De smed mig ud i kulden,
smækkede muren op med løgn og sladder,
de lagde søm i mine støvler
og forgiftede mine blomster.
De brugte jern og stål
til at se mig falde.
De lukkede mig inde i et frostrum
og bad mig holde kæft,
men sagde jeg noget ?
Nej, jeg sagde ingenting.
Men, hvor skulle jeg gå hen ?
Jeg solgte alt, jeg ejede
og gav resten væk,
selv al min musik,
jeg kunne ikke mere tåle
at føle i det sorte vand i brønden,
så jeg blev stående på kanten
lidt endnu.
Jeg havde en drøm som altid
fulgtes med himlen,
en drøm som altid fortalte
mig sandheden om alt,
en drøm jeg altid havde i hånden
og som kun gjorde alting godt.
Den drøm
ingen andre kunne tåle,
fordi den hjalp mig ind i varmen,
og fordi den kendte døren ud til solen.
Men den er klog,
for den vidste alt
om deres misundelse og ondskab.
Jeg frøs i isen,
som rimen perlede overalt i mit ansigt.
Det var kun min angst,
for at det kunne ske igen
der fik mine hænder til at ryste.
For jeg har en indre kraft
dybt inde fra en virkelighed
i drømmen der ved,
jeg selv har styrke.