I København var der ingen der bemærkede om jeg kom eller gik. Jeg bestemte, bestemte om potteplanterne skulle leve, om sort var en god farve, hvilke bøger jeg læste. Hvor mange lakridser jeg spiste. I weekenderne kunne jeg finde på at blive i sengen. Så lå jeg og gloede på loftet. Det var luksus. Hen under aften stod jeg måske op, lavede lidt mad, og krøb ind i sofaen igen, med dynen som plysbamse. Jeg så fjernsyn og elskede det, livet var en leg. Jeg havde boet i et fængsel en firkant uden pasform. Det var så godt, jeg var rejst, det havde været hårdt, men var det rigtige. Af og til tog jeg på bar, jeg sad med min øl, når der blev danset. En dag ville jeg rejse mig og gå ud under diskokuglen ind i det blinkende lys. Da udlejeren skulle bruge lejligheden selv, blev jeg smidt ud. Jeg opmagasinerede møblerne og fandt et lille klubværelse. En seng et skab og et skrivebord. Jeg hadede det. Friheden forsvandt, og jeg blev en hårdfør snegl. Ulykker kommer sjældent alene, så en dag på cykel blev jeg ramt af en bil. Min ene fod blev kvæstet. Genoptræning hjalp ikke, jeg humpede rundt som en skæv sprællekvinde. Den trætte krop gjorde oprør mod det tunge slæb på jobbet, og førte til sygemelding.
Jeg stirrer på præsten, hun står midt i køkkenet og smiler forsigtigt: "Er det her vi skal sidde"?
Det tænker jeg det er, jeg skubber en stol over mod hende. Astrid har allerede sat sig. Rummet oser af usagte ord. Fars lange fravær må jeg undlade at nævne, de døde kan ikke forsvare sig.
"Vi har talt om", siger Astrid: "At han var en dygtig landmand".
"Jo", præsten noterer på sin blok: "Gården er det en slægtsgård".
"Ja, farmor og farfars".
"Din far hvordan var han", hun læner sig frem og ser direkte på mig.
Hvad skal jeg sige, skal jeg lyve, klumpen i halsen, som jeg også havde i går, skvulper, jeg hoster og ser på Astrid. Astrid har tårer i øjnene: "Han var en dejlig mand. Jeg holdt meget af ham", hulker hun. Jeg griber et stykke køkkenrulle og rækker hende. "Og dig", siger præsten mens hun ser på mig. Jeg har noget med grønne øjne, en magi der strømmer og rammer solar plexus.
"Problematisk, skilsmissen ødelagde meget, far forandrede sig", det føles rart at sige det, som det var.
"Skilsmisser går altid ud over børnene. Havde din far søskende?"
"Nej, der var kun ham".
"Havde han interesser".
"Hunden, jagten, naturen, og en robåd, der er sø på grunden", Astrid peger ud af vinduet: "bag skoven, jeg tog tit med", hun snøfter i køkkenrullen.
"Er der mere jeg skal vide", siger præsten: "Sange der skal synges til begravelsen"?
"Jeg tror ikke han var særlig religiøs, så noget lidt lettere".
"Nu falmer skoven trindt om land", siger Astrid: "han kunne lide skoven. Der var en lille hytte han gik ned i".
Skuret i skoven, det var derfor hunden havde så travlt med at komme derhen: "Altid frejdig når du går", ryger ud af munden på mig, det må være fordi vi sang den til Magnus begravelse. Jeg ser kisten for mig og den enkle buket ovenpå. Så vender jeg mig mod præsten: "Du kan vel finde en sang mere, en de fleste kender".
"Ja selvfølgelig", hun rejser sig, og glatter den mørke nederdel. Jeg fanger de grønne øjne, før jeg følger hende ud: "Er det dig der kommer til at stå for begravelsen", spørger jeg.
"Ja".
Det var virkelig en sød præst, jeg bliver stående støttet til karmen, og tænker på Louise og døden.
Magnus lille kiste skar mig i hjertet. Magnus så jeg kun den ene gang. En måned senere gik Louise gennem kirken, støttet til far. Jeg var der. Men tavshedens dyne spærrede, og efter bisættelsen tog jeg direkte hjem. Jeg har ikke set hverken Louise eller far siden. Jeg har i det hele taget ikke set mange mennesker. Den søde nabokone til den lejlighed jeg endelig fandt, blev en slags farmor, og hendes to døtre halvveninder. De boede i kvarteret. Et næsten normalt liv, og et job i den lokale Brugs. Ind imellem sloges jeg med den dårlige fod, min barndoms trofaste følgesvende de ortopædiske sko var stadig nødvendige. Jeg kommer aldrig til at løbe maraton eller gå i højhælede. Nogen gange tænker jeg over, hvordan livet havde formet sig Hvis, ja hvis jeg ikke havde haft så skæve fødder.