eller anden måde delagtige.
På den anden side kan vi vel kun forvalte det, vi erkender og tager ejerskab på - således også det onde - Det er vel i grunden gysets væsentligste dannende funktion - og således også veludført af den fynske bøddel.
mvh søren

Hej Jan
Så er vi inde, hvor gyset bliver en relevant størrelse, der rækker længere end godt-det-ikke-er-mig-gyset.
Din historie beskæftiger sig ikke med den uforklarlige eller vilkårlige ondskab, der ellers driver meget lystlæst horror.
I stedet rammer novellen lige i det krydsfelt, vi alle som ræsonerende individer må befinde os i dagligt - ondskaben er løs - konflikterne kører i deres urgamle skurer, og det er ikke noget, der sker langt fra os - vi er en del af det. Som krigsførende nation bærer vi dagligt ved til det store bål....det bliver vi nødt til at forholde os til...vores handlinger er med til at akkumulerer vold og ondskab i den store spiral...Adam er barn af vores handlinger...hans handlinger er en del af den handel, vi indgår med djævlen - vores unge mænds forråelse og uskyldige ofres som Sherins liv mod demokrati og menneskerettigheder i fremmede egne.
Og nå vi fortrænger vores ansvar - fordi det jo sker så langt væk fra vores liv - så tjener det os lige så vel som et korkbælte i ørknen - kattekillingen bli´r pint her hos os.
Jeg er selv en tvivler...men jeg nyder at få smækket dilemma´et op i fjæset som her...én ting ligger dog fast...vi må drage bedre omsorg for dem vi sender afsted...det begynder først når de kommer hjem.....og vi må stoppe vores egen fortrængning...den umenneskeliggør os...og er vi først umenneskeliggjorte magter vi heller ikke at se "de andre" som mennesker.
Der er ikke slået mange skomager-skæve i eksekveringen af denne historie.
mvh søren

Hej Vagn
Der stiger rigtig meget god gyserenergi op fra luftkanalen i Gribskov---det er er fint og originalt træk, at have en karrakter til at ligge på den måde og reflektere over siner gerninger, dødens og livets vilkår...det kunne jeg godt have brugt noget mere af...også på bekostning af den ellers driftsikre ramme om gyset i kisten....Yvonne bliver eksempelvis en lidt udvendig rekvisit i historien, synes jeg.
mvh søren

Arhh, hvorfor straffes den søde Sofie dog så hårdt...hun har ellers et hjerte af guld...samler ind til røde kors og alt.....er det fordi hun sender sin lillesøster alene hjem?....eller er det fordi hendes mor er et kyniskt menneske, der leger med folks følelser i primetime reality-tv??.....Eller er fordi hun går ind hos fremmede???.....eller er det bare vilkårlighedens og den manglende distrikspsykiatri´s spil, der driver hende i armene på den rendyrkede, dukkeførende ondskab????...og kan det således ske for os alle????....det er sådan spørgsmål, rigtige gys er lavet af....og bedst af alt, ondskaben smitter i denne historie, bliver man først befængt, så slagter piger med hjerter af guld kattekillinger.
Det er uhyggeligt - men det var vel også meningen....jeg kunne dog godt have brugt lidt mere dvælen ved killingedrabet, der udgår meget gyserenergi fra den episode...og den rummer et af ondskabens moralske dilemma´er.
mvh søren

Hej Scot
Driftsikker suspence, fin afveksling i perspektiveringen med HP i nutid i start og slut, måske lidt for klassisk who-done-it i farens udredning af hændelsesforløbet efter min smag - men hey - det fungerer sgu´ og man læser løs i bedste lystlæserstil......og så er der den store bonus...det er alkoholiker-retorikken og hele den prosaiske og praktiske behandling af en mand og hans last...det svinger - synes jeg - og kunne bredes bedre ud i en anden ramme, hvor det ikke var hængt op på et gyser-tema.
mvh søren

Hej Martin
Stemningen er kuldslået og den bliver bare tættere og tættere gennem hele spændingskurven. Kærlighed, omsorg solgt ud for et kort kick af beundring for tapperhed i eget monstrøse spil.
Sej og forsonlig som lugten af lim....det´ sgu uhyggeligt - og godt skruet sammen med en lang skrue, der drives ind i én lang drævende socialrealistisk bevægelse.

mvh
søren

Hej Marina
Jeg er meget glad for dine beskrivelser omkring din hovedpersons oplevelser som pårørende til en dement..du rammer rent ind i de meget vanskelige følelser, der opstår, når relatonerne krakkelerer på grund af grundliggende adfærdsændringer - usentimentalt kommer du omkring den bitterhed og frustration, der opstår - og du fanger fint den galgenhumor, vi ofte vælger at forvalte den med.

Udfoldning af dette perspektiv kunne gøre det for mig...og jeg har det derfor svært med den incestiøse problematik, det vil kræve en langt større tekst at inddrage denne tråd, tror jeg.

Hele gyserdelen med begravelsesplottet virker ude af trit med det første - og historien knækker. Det virker som om du energimæssigt suger mest fra Brittas kuldsejlede liv, og det ville være spændende at se det spor fortsat ud i en mere konsekvent behandling.

Men alt er super godt og fængende skrevet, synes jeg...især i det første, hvor det virker som om du har mere på spil.

kh Søren